ViewSonic lancerer VP3881 – en ny 38-tommers buet monitor rettet mod professionelle brugere og entusiaster, der har brug for masser af arbejdsplads og en nøjagtig farvegengivelse.
“ViewSonic VP3881 er skabt til at levere en enestående brugeroplevelse og nøjagtig farvegengivelse,” fortæller Stefan Dahlqvist, Nordic Regional Manager for ViewSonic. Han fortsætter: “Den nye kurvede model styrker VP-produktserien yderligere og giver vores kunder et komplet udvalg af professionelle skærme at vælge imellem.”
Det nye medlem af ViewSonics prisvindende VP-serie af professionelle monitorer anvender et kurvet 38-tommers SuperClear IPS-panel i 21:9-format og med en opløsning på hele 3 840 x 1 600 pixel. Med 99 procent dækning af sRGB-farveområdet og HDR10-understøttelse er brugerne sikret såvel livagtige som nøjagtige farver samt et højt dynamisk kontrastforhold.
Monitoren er professionelt kalibreret fra fabrikken for at sikre nøjagtig farvegengivelse, så snart den tages i brug (∆E≤2). Den understøtter desuden yderligere hardwarebaseret kalibrering – en funktionalitet der er udviklet i samarbejde med X-Rite og er kompatibel med deres X-Rite i1 Display Pro- og i1 Pro 2-kalibreringsværktøjer. Dermed kan VP3881 kalibreres nøjagtigt til forskellige anvendelsesformål – f.eks. billedbehandling, videoredigering og anden produktion af visuelt indhold.
Med et rammeløst design på tre sider er VP3881 ekstra godt egnet til konfigurationer med flere skærme, hvor der stilles enorme arbejdsflader til rådighed. En fordel ved 21:9-formatet er at hele skærmbilledet kan udnyttes, når man ser eller arbejder med video i ægte cinemascope-format (2,35:1).
VP3881 har desuden indbyggede stereohøjttalere med afbalanceret lyd takket være Sonic Mode samt ViewSonics ViewSplit – softwarebaseret løsning til at inddele skærmbilledet i faste vinduer for at lette overblikket over projekter og flere samtidige opgaver.
|