QPAD er ude med to nye pro-gamer mus. Modellen DX-700 som er helt traditionel med hale og så top modellen DX-900 som er trådløs. Vi er ved at varme op til de trådløse gamermus så vi har kigget DX-900 efter i sømmene.

Vi kan starte med at kigge på de åbenlyse elementer. Det er en symmetrisk mus som dermed passer lige godt uanset om du er højre- eller venstrehåndet. QPAD har gjort sig ekstra umage fordi de to knapper der findes på siden også er spejlet. Dermed rammer de en rigtig ambidekstral eller ligehåndet mus. Jeg har set mange som har markedsført deres mus som ligehåndet selvom der ikke har været knapper på begge sider. Ikke hos QPAD. Der er også en ekstra detalje med udskiftelige bagkappe. Der er to forskellige størrelser så du har mulighed for at vælge det du finder mest komfortabelt. Bagkappen holdes fast af et par magneter og det fungerer vældigt godt.

Der er selvfølgelig en app, Qcontrol, hvor du kan lave makro’er for de forskellige taster, ændre farver og flere andre ting. Noget som jeg altid plejer at tilpasse er polling raten (Report Rate) som ofte står til 1000Hz. Den sætter jeg ned til 500Hz så den fejl der er i MS Office pakken ikke bliver et irritationsmoment. Flytter du vinduer rundt med 1000Hz bevæger de sig utroligt langsomt. Som ved andre optiske mus så har du også det som kaldes lift off distance, som er den afstand du kan hæve musen før den ikke længere tracker. Det er afhængigt af din spillestil og håndtering af musen hvad du foretrækker. Min er sat til 1 mm som du kan se. Den sidste ting er at vælge de DPI-indstillinger som jeg foretrækker. Du kan skifte mellem dem ved at trykke på knappen på undersiden af musen.

Ergonomisk så er designet meget standard. Det betyder let timeglas formet så den er lidt smallere på siden hvor du normalt holder hvis du anvender et craw grip. Der findes også en blød rillet gummi overflade så musen let holdes fast. Også med et palm grip så ligger musen godt i hånden. Den rillede overflade hjælper med til at sikre en god fatning. Knapperne er præcise med et tydeligt kontaktpunkt. Jeg har den lange af de to bagkapper som jeg synes passer bedst til mig. Jeg hat igen været forbi et af de træningsprogrammer som findes til CS:GO og jeg kan med DX-900 opnå samme resultater som med mus jeg tidligere har anvendt. Der er ikke noget at udsætte på det funktionelle.

Musen er genopladelig så hvis du undrer dig over den lille ekstra sorte dims til venstre i øverste billede så er det en adapter til 2,4GHz tranceiveren. Stofkablet er USB-C og det bruges til at oplade musen, selvfølgelig samtidig med at du bruger den med kabel. Den lille konverter har en USB-A side til tranceiveren og en USB-C side til kablet. Det betyder at du let skifter mellem trådløs og kabeludgaven når du skal lade. Du kan selvfølgelig ønske dig et mere fancy design. Det som jeg synes er fedt ved dette, er at du kan bruge et helt almindeligt USB-C kabel til musen og en helt almindelig USB-A ekstender til tranceiveren. Hvis du skulle ønske dette. Der er mange hvor det pinedød skal være specielt designet så kun det medfølgende kabel virker. QPAD har en mere inkluderende design filosofi.

QPAD DX-900 er velfungerende trådløs mus som rammer bredt. Det er en ligehåndet mus da knapper er spejlet. Det eneste jeg kunne ønske mig var en enkel måde at fjerne funktionen af knapperne på side af musen jeg ikke skulle bruge. Det hænder at jeg i kampens hede kommer til at trykke på den side jeg ikke bruger. Samlet set så mangler der ikke nogle funktioner på DX-900 og kvaliteten fejler heller ikke noget.