Resident Evil er tilbage med et gotisk eventyr, som drager dybe paralleller til seriens fantastiske firer. Du bliver sluppet løs iblandt vampyrer og varulve i en desperat jagt på din elskede datter. Konstant balancerende på dødens skarpe klinge med rædslens afgrund gabende under dig. Alan har siddet klinet foran sin PS4 med controlleren knuget i hånden for din skyld.

Resident Evil 7 var unægtelig en retur til tronen for den glorværdige horrorserie efter den noget tamme 6er. Et studie i uhygge indespærret i en afsides forfalden sydstatsvilla i Louisiana, hvis beboere måske var menneskelige på overfladen, men hvis indre for længe havde overgivet sig til vanviddet.  

RE 7 introducerede den plagede Ethan Winters, og lod dig udleve hele hans nervebidende historie fra et første persons perspektiv. Det var et modigt spring væk fra det tredje persons perspektiv der ellers havde været en hjørnesten indtil da. Missionen lykkedes, og den snigende terror ved konstant at være musen i kattens jagt blev kun underbygget af perspektivet. Det skyldes ikke mindst at man havde bygget spillet op med tykke referencer til de første spil i spillet.

Resident Evil Village åbner op med en eventyrfortælling læst op fra en børnebog. En fortælling der om noget lægger grobund for de næste timers underholdning, med sin fokus på barnets rejse og de monstre det møder undervejs. Vi er i familiens skød. Det er Mia – som Ethan reddede i 7eren – som læser op for deres fælles barn Rose. 3 år er passeret, de er flygtet til Europa i et forsøg på at lægge de mange horrible begivenheder bag sig. Lykkelige for en kort tid, om ikke andet så på overfladen  

Selvfølgelig bliver dette glansbillede lynhurtigt krøllet sammen. Du skal jo ikke have alt for lang tid til at falde til. Pludselig dukker Chris Redfield og gruppe op ud af ingenting. Mia bliver skudt. Rose bliver båret væk af soldater og en af disse begaver Ethan med en geværkolbe i ansigtet. Ikke for sidste gang går skærmen i sort. Næste gang han slår øjnene op befinder han sig ved et forulykket køretøj. Soldaterne der fangede ham og hans familie er døde. Rå natur strækker sig omkring ham, og herfra overlades tøjlerne til dig.  

Snart ankommer du til en tilsyneladende forladt landsby. Døde dyr, skygger der konstant lige forsvinder i horisonten, døre der lukker sig og mystiske fodspor har alle været med til sætte alarmberedskabet på kanten. Hvor syveren tog sin inspiration i de første titler, så vil kendere af serien lynhurtigt placere inspirationen til Village i RE 4. Gotisk horror i østeuropa. Her komplet med varulve, vampyrer, mystiske landsbyer og en knejsende borg der som en gravsten rejser sig midt i det grå landskab.  

Du finder hurtigt ud af at Village er et andet bæst end sidste ombæring. Der er skruet mere op for både tempo og action her. Selvfølgelig er du stadig den jagede – sådan må det jo være – men den kære Ethan kan altså tage nogle slag, og han overgiver sig bestemt ikke uden kamp. Snart er du bevæbnet med både kniv og skydevåben, og løbende vil arsenalet blive udvidet. Rundt om i landskabet kan du finde remedier, som du fingerfærdigt kan omskabe til både helingsdrikke samt patroner. Dertil vil du løbende rende ind i den mystiske omrejsende handler the Duke, der imod lidt betaling både kan sørge for nyt isenkram samt opgradering af eksisterende.  

Nu skal det ikke forstås som om Village er et nyt kapitel af Call of Duty. Du er bestemt stadig byttet, og i lange sekvenser af spillet skal du stadig snige dig rundt i skyggerne i konstant frygt for opdagelse og en dertil hørende grusom død. Spillet byder bare på flere temposkift, hvor du det ene øjeblik nedkæmper varulve der hurtigt lukker afstanden mellem jer. Næste øjeblik jager du afsted igennem labyrintiske kældergange i noget der nærmest tangere Quick Time Events. Endelig sniger du dig langs panelerne på Castle Dimitrescu, hvor den navnkyndige Lady – også kendt som den tårnhøje vampyrkvinde, som du næsten ikke kan have undgået at se i diverse trailers – tramper rundt i gangene mens hendes udødelige døtre jager dig.  

Der er ikke sket den store udvikling på selve styringen, og det er et lille ankepunkt i et spil som ellers byder på lidt kærkommen afveksling i tempoet. At du nogle gange skal placere dig på en speciel måde for eksempelvis at åbne en skuffe, når du udforsker en bygning, er til at leve med. Men når det samme er tilfældet for at fjerne en barrikade imens du har en kværnende dødsfælde i haserne så bliver det bare irriterende. Lidt det samme gør sig gældende i kampene – især mod diverse bosser – hvor den afgrænsede synsvinkel og lidt kluntede styring virker mod hensigten. Det er et irritationsmoment, men dog aldrig noget der decideret ødelægger oplevelsen.  

Du har måske set, at Capcom har forsøgt sig med prædikatet ”Open World”, men inden du stormer mod udgangen i forventning om en tom Ubisoft skal af en verden, så skal dette tages med absolutte forbehold. Village er et Resident Evil, som vi kender det. Fra tid til anden er der puzzlesekvenser, hvor du skal bevæge dig rundt i de omgivelser der er dig tilgængelige på givent tidspunkt og gennemskue hvad du skal manipulere for at komme videre. Disse områder er måske lidt større end tidligere, men det er stadig fuldstændigt, helt og aldeles lineært.  

Det faktum at spillet som sådan ikke er åbent, men at områderne åbner sig foran dig for at lukke sig bag dig gør det også mere vigtigt at udforske når du kan – i hvert fald hvis du gør dig forhåbninger om at binde historien sammen med resten af Resident Evil serien. Village står nemlig meget på egne ben, og vil sagtens kunne spilles uden nogen som helst viden om ophavet. Parallellerne til Umbrella-organisationen er godt gemt og Chris Redfields optræden virker lidt påduttet. Til gengæld er spillets hovedbosser virkeligt gode. De føles nærmest lidt som tegneserieskurke – overdrevne på den fede måde. Alle er de karakteristiske, og opholder sig på hver sin unikke ”base”, som både giver visuel lir samt variation.  

Apropos visuel lir, så er Village et ekstremt flot spil. Vi havde det snurrende i en PS4, og selv om vi ikke er helt oppe på niveau med Naughty Dogs magtdemonstration Last of Us 2, så bevæger vi os i luftlaget lige under. Detaljegraden er ekstremt høj, og fortjener vitterligt at man – når der ikke lige er en varulv der gnasker dig i skulderen – bruger lidt tid på at beundre den (altså detaljegraden ikke varulven). Et lille minus er dog, at det hele er lidt for mørkt. Jeg havde først ikke slået HDR til på fjernsynet, og der var flere sekvenser hvor jeg ganske enkelt intet kunne se. Det hjalp med HDR.  

Dertil er loadetiden meget kort, hvilket er befriende når man igen er røget i en dødsfælde. Endelig så er lydsiden nærmest et kapitel i sig selv. Har man lidt dårlige nerver, så er det den man først skruer ned for. Det ville dog være en skam, for det er helt ekstremt stemnings- og virkningsfuldt: Både når det drejer sig om effekterne men endnu mere det dystre omklamrende soundtrack, som konstant ligger og leger med din forventninger, når der ellers er stille omkring dig.    

Resident Evil: Village er en absolut glimrende titel. Det tager skridtet videre efter overgangen til første persons perspektiv, krydrer det med temposkift og pakker det hele ind i en lækker visuel skal fyldt med masser af delikat knas fra mindeværdige modstandere. Det trækker lidt ned i styringen godt kan føles lidt kluntet og vi kunne godt ønske os, at det hele ikke var så hurtigt overstået. Samlet set dog en medrivende oplevelse, som bedst nydes i små blodige bidder. Velbekomme dig.