ECHO er et Third-Person Science Fiction Adventure til PC, bygget i Unreal 4. Første opgave for det danske studie Ultra Ultra er at komme igennem Steam Greenlight. Du kan hjælpe dem via dette link:

http://steamcommunity.com/sharedfiles/filedetails/?id=681810803

Nedenfor kan du læse mere om spillet og studiet.

Historien i ECHO:

Efter et århundrede i dvale ankommer pigen En til sin destination: Et legendarisk Palads skabt af en ældgammel civilisation. Her håber hun på at finde glemt teknologi, der kan bringe et liv tilbage, som ikke skulle være tabt. Men ingenting har forberedt hende på det hun møder i Paladsets glemte sale.

Oplevelsen starter som en karakter-drevet opdagelsesrejse, men snart udvikler det sig til noget langt farligere. Spillets gameplay svinger imellem Stealth og Action, som En konfronteres med Paladsets mærkelige systemer. Det kan godt være at hun både er hurtig og i stand til at forsvare sig selv, men i Paladset har alt en konsekvens. Ligegyldigt hvilken strategi man vælger er én ting sikker: man skal holde sit hoved koldt hvis man vil overleve Paladset.

Historien om Ultra Ultra:

Ultra Ultra er et uafhængigt spilstudie, startet Marts 2015. Vi er otte folk i studiet, men ti på projektet, hvis man inkluderer lyd og musik. De fleste af os kommer fra IO-Interactive hvor vi blandt andet har arbejdet på Hitman-spillene over det sidste årti.

Studiet blev sat i verden fordi vi længtes efter ukendte horisonter. –IO’s hårdkogte realisme er noget vi holder meget af, men vores store kærlighed er at skabe andre verdener. Så selv om det var et svært valg at forlade IO, så var vi simpelthen nødt til at starte vores eget. Vi er stolte af vores ophav, og håber at det vil kunne mærkes når man spiller Echo.

Ultra Ultra har helt fra start levet højt på den utrolige mulighed det er at være uafhængige. Vi er fuldstændigt frie til at lave lige præcis den slags spil vi selv vil spille, ikke dikteret af markedsundersøgelser og fokusgrupper, som det tit er tilfældet i mainstream AAA hvor produktionsomkostningerne er så skyhøje. ECHO er et kærlighedsbarn, lavet til folk der – som os – kan lide deres science fiction med masser af Solaris og 2001. Nu håber vi så på, at der er nok af dem derude til at gøre det til en bæredygtig strategi!