Splatoon har rundet en milepæl hvad deres salgstal angår, for spillet har nemlig rundet 1 million solgte spil i Europa.
På verdensplan har spillet solgt hele 3,5 millioner kopier, så det er da ellers noget af en sjat.
I kan se hele presse meddelelsen fra Nintendo her:
Nintendo oplyser, at det unikke shooter-spil Splatoon til Wii U har solgt i over en million eksemplarer i Europa, hvilket bringer det globale salg op på over 3,5 millioner* eksemplarer og betyder, at det innovative spil er en af de mest populære titler til Wii U.
Reglerne i Splatoon er simple: To hold med hver fire spillere kæmper om at dække et område med blæk i hver sit holds farve. Denne friske, nye vinkel på shooter-genren har vundet mange spilhjerter og modtog flotte anmeldelser. Spillets fans inviteres desuden til ”Splatfests”, som er events online i spillet, hvor man stemmer sig ind på forskellige ting inden hver Splatfest og så møder sine modstandere, der stemte på den anden mulighed. En Splatfest kan fx handle om du er mest til hunde eller katte, ananas på pizza eller ej.
To figurer fra Splatoon, som er blevet utroligt populære, er ”The Squid Sisters”, der er værtinderne til Splatfests. I januar gav de endda deres egen livekoncert i Japan, som du kan se her: https://www.youtube.com/watch?v=lRXyflaJNTE
En vigtig årsag til Splatoons succes ligger sandsynligvis i, at spillet hele tiden opdateres med nyt indhold. Nye våben, baner, spilfunktioner og regler opdateres med jævne mellemrum og dette helt uden ekstra omkostninger. Splatoon har nu i alt 16 baner og 74 våben** at vælge imellem. Flere opdateringer er planlagt. En opdatering, som forbedrer matchmaking og Splatfest, bliver tilgængelig allerede i dag. I april kommer en opdatering kaldet ”Sheldon’s Picks”, der introducerer nye kombinationer til allerede eksisterende våben og som vil opmuntre spillerne til at prøve nye strategier.
Er du ny ud i Splatoons verden, kan du finde mange værdifulde tips her: https://www.youtube.com/playlist?list=PLN17ThonXwb3aJ36R2CZttgeiSK8MDf1M
Satoru Shibata, administrerende direktør for Nintendo of Europe, kommenterer Splatoons succes sådan her:
”At have nået en million solgte eksemplarer af Splatoon i Europa viser virkelig den universelle efterspørgsel på denne helt nye type shooter, som alle kan spille med fornøjelse. Med spil som Splatoon, The Legend of Zelda: Twilight Princess HD og Super Mario Maker samt kommende titler som Pokkén Tournament, Paper Mario: Color Splash og Star Fox Zero har vi et stærkt line-up med spil, der er eksklusive for Wii U-konsollen.”
*Baseret på Nintendos interne salgstal. Den 31. december 2015 var der registreret 4,06 millioner udsendte eksemplarer af Splatoon globalt.
**Medregnet de tre våben, der kun kan fås på de baner, som låses op med en kompatibel Splatoon amiibo.
Spiller i stadig Splatoon?














