Det er snart jul og igen tid til at lave ønskeseddel. På redaktionen mener vi at nyt legetøj leger bedst og her kommer SteelSeries til undsætning med deres seneste Apex 9 tastatur. Det er noget så sjældent som et optisk tastatur med to forskellige aktiverings punkter. En til gaming og en til almindeligt brug. Spørgsmålet er om det klarer sig til ønskesedlen.

SteelSeries Apex 9 TKL benytter optiske taster. Det betyder at i stedet for at slutte en elektrisk forbindelse når tasten trykkes, så brydes en lysstråle. Tasten er bygget efter samme princip som i et fysisk tastatur. Det betyder en fjeder som belastning og en vandring som er bestemt af selve den fysiske udformning af tasten. SteelSeries anvender deres OptiPoint taster som du valgfrit kan indstille til et aktiveringspunkt på 1mm eller 1,5 mm. Gaming indstillingen er 1mm som dermed giver 33% hurtigere aktivering end ved de 1,5mm som er til almindeligt brug. Tasterne yder en modstand som svarer til 35 gram. Optiske taster har også den fordel at der er et meget begrænset debounce delay, som er den ventetid der fra en tast er trykket til den kan trykkes igen. På et mekanisk tastatur så skal debounce delay forhindre at samme tast registrerer flere tryk når den slippes. Det kan ske som elektrisk støj (ripple eller chatter) når den elektriske forbindelse brydes og indtil de fysiske kontakter falder til ro. Debounce kan være så kort som 1 ms og kan måles med et oscilloskop som du kan se nedenfor. Optiske taster har (næsten) ikke debounce delay da der ikke findes fysiske kontakter som kan vibrere.

Læg mærke til de 3 spikes (solid gule i toppen) som kunne blive fortolket som gentagne tryk på tasten.

Nok teknik. Hvordan virker det så i praksis? Det virker rigtigt godt. Der er smag og behag hvor kraftigt et tryk du foretrækker og om det skal være lineært eller ej. Jeg føler de lineære taster med 35 grams tryk meget behagelige til både gaming og normalt brug. Den model som jeg har prøvet kaldes TKL for Ten Key Less og den ”mangler” den numeriske blok. Det giver mere plads til store bevægelser med musen uden du skal tage hensyn til tastaturet. Generelt er det denne størrelse der er det bedste kompromis mellem noget som kan fungere i det daglig og samtidig også anvendes til gaming. Hvis du primært skal anvende det til FPS gaming så er Apex 9 Mini det rigtige for dig. Husk at du med SteelSeries Engine kan tilpasse de 5 on-board profiler og RGB stemningsbelysningen. Du kan selvfølgelig justere det meste direkte på tastaturet hvor en orange farve viser hvilke knapper der aktiverer hvad.  I og O vælger mellem gaming (1mm) og almindelig (1,5mm). Resten har et piktogram som viser funktion.

Hvis jeg kigger på hvad der ellers er med i pakken, så er der den fikse detalje med en keycap puller gemt i et rum under tastaturet. Mægtigt smart hvis du som jeg skifter nogle af de to komponent PBT (Polybutylene terephthalate) plast knapper ud med nogle custom, (Når de er lavet af to komponenter, så er RGB lyset i knapper mere tydeligt.) Keycap pulleren ender altid i en kasse som jeg ikke kan huske hvor er. Du kan skifte hele tasten og ikke bare toppen hvis du virkeligt gerne vil nørde helt igennem. Noget som også stille sniger sig ind i denne klasse af tastaturer, er USB-C tilslutning. Det flettede stofkabel er rigtigt fint og med USB-C kan du let tage dit tastatur med under armen uden at skulle skille alt ad for at få kablet med. Der er også indbyggede fødder som har to forskellige højde indstillinger.

SteelSerie har en lang tradition for velfungerende tastaturer. SteelSeries Apex 9 TKL med OptiPoint er ingen undtagelse. Det yder maks i en gaming sammenhæng og til almindeligt kontorbrug med en tung hånd så er vandringen på 1,5mm som ved alle andre tastaturer. Så er jeg fjollet med RGB stemningsbelysning og her kan du styre hver enkelt tast. Hele herligheden er bygget op omkring en aluminiumsramme og oser af god kvalitet selvom det godt må være tungere til min smag. Jeg synes det fortjener en plads på ønskesedlen.

Tak til SteelSeries og digitalPR for at gøre denne anmeldelse mulig

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægBrewmaster ude til PlayStation, Xbox & Nintendo Switch
Næste indlægNy gameplay trailer til Evil West
Jeg er ansvarshavende redaktør på GamersLounge og aktiv gamer primært på PC, PS5 og Switch. Jeg falder altid tilbage til shootere eller de mere action prægede titler når der rigtigt skal kobles af. Noget af det mest spændende er at få lov til at lave interviews og previews fra de events vi deltager i. Jeg øver for at blive bedre til CS2 og følger danske eSports turneringer. Tak fordi du kiggede forbi.
steelseries-apex-9-tkl-anmeldelseSteelSeries Apex 9 TKL med OptiPoint yder maks i en gaming sammenhæng. Til almindeligt kontorbrug med en tung hånd så er vandringen på 1,5mm som ved alle andre tastaturer. Så er jeg fjollet med RGB stemningsbelysning og her kan du styre hver enkelt tast. Hele herligheden er bygget op omkring en aluminiumsramme og oser af god kvalitet selvom det godt må være tungere til min smag. Jeg synes det fortjener en plads på ønskesedlen.