Mange spil får remasters nu om dage, og det kan give grund til, lige at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor netop dét spil bliver trukket frem igen. Ofte er svaret simpelt: Enten er spillet ikke længere tilgængeligt på moderne platforme, eller også er det blevet så forældet, at det kræver en opdatering for at give en ny generation muligheden for at prøve. Men med Tales of Berseria Remastered er det sværere at pege på en tydelig grund. Det er ikke, fordi grundspillet ikke holder – tværtimod. Tales of Berseria er nemlig et stærkt RPG, som sagtens kunne have fortjent mere opmærksomhed, da det udkom i starten af 2017. Problemet er blot, at denne udgave ikke gør meget for at retfærdiggøre sit eget eksistensgrundlag. Derfor er det svært at se, hvorfor Berseria skulle have en remaster.
Noget af det, der fungerer bedst, er karaktererne. Vores heltinde, Velvet Crowe, starter på et alternativt ståsted end de vi ofte ser i RPGer. Hun ønsker ikke at redde verden, og hun er ikke drevet af idealer eller morale. Hun vil have hævn. Hendes historie begynder stille med et liv i en lille landsby sammen med sin lillebror og sin værge, Arthur. Efter en tragedie under en Scarlet Night lykkes det dem at skabe en slags normalitet igen, selvom verden omkring dem er i forandring og mennesker langsomt bliver forvandlet til dæmoner. Det hele bryder sammen, da Arthur ofrer Velvets bror i et forsøg på at redde verden. Samtidig bliver Velvet selv forvandlet til en dæmon med evnen til at absorbere andre dæmoners kræfter. Det er et effektivt vendepunkt, der sætter tonen for resten af spillet.
Efter flere år i fangenskab bliver hun sat fri og kaster sig direkte ud i en hævnhistorie, der hurtigt skiller sig ud fra genrens normer. Velvet er ikke interesseret i at blive forstået, og hun er heller ikke interesseret i at blive tilgivet. Hun er ikke en helt, der bliver presset til at gøre mørke ting. Hun vælger det selv. Det gør hende til en markant anderledes hovedperson. Hun ser sig selv som skurken og handler derefter. Hun bruger folk, hvis det bringer hende tættere på sit mål, og hun forsøger ikke at pakke det ind i moralske forklaringer.
Gruppen omkring hende følger samme spor. De fleste er ikke drevet af idealer, men af deres egne mål. Det skaber en dynamik, der føles mere rå og mindre forudsigelig end i mange andre RPG’er. Flere af karaktererne tager lidt tid at varme op til, men de vokser på én, og samspillet mellem dem er en af spillets klare styrker. Historien mister dog noget af sin kant mod slutningen, hvor fokus bevæger sig i en mere klassisk retning med større konsekvenser og et mere traditionelt mål. Det giver mening, men det føles også som et skridt væk fra det, der gjorde fortællingen interessant til at begynde med.
Kampsystemet rammer den samme balance mellem det stærke og det lidt for meget. Kampene er hurtige, flydende og tilfredsstillende. Der er masser af evner at arbejde med, og det er nemt at skifte mellem karakterer undervejs. Hver karakter føles tilpas unik, uden at det bliver en barriere at skifte spillestil. Samtidig bliver systemet overforklaret og overdesignet. Nye tutorials dukker op langt inde i spillet, og selvom der er mange muligheder, føles en del af dem unødvendige. Det er et system, der giver meget frihed, men også et system, man sagtens kan ignorere dele af uden at miste noget væsentligt.
Udforskningen af verden er mere konsekvent vellykket. Der er en god variation i områderne, og både landskaber og byer føles gennemtænkte og forskellige. Det er et spil, der visuelt formår at holde interessen fanget, selv uden nogen egentlig grafisk opgradering.
Dungeons er til gengæld den svageste del af oplevelsen. De fleste er funktionelle, men også ensartede og uden meget variation. Senere i spillet bliver det bedre, men den sidste dungeon falder helt ved siden af. Den er mere kompleks, men uden en tydelig struktur, hvilket gør den mere frustrerende end engagerende.
Det er også her, det bliver tydeligt, hvor lidt denne remaster egentlig tilføjer. Destinationsmarkører er blevet fremhævet som en forbedring, men de bruges inkonsekvent, og i nogle af de mest forvirrende områder er de næsten fraværende. Ser man på remasteren som helhed, er det svært at pege på noget, der føles som en reel opgradering. Der er ingen nævneværdige grafiske forbedringer, og spillet var allerede tilgængeligt på moderne platforme. Denne version udvider godt nok platformudvalget, men det er ikke nok i sig selv.
Livskvalitetsforbedringerne er der, men de er små. Muligheden for at slå kampe fra vil sikkert være en fordel for nogle, og destinationsmarkører kan hjælpe, men det er ikke ændringer, der fundamentalt påvirker oplevelsen. At inkludere DLC er fint, men heller ikke noget nyt. Som resultat står man tilbage med en udgivelse, der stadig er værd at spille, men primært fordi originalen var det. Tales of Berseria Remastered er stadig et godt spil, men remasteren er unødvendig.