Mørket lever. Det ånder, knurrer og venter tålmodigt i hjørnerne, mens du famler efter en lighter, et skud, en chance. Tormented Souls 2 er ikke her for at holde dig i hånden; det er her for at slippe den i det øjeblik du træder over tærsklen.
Der findes spil, som skriger med blockbuster-selvtillid. Spil der møder spilleren med eksplosive budgetter, glatte menuer og perfekt kalkuleret horror. Og så findes der de andre; dem, der i stedet hvisker, kravler og sitrer sig ind under huden, drevet af passion frem for penge. Tormented Souls 2 falder stensikkert i sidstnævnte kategori. Det er skabt af et lille hold udviklere, der – ligesom med den første Tormented Souls – nægter at lægge sig fladt i skyggen af giganterne. I stedet omfavner de deres egne begrænsninger og forvandler dem, i hvert fald til tider, til styrker.
Da det første Tormented Souls udkom, fandt det hurtigt vej til en kultfølgerbase. Det var ru, begrænset og tydeligt lavproduktion – men samtidig urokkeligt dedikeret til old-school survival horror. Det var elsket netop fordi det lo, eller måske skreg, tidens forventninger om poleret streamlined komfort lige op i ansigtet. Tormented Souls 2 fortsætter den tradition med næsten genstridig stolthed. Her er ingen overbærende håndholdning, ingen moderniseret sikkerhedsline. Her vandrer du ind i mørket alene, bevæbnet med en lighter, en sømpistol og en dristig tro på, at du nok finder en vej ud.
Og selvfølgelig handler det igen om en søster i nød. Caroline, vores hovedperson, kastes endnu engang ind i et gotisk helvede for at redde sin lillesøster Anna – fanget af noget ondt, udefinerbart, ældgammelt. Historien er gotisk til benet: forladte landsbyer, kirker begravet i mørke, skygger så tunge at de føles levende. Tænk victoriansk forfald møder organisk mareridt. Tænk Lovecraft, ikke som tom referenceramme men som stemning: en følelse af noget uendeligt, ubeskriveligt, stirrende tilbage fra mørkets dybeste folder.
Hvis Resident Evil og Silent Hill havde en hemmelig kærlighedsbarn, der voksede op i skyggen af gotiske katedraler, ville det ligne Tormented Souls 2. Det er et spil, der gladeligt springer moderne designkonventioner over for i stedet at hædre survival horrorens barndom. Faste kameravinkler. Bevægelse der flirter med klassisk tank-styring (noget du kan gå all-in på, skulle det friste). Et langsomt, metodisk tempo hvor hvert skridt føles som et valg og hver korridor bærer på en trussel.
De fixede kameravinkler er på én gang spillets største styrke og mest udtalt frustrerende beslutning. For den, der – som mig – allerede orienterer sig som en fuld due i tåge, kan perspektivskiftet være ren tortur. Du runder et hjørne, kameraet skifter, du mister retningen, du vender dig om, og pludselig bevæger du dig modsat af hvad din hjerne forventede. Det er ikke bare forvirrende. Det er aktivt anstrengende. Men… og her ligger den paradoksale skønhed; det virker. Ikke altid og ikke for alle, men når det virker, er det fordi du føler dig som et offer i en mareridtsverden, ikke som en spiller i kontrol. Hver vinkel bliver en potentiel blind vinkel. Hver skyggekrog gemmer noget, du måske ikke burde se. Det er klassisk horror – ikke at se, men at tro at man ser.
Heldigvis lettes navigationskaosset, når man hurtigt får adgang til kort i de fleste områder. Det er ikke komfort, men det er barmhjertighed. Og det er passende, for Tormented Souls 2 handler ikke om at være komfortabel. Det handler om at overleve.
Spillet er mørkt. Ikke metaforisk, men konkret. Uden din lighter fortabes du fuldstændigt i sorthed, som et barn, der pludselig mister hånden i et stormfuldt mørke og står alene i kulden. Det skaber en konstant spænding: du kan holde en lighter, eller du kan holde et våben. Ikke begge dele. Og den prioritering føles som en tilbagevenden til rødderne for genren – til den primitive frygt, hvor lys ikke bare er stemning men livline.
Men når monstrene kravler, vrider sig og skærer sig ud af mørket, bliver kompromisset tydeligt: Du skal se for at overleve, men du skal skyde for at leve videre. Og her kæmper spillet med sin egen ambition. Kamp er ikke elegant. Mange gange er det direkte klodset. Du skyder mod fjender, du ikke kan se ordentligt. Du bevæger dig tungt. Hvert skud føles som en investering, ikke en reaktion. Det er på én gang en hyldest og en hæmsko. Uskadeliggør du fjenderne i et område, er de væk — du får en form for stille triumf. Men nye trusler ankommer senere, og ammunition er ikke en ressource du kaster rundt med. Er det frustrerende? Ja. Er det lykkeligt gammeldags? Også ja.
Hvor Tormented Souls 2 virkelig viser tænder, er i sine puzzles. De er ikke blot gode; de er fremragende. Logiske uden at være lette. Inventory-baserede uden at falde i “kombinér sav og ost for at åbne dør”-fælden. Og vigtigst — de er vævet ind i spillets verden med kirurgisk præcision. Hver gåde føles som en del af det gotiske univers; ikke et afbræk, men en puls, en rytme, en måde at lære mareridtet at kende på.
Et tidligt eksempel: Den frosne nonne efterladt i køkkenets fryser, låst fast i et dødstyst tableau af kulde og hellighed, mens hendes isblå greb beskytter en vigtig genstand. Spillet beder dig ikke bare om at åbne en kiste eller finde en nøgle — det tvinger dig til at engagere dig i sine rum, i sin verden, i sine makabre gåder. Det bliver fysisk, det bliver nærværende, og det bliver ubehageligt på den helt rigtige måde.
Senere står du foran et gammelt skakbræt. Ingen brikker, ingen regler forklaret — kun mærkelige symboler skåret på bagsiden, som om selve brættet gemmer en hemmelig bevægelseslogik. Helt andetsteds finder du et metallisk instrument med drejeskiver, der repræsenterer skakkens brikker. Og så begynder det at klikke: Du må selv forbinde tegn og bevægelsesmuligheder i tankerne og genskabe en sekvens på mekanismen. Det er ikke en puzzle, du “løser” ved at gætte — det er én, du forstår.
Det er netop her Tormented Souls 2 stråler. I en genre hvor spilleren ofte er fysisk magtesløs, giver sådanne gåder dig mental handlekraft. Det er horrorens paradoks: selv mens verden forsøger at knuse dig, får du øjeblikke hvor din evne til at tænke bliver dit våben. En sjælden form for empowerment midt i mørket — og meget mere tilfredsstillende end et shotgun-headshot nogensinde kunne være.
I disse øjeblikke føles Tormented Souls 2 ikke lille. Ikke begrænset. Men snarere som en designer, der nikker anerkendende til spilleren og hvisker: Du er vågen, du er til stede, du ser mønsteret. Det er her, spillet transcenderer sin ru facade og bliver kunst — ikke poleret kunst, men gotisk blyindfattet mosaik, hvor hvert stykke glas er skåret af noget mørkt, gammelt og levende.
Tormented Souls 2 er ikke et spil for alle. Det kræver tålmodighed, nerver og en forkærlighed for horror, der lugter af støv, råddenskab og PS1-æraens analogmareridt. Det bøjer sig ikke for moderne designfilosofier; det insisterer. Det lærer dig ikke — det prøver at knække dig, og det er en del af charmen. For charmerende er det. Mørket er tungt, puzzles er mesterlige, og stemningen kunne være tappet direkte fra en katedral bygget af glemte drømme og mareridt. Ja, kampene kan være klodsede og de faste kameravinkler kan drive dig til vanvid; men det er også præcis derfor det virker. Det er horror, ikke sikkerhed.
Det er samtidig værd at fremhæve, at Tormented Souls 2 ikke står alene i dette års genfødsel af survival horror. Jeg anmeldte for nylig Silent Hill f https://gamerslounge.dk/silent-hill-f/, som jeg også tildelte 4.5 stjerner — og sammen markerer de to titler et uventet, vidunderligt comeback for genren. 2025 har været et forrygende år for spillere, der elsker at blive skræmt med stil og substans.
Tormented Souls 2 kravler ikke bare ind under huden; det bygger en rede derinde og hvisker truende: “Var det virkelig lys, du forventede at finde?”.