Ty The Tasmanian Tiger er en obskur lille perle, som udkom i starten af dette årtusind. For nogen tid tilbage, lavede Krome Studios, en kickstarter kampagne for, at få Ty tilbage på markedet, i en HD remaster version – og de gamle fans var tydeligvis begejstrede for dette, da spillet nu blandt andet er landet på Nintendo Switch. Men holder Ty op til dagens standard med platformers?

Den Australske Outback

Præmissen er simpel, en ond struds ved navn Boss Cass er træt af pattedyr, så han vil udrydde dem alle sammen, med sit tunge maskineri. En tasmansk tiger ved navn Ty, bliver informeret om dette af de gamle bonyipper, og bliver sendt ud på en opgave om, at samle specielle talismaner og finde sin familie.

Da det er Australien er det jo på sin plads at spillets primære angrebsmetode er boomeranger. 13 forskellige interessante og sjove boomeranger, kan blive tilføjet til ens arsenal, og har alle en funktion, som kan gøre oplevelsen federe og nemmere.

Hovedkvarteret ligger i et område kaldet Rainbow Cliffs, hvor en anormali gør, at der er portaler i luften, som kan fører til andre steder i outbacken. Hver portal har en unik bane, som indeholder en masse skatter og samleobjekter.

Collect’a’thon!

Mario har stjerner, Banjo Kazzoie har jiggies og Ty The Tasmanian Tiger har thunder Eggs. Dette er spillets primære samleobjekt, som gør at spillet kan udfolde sig. der er 8 thunder eggs per bane. Nogle af dem er simple nok at få, andre kan være lidt mere vanskelige.

På hver bane er der altid 3 primære missioner: Find 5 Bilbies, Time Attack og saml 300 opaler. Hvilket resulterer i, at hver bane har 5 unikke thunder eggs. Det er egentlig meget nemt og overskueligt – men det kan fører til en enorm skattejagt, hvis man tilfældigvis mangler 3 opaler.

You Beauty!

Ty er ikke en stille hovedperson. Men samtidig siger han heller ikke særlig meget. Hans svar er oftest “You (indsæt ord)”. Det kan hurtigt blive lidt fjollet, men det gør ikke rigtigt noget. Men på baggrund af dette, er stemmeskuespillet fra 2002. Hvilket betyder, at mange af samtalerne og monologerne har en eller anden form for kant. Det er meget australsk slang og den der moderne pseudo 80’er charme. Kort sagt, skuespillet er ikke godt, men det behøver ikke være godt, hvis spillets kerne virker – og det gør det, oftest.

Banerne er nogle gange linierer og andre gang som en større sandkasse. Tys bevægelser er rimelig raffineret og veludviklet, men der er tidspunkter hvor det hele er lidt for hurtigt. Kameraet er super hurtigt, og kan godt tage noget tid, at vende sig til.
Fjenderne i spillet er der kun for, at man kan bruge sine boomeranger. De er absolut ikke farlige på nogen måde. Hvis man står stille, kan det være, at de slår en, men det er faktisk slet ikke noget at bekymre sig over.

Ty

Jeg har altid være fan af boomeranger. Jeg synes simpelthen de er så seje, og dette er nok grunden til, at jeg er så glad for Ty The Tasmanian Tiger. For selvom spillet har rigtig mange punkter hvor det er fedt. Så er spillet meget tomt. Det er ofte hvor man er på en strækning, hvor der ikke sker noget overhovedet. Derudover, kan det godt gøre det mere svært at finde samleobjekter.

Men heldigvis har spillet sørget for, at der en del ting at samle på hver bane. Der er de tidligere nævnte thunder eggs, derudover er der:
Golden Cogs, som er tandhjul man bruger til, at få nye boomeranger og billeder af Ty, som findes i usynlige kasser. Så de tomme strækninger har lidt man kan kigge efter.

Ty The Tasmanian Tiger HD er for folk der savner noget gammeldags 3D platformer. Det er ikke i nærheden af de store giganter som Mario 64, Banjo eller Donkey Kong – men jeg synes Ty fortjener noget mere opmærksomhed. Det er interessante platformers og karakterer som kan et eller andet. Spillet er ovenikøbet på de fleste konsoller, så hvis du mangler lidt gammeldaws platformer, så giv da Ty et skud.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægOne Piece: Pirate Warriors 4 – Anmeldelse
Næste indlægNy lækker opdatering til FINAL FANTASY XIV: Shadowbringers
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!