Unrailed! – Preview

0
803

Indie spillet Unrailed! er nu ude på Steam Early Access. Early Access er en måde at få et spil ud til alle os som spiller selvom det ikke er helt færdigt. Du betaler for Early Access spil selvom det typiske er et noget lavere beløb end for traditionelle titler. Unrailed! står til 16 Euro som er omkring 100 kr.

Nok om det. Unrailed! er et co-op spil for op til 4 personer. Du skal være to for at spille det og det kræver kommunikation når du når lidt længere hen i spillet. Konceptet er ganske enkelt. Du skal bygge jernbane så toget ikke kører af sporet. Hvis toget først kører af sporet så er spillet slut. Det foregår så ved at du samler ressourcer i en verden der i grafisk stil minder om Minecraft. Du skal ud at fælde træer til svellerne og hakke malm for at få stål til skinnerne.

Det lyder jo meget enkelt. Du skal bare være sikker på at I får koordineret indsatsen mellem jer. Der skal både være plads til at bevæge sig på. Når du har fældet træ så skal du også stable det et sted hvor det ikke skal slæbes for langt og så er det vigtigt at ruten hen til stationen er fri for forhindringer så du kan lægge banelegemerne ned. Det kræver øvelse at finde en metode som virker. Det vigtigste er at benytte den forsyningsvogn som findes på toget. Her kan du aflevere malm og træ for at få de vigtige banelegemer.

De første par spil udviklede sig hurtigt til lilleput fodbold. Det er der hvor alle samles i en klump omkring bolden. Det begrænser helt automatisk den fremdrift du er nød til at have for at holde toget kørende. Til gengæld så står du med masser af træ og ikke ret meget malm. Du skal også bruge træ til at bygge broer over de floder som opstår i det tilfældigt (proceduralt) skabte landskab. Får du rigtig god fart på toget så bryder det i brand. Det gælder om at slukke branden så hurtigt som muligt for at den ikke breder sig hele togstammen.

Til trods for at alt er en smule hektisk så er der en underholdende oplevelse. Spiller du pvp så er det mest dig selv det går ud over hvis du ikke helt fatter hvad der foregår. I et co-op spil så lider alle når den fjerde spiller er mig. Det er selvfølgelig lidt kantet med en meget teknisk indgang til online lobbyer og der er selvfølgelig derfor det er kommet i Early Access. Det kan nemlig fint underholde mens udviklerne får rundet de skarpe kanter.