Brasilianske SK møder Astralis foran 10.000 i Royal Arena!

  • Verdens bedste CS:GO hold, brasilianske SK Gaming, møder verdens nummer to fra Astralis i Royal Arena!
  • 6 tophold kæmper med om en præmiesum på mere end halvanden million kr.
  • Halvdelen af billetterne revet væk i forsalg, officielt billetsalg åbner torsdag kl 10!
  • Verdenspremiere på nyt, banebrydende dansk udviklet esports-format med kæmpe international bevågenhed

Verdens nummer 2 og 7, danske Astralis og North, er allerede på listen over internationale tophold, der 25. november i Royal Arena deltager i det nyeste og mest eksplosive esports-format BLAST Pro Series. Det samme er G2, FaZe Clan og Ninjas in Pyjamas, der ligger hhv nr 5, 6 og 13 på verdensranglisten.

I dag kan det så offentliggøres, at verdens bedste hold, brasilianske SK Gaming, også melder deres ankomst til turneringen, der allerede nu ser ud til at trække fulde huse med mere end 10.000 tilskuere i Royal Arena.

Halvdelen af billetterne er revet væk i et lukket for-salg, før det offentlige salg åbner torsdag morgen kl. 10:00 via ticketmaster.dk  og blastproseries.com, og de heldige kan efter al sandsynlighed opleve Astralis og SK i en direkte duel om førstepladsen på verdensranglisten!

Dansk hjemmebane – brasiliansk sejrsvilje

Verdensstjernen Gabriel “FalleN” Toledo fra SK Gaming ser frem til Royal Arena og især kampen mod Astralis, på danskernes hjemmebane:

– Vi glæder os vildt til at være med i BLAST Pro Series i København og til at møde nogle af de bedste hold i verden foran så mange mennesker. Vi elsker at spille de store kampe i de største arenaer, og det her bliver en af den slags turneringer. Jeg får gåsehud ved tanken om, at møde Astralis, G2, North, FaZe og NiP på scenen i et format, der giver fansene sikkerhed for at se deres favorithold.

– Jeg ved, vi har en masse fans i Skandinavien og jeg håber selvfølgelig at se rigtig mange af dem i Royal Arena, hvor Astralis og North helt sikkert vil have fordel af hjemmebanen. Kampene mod Astralis er altid vanvittigt intense, og at spille mod dem i Danmark foran en tætpakket arena bliver helt vildt. Det er et virkelig stærkt line-up til turneringen, men vi går selvfølgelig efter at vinde den!

Også Nicolai “dev1ce” Reedtz fra Astralis ser frem til kampen mod verdens nuværende nummer 1:

– Vi havde ligget nummer 1 på verdensranglisten i mere end et halvt år, da SK for et par måneder siden overtog førstepladsen. Konkurrencen i toppen af Counter-Strike scenen er benhård, og SK har været vanvittigt gode, men vi spiller alle kampe og alle turneringer for at vinde, og vores overordnede mål er, at tage førstepladsen tilbage. Det ville være fedt, at gøre det på hjemmebane med 10.000 danske fans på tribunerne i Royal Arena!

BLAST Pro er udviklet med øje på publikumsoplevelsen i arenaen og bag skærmen. De afgørende runder af gruppe- spillet, som normalt afvikles bag lukkede døre, vil blive spillet i arenaen, hvor publikum vil blive guidet igennem kampene, højdepunkter og afgørende øjeblikke af den verdenskendte danske “Caster” Anders Blume og hans team. Semifinale og finale spilles på Centre Stage i en kampoplevelse på højde med de mest intense sports-momenter.

Billetterne vil gå i salg i morgen, torsdag d. 31.august kl 10:00 via Ticketmaster.dk og blastproseries.com.
Facebook.com/blastproseries  / twitter.com/blastseries  / blastproseries.com

Twitter præsentation: https://twitter.com/BLASTSeries/status/902936385883123714
Facebook præsentation: https://www.facebook.com/BLASTProSeries/?fref=ts

Facts:

  • Der er plads til mindst 10.000 tilskuere til eventet i Royal Arena d. 25. november
  • Halvdelen af billetterne er solgt/reserveret i forsalg – lidt over 5000 tilbage
  • Billetsalg åbner i morgen torsdag kl. 10 på Ticketmaster.dk og blastproseries.com
  • Det er første gang Astralis og North mødes på hjemmebane (kampen kaldes ”the Danish Derby”)
  • Der er to danske hold med, men også in-game leaderen hos FaZe er dansk: Finn ”karrigan” Andersen (tidligere Astralis)
  • Astralis er MINDST nået semifinalen i de seneste 10 turneringer, de har deltaget i
  • Astralis slog SK i seneste turnering i Krakow (PGL Major)