Anmeldelse: Cursed Crusade

Arbejdet som spil-anmelder er, modsat manges opfattelse, ikke altid lige sjovt. Fra tid til anden kommer der en titel som er så jammerlig at man hellere vil vælte på cykel, end at tilbringe så meget som et minut længere foran skærmen. I dette tilfælde er spillet udgivet af Kylotonn Games og titlen er både passende for historien og følelsen man har imens man spiller det: Cursed Crusade.

Handlingen udspiller sig under korstogene, hvor Richard løvehjerte drog mod Jerusalem og via sund argumentation og pædagogisk tække instruerede folk i, hvad de burde tro og mene. Midt i hele eventyret står vores 2 helte Denz og Esteban, der begge er ramt af en forbandelse og forfulgt af dødsenglen ham selv. Det gælder nu om at gøre bod for tidligere synder og slippe af med forbandelsen, før dødens kolde ånde puster dem i nakken og tager deres sjæl med til helvede.

Efter kort tid opdager man desværre, at man selv er i helvede. Historien er ellers ikke sat skidt op, men udførslen efterlader meget at ønske og når desværre aldrig at blive særligt fængende. Det hjælper ikke på sagerne at man er udsat for et halvkedeligt stemmeskuespil med påklistret accent, som oftest lyder forceret og som om skuespillerne har haft svært ved at tale som man gjorde i den tid. Nå ja, lyden forsvandt i øvrigt halvvejs gennem 2. kapitel og kom aldrig tilbage, uanset hvor meget jeg hylede og skreg. Kompositionerne var ellers fine nok så længe det varede og de mange våben lød også som man kunne forvente.

Bag på æsken lover man 16 combat-techniques, 130 våben, 400 angreb og 100 finishing-moves og disse ender også med at være den eneste positive ting jeg kan fremhæve. Du kan svinge med alt lige fra små og store sværd, til økser, spyd og skjold og have et valgfrit i hvert hånd, med hver deres sammenfattede kombinationer og voldsomme afslutninger. Der bliver ikke sparet på afhuggede lemmer, men det klinger hult når de mange kombinationer man kan opgradere sig til, slet ikke er nødvendige for at ”argumentere” sig vej frem. Vent på en mulighed for et modangreb, spam den ene slå-knap, gentag. Den største udfordring for mig (udover at holde mig vågen) lå i, at se forskel på ven og fjende og trods nogle enkelte fede afslutninger, bliver det aldrig helt godt.

Fra tid til anden skal man finde en bestemt vej for at åbne en port, eller skyde et tårn med en ballista. Fælles for disse anderledes opgaver er, at det oftest er mere irriterende og fejl-fyldt end underholdende. Du har også en knap som omgående forvandler verden omkring dig til et brændende inferno, hvori du slår hårdere og kan se nogle ting du ellers ikke ville have opdaget. Det hele hjælper, som altid, en smule når man får en co-op makker, hvilket man både kan gøre online eller i split-screen.

Det grafiske udtryk er smurt ind i brune farver, med grå-toner, tilsat en smule sort. Vi befinder os et stykke under middel og teknikken halter ofte på flere områder end jeg orker at beskrive. Den kunstige intelligens på dine allierede sørger oftest for, at du ikke kan komme forbi dem og meget af det ensformige banedesign gør ikke dette problem mindre.

http://www.youtube.com/watch?v=dFJMPboyTqI

Cursed Crusade er spild af tid og penge og burde aldrig være kommet ud. Grafikken ligner noget Sidney Lee ville putte på hovedet og teknikken er så fyldt med fejl, at man til sidst hellere ville have været en del af korstoget i virkeligheden, end at fortsætte spillet.