Så blev det endelig tid til et rollespil i fantasy genren! Hvis du synes jeg starter sarkastisk, er det måske fordi at vi efterhånden har en del af disse titler stående på hylden. Er der så noget anderledes ved Darksiders 2? Både og.

Dommedag er forbi og menneskeheden død og borte. Tilbage er de sørgelige rester af en verden overrendt med ”corruption”, som spyr monstre ud i alle afkroge og truer den sidste dyrebare smule liv. Som en af de 4 riddere af apokalypsen, er Krig dømt for at være skyld i rædslerne. Da hans bror, selveste døden, ikke formår at bevise hans uskyld, drager Død i stedet ud for at rette fejltagelsen og finde en måde at bringe menneskeheden tilbage på.

darksiders2_05

Det første Darksiders fik en langsom opstart men er endt som en fin succes, til dels fordi det havde visse ligheder med de højt elskede Zelda titler. En oververden hvorfra man har adgang til forskellige dungeons – oftest efter at have fundet en bestemt gadget, (som har slående ligheder med dem man finder i Zelda) og en bossfight til sidst, der kræver at man har mestret samme gadget. Det er nedtonet i 2’eren, men kan stadig ses på flere områder: Du har en hest, du får en pistol i stedet for bue og pil, en hook-shot (death grip i dette tilfælde) imens der er dungeons spækket med puzzles og en bossfight i enden. Budskabet ligner også: En usandsynlig helt og en slyngel med verdensherredømme på hjernen.

darksiders2_03

Det er her mit første problem kommer. Hovedpersonen, i dette tilfælde døden selv, bør være rygraden og bidrage til sjælen i et historiedrevet spil, men jeg synes sgu han er en smule vattet. Døden bør ikke hævde sig ved hjælp af simpel sarkasme. Han skal heller ikke løse trivielle opgaver for tilfældige mennesker og lytte til deres følelsesmæssige problemer. Falder man i et farligt hul får man pludselig vinger og bliver ført tilbage til sidste sikre platform, men hvorfor fa’en så ikke flyve hele tiden? Universet er ellers stramt nok skruet sammen og pakket ind i interessant mytologi, men det trækker ned når hovedpersonen lige så godt kunne have heddet Poul og været bondemand fra Skiby. Resten af figurerne og størstedelen af historien er underholdende nok og tager ikke sig selv for seriøst, men sjælen i spillet er svær at føle i perioder og jeg får ikke lyst til at investere mig, i hverken karakterer eller i universet. Det er ikke nødvendigt at have spillet 1’eren for at følge med, men man vil gå glip af enkelte referencer.

darksiders2_01

Man træder heldigvis ikke lige så meget ved siden af, når det kommer til gameplay. Kampsystemet vil begejstre nogen og synes trivielt for andre, men jeg er underholdt. Det minder til forveksling om det man så i Kingdoms of Amalur. Udover dødens ikoniske le kan man udstyre sig med et sekundært våben, pistolen og de magiske evner man låser op for hen ad vejen. Der er godt med fjender på skærmen samtidigt og det er oftest en fornøjelse at ekspedere samtlige af dem, før man belønnes med loot i form af nyt udstyr. Har man ting til overs kan de selvfølgelig sælges, men det kan måske betale sig at gemme på dem. Er man heldig finder man nemlig et af de sjældne ”besatte våben”, som kan fodres med udstyr og tilegne sig dets evner. De besatte våben kan kun stige 5 niveauer, så det er vigtigt at overveje nøjagtigt hvilke egenskaber det skal ende med at have – en fed, frisk idé som næsten formår at vende de sædvanlige loot-systemer på hovedet. Det er bare ærgerligt at egenskaberne på de enkelte våben næsten altid tilgodeser forskelligt rettede taktikker på samme tid, så det er tæt på umuligt at forme en figur i en bestemt retning – i hvert fald ved hjælp af udstyret. Dungeons er mest puzzles og platforming med lidt kampe ind imellem til at holde tempoet oppe, men det varer alt for længe før gåderne bliver svære. Genren og kampsystemet (og til en hvis grad universet) taler mest til core gamere, men for lige netop denne gruppe, vil puzzles være lige til at galopere hen over. En fed feature er til gengæld muligheden for fast travel når som helst, selv mens du befinder dig i et dungeon, hvorefter man kan vende tilbage til nøjagtigt der hvor man stod.

darksiders2_02

Grafisk kører spillet fint på Playstation 3 og rigtig flot på PC, men jeg har hørt at det kører mindre godt på Xbox 360. Det visuelle udtryk er ”larger than life”, med enorme steroidebundter og hammere på størrelse med et hus og det rammer oftest plet. Omgivelserne imponerer i starten, men efter nogle timer begynder de desværre at smelte lidt sammen og ligne hinanden. De mange dungeons havde gavnet af et tydeligt tema, som vand, jord eller ild. Ikke kun for at mixe det visuelle lidt op, men også fordi det ville give en bedre fornemmelse af formål og fremskridt.

darksiders2_04

Darksiders 2 skal nok give et sted mellem 15-20 timer i første gennemspilning hvorefter man kan kaste sig over New Game Plus og hard. Jeg vil anbefale interesserede at checke kampsystemet ud før de køber, for hvis ikke du kan lide det efter et par timer, så kommer det heller ikke til at ske. Puzzles er for lette i forhold til målgruppen og de forskellige dungeons flyder somme tider lidt sammen i underbevidstheden. Hovedpersonen bidrager ikke med noget positivt til universet, men bifigurerne tilføjer både form og farve til historien. Nogle vil uden tvivl synes bedre om Darksiders 2, men for mit vedkommende ender det på en pæn middelkarakter: 3.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægPreview: Borderlands 2
Næste indlægDanske Expeditions: Conquistador på kickstarter
Gamer lige nu: DmC, Bioshock Infinite, Spelunky (XBLA) Ser frem til: GTA5 og ny hardware!!