Finalepladsen blev sikret efter en historisk rent dansk semifinale mod naboerne fra Heroic, der ellers indledte semifinalen klart bedst, men til sidst måtte se sig besejret 2-0 foran mere end 10.000 medlevende tilskuere i Spodek Arena, Katowice.
Magnus “Kjaerbye” Kjærbye fortæller:
>- Vi startede lidt ujævnt, men fik kontrol med kampen efter en shaky start. Heroic er et virkelig stærkt hold, men vi vandt første map ret sikkert, og kom også godt i gang i andet map, som Heroic ellers har spillet virkelig godt på i turneringen. De har nogle ret vilde individuelle styrker, og selvom vi mere eller mindre havde lukket kampen, kom de helt tæt på til sidst. Heldigvis holdt vi hovedet koldt, og kunne lukke kampen.
– Turneringen her er en af dem, alle hold i verden gerne vil vinde, og publikum er virkelig medlevende. De forstår sporten og selvom vi sidder med hovedtelefoner på, kan man virkelig mærke atmosfæren. Det er sådan noget, der bare gør det endnu sjovere at spille – og vinde.
Helt speciel finale i vente
I finalen møder Astralis amerikanske FaZe Clan, som slog brasilianske Immortals i semifinalen. Et opgør Markus Kjærbye ser meget frem til:
– Vi slog FaZe i gruppespillet, men det er noget helt andet at spille finale foran 10-12.000 tilskuere i en af de helt store turneringer. Uanset hvem man møder i finalen i en turnering, hvor alle verdens bedste hold er med, er der ikke en eneste let runde. At vi samtidig skal møde den tidligere Astralis in-game leader “kerrigan” gør det selvfølgelig endnu mere specielt.
– Efter vi vandt Major’en havde vi ikke en super god turnering i Las Vegas for et par uger siden og vores optakt til Katowice har været præget af lidt sygdom, men jeg synes, vi har spillet os op som hold. I de seneste to kampe har vi fundet rytmen, og kan vi holde det momentum ved vi, at vi er meget svære at slå.
– Jeg glæder mig helt vildt til finalen og til at opleve tilskuerne hernede igen. Det er et af de fedeste steder at spille, og det vil være kæmpe stort at hæve pokalen!
Finalen, som spilles “bedst af 5 maps” sættes i gang søndag kl. 18:30 og kan følges på twitch.tv. Sidste år fulgte mere end 34 millioner seere med i turneringen.