Astralis fejrer 1 år som verdens bedste

0
442

Danske Astralis er verdens bedste Counter-Strike-hold, og det har man nu været officielt i præcist ét år den 23. april 2019. For et år siden vandt Astralis DreamHack Masters Marseille, holdets første titel i over ni måneder, og den sejr bragte dem tilbage på positionen som verdens bedste, en placering holdet tidligere havde haft i 2017.

Siden sejren i Marseille er det blevet til yderligere 11 store titler. I samme periode har Astralis vundet hele 28,3 millioner kr.

Holdet har nu i alt vundet 42.714.542 danske kroner (Kilde: Esports Earnings) siden grundlæggelsen 19. januar 2016.

Kasper Hvidt, Sportsdirektør, RFRSH Entertainment (ejer af Astralis)

  • Det er en kæmpe præstation. Bare at nå førstepladsen var stort, nu har vi siddet solidt på den i et helt år. Men det er ikke kommet af sig selv. Holdet og alle omkring dem har arbejdet benhårdt og aldrig sat farten ned. Vi har formået at etablere et vindermiljø, hvor præstationen altid er i fokus, og hvor intet overlades til tilfældighederne. Det har krævet en stor investering fra alle sider, så det er selvfølgelig rart at se, at det har betalt sig.

Danny ‘zonic’ Sørensen, Træner, Astralis

  • Det har været et fantastisk år med en helt masse opture og få nedture. Havde man spurgt mig for et år siden, havde jeg nok været tilfreds med det halve, men nu vil jeg ikke undvære et eneste af trofæerne. Et år på førstepladsen er historisk, og det er vi udmærket klar over, men for os er det bare om at fortsætte arbejdet, for hvis vi hviler det mindste på laurbærerne, bliver vi overhalet. Konkurrencen har sjældent været hårdere, og hold fra hele verden står i kø til at være dem, der slår os af tronen. De skal dog kæmpe hårdt for det, kan jeg love.

Lukas ‘gla1ve’ Rossander, Kaptajn, Astralis

  • Det er en vild fornemmelse. Det er ikke, fordi det er noget, vi som sådan har tænkt på eller talt om, men når nu det er sket, er det alligevel en præstation, vi er sindssygt stolte over. Der er så mange hårde modstandere i CS:GO, og alligevel kan vi formået at holde dem bag os i et helt år i træk.
  • Jeg husker alle sejrene – og nederlagene for den sags skyld. Vores sejr i Marseille, sejren, der fik os til tops på ranglisten, står ud som noget helt særligt, fordi det var den første i så lang tid. Vores to Major-sejre i træk er derudover helt specielle, ligesom vores Grand Slam-sejr på hjemmebane er noget, jeg aldrig vil glemme.

Info

  • Astralis har ligget nr. 1 på HLTV.org’s verdensrangliste i præcist et år den 23. april 2019.
  • Astralis har i det pågældende år vundet 12 store trofæer, heriblandt to Majors.
  • Astralis er det første hold nogensinde til at vinde en Intel Grand Slam, efter man formåede at vinde fire udvalgte turneringer i 2018. Med det vandt holdet 6,5 mio. kr.

Astralis’ næste turnering er den 11.-12. maj til BLAST Pro Series Madrid.