Når det kommer til ældre titler, som bliver remastered på Nintendo Switch, tænker de fleste “Fedt Mand!”, uden helt at stille nogle spørgsmålstegn – dette gælder til tider også mig selv. Men da jeg så Blades of Time, som udkom tilbage i 2012, udkom på Switch, blev jeg jeg meget interesseret. Jeg elsker Hack’n’Slash spil, og med en stærk kvindelig hovedrolle; så hvad kunne gå galt?
Humlen I Blades of Time
I Blades of Time tager man rollen som Ayumi, en skattejæger – som er et sted imellem Lara Croft og Dante fra Devil May Cry Serien. Ayumi har evnen til, at manipulere tid, hvilket så er dette spils gimmick. Man starter et underligt og mytisk sted, med kæmpe drage statuer, skatte og hvad der ligner. Kampsystemet er okay, dog ikke i nærheden af det bedste hack’n’slash jeg har prøvet. Senere får man muligheden for skyts, som du kan bruge til at angribe fjenden på afstand.
Man har også et kompas, som man bruger som sit pejlemærke til, at finde sit næste mål, såvel som skatte der ligger skjult i nærheden. Det er et interessant spin på denne slags eventyr, dog intet banebrydende.
Singleplayer er okay, dog med en forholdsvist kedelig kampagne og historie. Jeg tror ikke helt jeg forstod historien, men det kommer nok af det monotone skuespil fra stemmeskuespillerne. Det er kedeligt.
Miljøet er ikke noget at råbe hurra for heller, da det er meget mørkt og uinteressant. Jeg kan til gengæld godt lide karakterenes design, da det er ikke er noget man ser hver dag – jeg tænker i retning af Bayonetta.
Den Hurtige Konklusion
Spillet er egentlig okay, men der er bare så mange bedre kandidater til et lækkert smadre-eventyr. Det er også svært at måle sig med giganterne som DmC, God of War, Bayonetta – endda Dante’s Inferno. Disse titler rammer stemningen godt, og levere et stærkt stykke arbejde, hvilket Blades of Time desværre ikke gør.
Systemet er klodset, skuespillet er kedeligt og i sidste ende, er Ayumi blot et eksempel på, at fan-service ikke altid er lig et godt eventyr.