Da Code Vein udkom i 2019, placerede det sig hurtigt i sin egen niche som “anime-Dark Souls”. Et splittende spil, men ét jeg havde en klar svaghed for – især på grund af den prangende æstetik og det fleksible build-system. Kritikken var dog ikke ubegrundet: Kampene manglede præcision, og flowet haltede. Syv år senere vender Bandai Namco tilbage med Code Vein II – en efterfølger, de færreste havde set komme. Ambitionerne er større, nogle problemer er løst, men nye er kommet til.
Tak til Bandai Namco for anmelderkoden!
Code Vein II er ikke en direkte fortsættelse. I stedet præsenteres en helt ny verden og et nyt persongalleri, om end med tydelige nik til originalen i form af våben, genstande og referencer. Instruktør Hiroshi Yoshimura har forklaret, at en direkte narrativ kobling ville risikere at underminere spillernes oplevelse af det første spil. Det valg giver mening – også selvom det gør universet mindre sammenhængende.
Historien kredser denne gang om dig, en Revenant Hunter, og din ledsager Lou, som kan manipulere tiden. Verden står (naturligvis) foran undergang, og løsningen er tidsrejser. Du sendes 100 år tilbage for at ændre skæbnen for legendariske helte, der i nutiden er blevet forvandlet til korrumperede monstre efter katastrofen Resurgence. Strukturen er gentagende: Vind deres tillid i fortiden, befri dem i nutiden. Det lyder tungt, men tidsrejsefortællingen hænger overraskende godt sammen.
Problemet er snarere den følelsesmæssige ensformighed. Første møde med helten Josee – en blind, tårnhøj kriger opslugt af sorg – rammer hårdt. Men når samme greb gentages igen og igen, mister det sin effekt. Den tavse hovedperson hjælper heller ikke. Som i det første spil reduceres din rolle til nik, skuldertræk og mumlen. Det føles forældet og dræner historien for nærvær.
Strukturelt tager Code Vein II sine største chancer. Det første spil kæmpede med tempo og rytme, og selvom efterfølgeren forsøger at rette op på det, rammer den aldrig helt det elegante flow, FromSoftware mestrer. Inspirationen fra Elden Ring er tydelig: åben verden, kortere checkpoints, vertikalitet, hoppeknap, side-dungeons – ja, selv en gift-sump. Men hvor Elden Ring føles naturligt, føles Code Vein II mere sammensat.
Den åbne verden giver frihed i rækkefølgen af områder og helte, både i fortid og nutid. Det er fleksibelt, men også rodet. Crafting-materialer flyder i overflod, uden at spillet for alvor lærer dig, hvorfor eller hvordan du bør bruge dem. Motorcyklen – spillets svar på Torrent – fungerer fint som transportmiddel, men er mere funktion end identitet.
Kampene er et blandet bekendtskab. Bevægelse føles tung og en smule forsinket, hvilket gør kampene mindre flydende end ønsket. Til gengæld er fjendeanimationer bedre telegrapheret, og spillet belønner afstand, timing og positionering frem for panikrul. Våben har kort rækkevidde, så du skal helt tæt på, hvis du vil gøre skade.
Dungeon-designet drager fordel af hoppefunktionen og et smart farvekodet backtracking-system, men selve leveldesignet er ofte uinspireret. Store, åbne områder føles tomme, og overgangene mellem kampe er kedelige. Der er hemmeligheder, side-dungeons og flere slutninger at opdage, men meget af udforskningen mangler spænding.
Kampsystemet er blevet markant mere komplekst. Gifts er erstattet af Formae, opdelt i offensive, defensive og særlige evner. Sammen med våben, Blood Codes, Jails, Boosters og belastningssystemer bliver det hurtigt uoverskueligt. Brugerfladen hjælper ikke – tværtimod. At jonglere stats som Bleed Factor, Reliability, Conductivity og 16 status-effekter er mere frustrerende end tilfredsstillende.
Blood Codes er dog forbedret. Du kan nu skifte Code midt i kamp og bruge alle våben uanset build. Det giver langt større frihed og gør systemet mere legende. Jails erstatter Blood Veils og ændrer både stats og Drain Attacks, mens belastningssystemet åbner for mere eksperimenterende builds.
Partner-systemet er også gentænkt. Du kan nu assimilere din partner for midlertidige stat-boosts, hvilket skaber et reelt valg mellem støtte og rå styrke. Desværre er online co-op helt fjernet – en mærkbar og skuffende beslutning.
Teknisk er spillet ustabilt. Frame drops forekommer hyppigt, især i kamp og under traversal. AI-partnere kan sætte sig fast i terrænet, og knap-layoutet skaber unødige irritationer. Heldigvis er der ingen crashes eller game-breaking bugs.
Visuelt er Code Vein II en klar tilbagegang. Det gotiske anime-udtryk fra originalen er erstattet af en mere generisk UE5-æstetik uden tydelig identitet. Karaktereditoren er dog stadig fremragende og ekstremt detaljeret – og ja, fan service fylder stadig rigeligt.
Code Vein II er et spil med store ambitioner og tydelig vilje til forandring. Nogle systemer er forbedret, build-friheden er markant større, men kampene mangler stadig flow, kunststilen har mistet sin kant, og fraværet af co-op er svært at tilgive. Resultatet er en ujævn, men interessant efterfølger, der aldrig helt indfrier sit potentiale.
