Commodore har ramt noget, der lader til at appellere til mange. Virksomhedens nye Callback-telefon, som bevidst skærer sociale medier væk, har fået en stærk start og er allerede blevet en af selskabets største succeser i mange år.

Ifølge Commodore solgte Callback på bare tre dage lige så mange enheder som Commodore 64 Ultimate gjorde i hele sin første måned. Det har fået virksomheden til at kalde det både deres største lancering, største uge og største øjeblik i Commodores moderne historie.

Callback er en klassisk klaptelefon, der er designet til dem, som gerne vil væk fra de konstante notifikationer. Telefonen blokerer sociale medier som Facebook, Instagram, TikTok, YouTube, Reddit, Discord og X direkte på systemniveau. Til gengæld får brugerne stadig adgang til blandt andet WhatsApp, kort og selvfølgelig en håndfuld retrospil som Snake.

Da telefonen blev annonceret, lød prisen på omkring 500 dollar, men inden forsalget begyndte, blev den sat ned med 100 dollar. Det ser ud til at have været en beslutning, der har givet pote.

Om telefonen bliver en langsigtet succes, er stadig for tidligt at sige. Mange vil nok savne funktioner som e-mail og en almindelig internetbrowser, mens andre måske ser Callback som en kærkommen mulighed for at koble lidt af fra den digitale hverdag.

Én ting er dog sikker: Commodore har fået folk til at tale om virksomheden igen, og det er i sig selv lidt af en bedrift.