Cyberpunk 2077 har nået endnu en imponerende milepæl. CD Projekt har annonceret, at spillet nu har solgt over 40 millioner eksemplarer på verdensplan.
Det er fem millioner flere end de seneste officielle salgstal, som blev offentliggjort i november sidste år. Dermed fortsætter spillet sin bemærkelsesværdige genrejsning efter den kaotiske lancering tilbage i 2020.
Dengang blev Cyberpunk 2077 mødt af massiv kritik, særligt på konsollerne, hvor tekniske problemer overskyggede oplevelsen. Situationen blev så alvorlig, at Sony fjernede spillet fra PlayStation Store i en periode.
Siden da har CD Projekt brugt flere år på at forbedre spillet gennem store opdateringer og udvidelsen Phantom Liberty. I dag bliver Cyberpunk 2077 af mange fremhævet som et af spilbranchens største comeback-historier.
I forbindelse med den nye milepæl takkede CD Projekts co-CEO Michał Nowakowski spillerne og beskrev de 40 millioner solgte eksemplarer som et stærkt fundament for fremtidige projekter i Cyberpunk-universet. Han nævnte blandt andet den kommende anime Cyberpunk: Edgerunners 2, som får premiere senere på året.
Samtidig er udviklingen af Cyberpunk 2 allerede godt i gang. Ved udgangen af april arbejdede 163 udviklere på projektet, som tidligere gik under kodenavnet Project Orion.
Cyberpunk-skaberen Mike Pondsmith har også løftet en lille flig af sløret for efterfølgeren. Ifølge ham vender spillerne tilbage til Night City, men får også mulighed for at besøge en helt ny storby, som han beskriver som “Chicago gone wrong”. Med andre ord lyder det ikke ligefrem som et sted, man har lyst til at tage på storbyferie.
Der er også håb om et gensyn med Johnny Silverhand. Keanu Reeves har tidligere sagt, at han meget gerne vender tilbage i rollen, og Pondsmith har antydet, at holdet allerede har fundet en måde, hvor det kan give mening i historien.
Der går dog stadig noget tid, før vi får fingrene i Cyberpunk 2. CD Projekt har i øjeblikket hovedfokus på udviklingen af The Witcher 4, og studiet har tidligere meldt ud, at Cyberpunk-efterfølgeren tidligst forventes at udkomme omkring 2030.
Selvom 40 millioner solgte eksemplarer er et enormt resultat, har Cyberpunk 2077 stadig et stykke vej op til CD Projekts største succes. The Witcher 3: Wild Hunt har nemlig rundet hele 65 millioner solgte eksemplarer.














