Et af nutidens mest hypede spil, er endelig landet på PlayStation 4 konsollen. Den store legende, Hideo Kojima, har været længe undervejs med dette projekt. Første gang vi så Norman Reedus som hovedperson, var i P.T. demo spillet, som udkom tilbage i 2014. Dette skulle være en teaser for et ny Silent Hill spil – som aldrig blev til mere. Nogle år gik, og Norman Reedus blev set endnu engang, denne gang under navnet Death Stranding, sammen med Mads Mikkelsen og Léa Seydoux samt Troy Baker.

Spørgsmålet er nu; Kan Death Stranding levere på den hype, som det har skabt? Eller har de mange kryptiske år, gjort det til en umulig opgave?

Hvad Foregår Der?

SPOILERS: Death Stranding starter ud med, at vi ser Sam (Norman Reedus) kører gennem et øde landskab, på en futuristisk motorcykel med en masse kasser på ryggen. Han er nemlige en freelance kurér, som fragter uvurderlige varer rundt omkring på det ruinerede kontinent. Denne sceniske og smukke video, er akkompagneret med Low Roars sang “Don’t Be So Serious”, som fanger essencen af denne ødelagte, fordømte verden rigtig godt. Undervejs spotter Sam en kvinde, som han er ved at kører ind i, men hun forsvinder ud af det blå. Dette resulterer i, at Sams køretøj falder i en grav.

Regnvejret sætter ind, og Sam skynder sig at finde ly. Regnen lader til, at være farlig… utrolig farlig endda. Han finder en lille grotte, hvor han kan vente til, at regnen er overstået. Her møder han den mystiske kvinde igen. Hun præsenterer sig som Fragile (Léa Seydoux) og hun giver lidt information til os, som seere, om hvad der egentlig foregår.

Regnen er åbenbart ikke bare regn, men et fænomen kaldet “timefall”. Denne væske får alt den rører til, at ælde ufattelig hurtigt. Derudover, er der pludselig håndaftryk på væggene rundt om dem. De får tårer i øjnene, og holder vejret. Det lykkedes dem, at undvige det usynlige skabninger denne gang. Men som de reagere må de være utrolig farlige.

Døden Venter

Hideo Kojima er rigtig god til, at skabe et uforligneligt narrativ. Dette formår han sørme også med Death Stranding. Der er virkelig mange ting, som ikke bliver forklaret på en forståelig måde. Der er utrolig meget information, at forholde sig til, uden at der egentlig bliver forklaret hvorfor, hvordan og hvornår. Jeg elsker denne type narrativer.

Det er mystisk, kryptisk og en masse andre ord med -isk. Flere gange tænkte jeg: “det kunne være en serie”, “det kunne være en film”, “det ville være en fed sang” osv. Der er så meget der bliver gjort rigtigt i Death Stranding, og det vil være ærgerligt at formidle det her. For at opsummerer, så er historien fantastisk!

På historiens front har vores ven, Kojima, virkelig leveret. Hvad så med gameplayet? Nogle vil sikkert kaldet det en Post Nord Simulator med forhindre og usynlige væsener, men det har de også ret i – tildels.

Postapokalyptisk Postmand

Som kurér er Sam nødsaget til, at fragte forskellige ting til forskellige steder hvilket i sig selv er helt fint. Der er mange måder, at gøre det på – hvor den typiske måde vil være til fods. Desværre dør dette type “Punkt A til Punkt B Til Punkt C”-gameplay rigtig hurtigt kedeligt og ensformigt. Jo, i starten af spillet, er det hele spændende, da der er mange ting man ikke forstår og ér bange for – som de usynlige BTs eller terrorister der vil stjæle ens last… Men efterhånden som man lærer spillets verden at kende, bliver det bare en gå tur med forhindringer.

Spillet introducerer nye elementer undervejs, såsom at bygge strukturer, køretøjer, våben m.m. Og selvom dette gavner, er det ikke nok til, at redde det – for mig i hvertfald. Hvis det ikke var fordi, at historien er så smuk og psykologisk, ville jeg ikke tænde for spillet efter de første 4 timer – så ensformigt er det.

Jeg har ikke oplevet, at dø endnu – selvom jeg flere gange har dummet mig ved, at falde ned fra klipper, blive kørt ned, tæsket af fjender, opslugt af BTs. Det kræver meget, at få bugt med Sam, og det vil helt klart være positivt for nogle – men for mig, gør det bare at jeg ikke er usikker mere. Jeg hamrede igennem fjendtlige lejre, stjal med arme og ben, og løb ud på den anden side uden egentlig at være i farer.

Der er også andre små bunkere rundt omkring i landet, som man skal indgå aftaler med, så de kan komme på ens netværk. Men det er ligeså meget en punkt til punkt oplevelse – og det fanger bare ikke…

… Men så loggede jeg ind, på online serveren.

Hjælp Hinanden

Jeg ved ikke hvad der skete, men det slog pludselig klik for mig. Jeg fik lysten til, at bygge, samle materialer og hjælpe. Jeg manglede virkelig den fælleskabsfølelse, og den fik jeg med online.

Man kan ikke spille samme i real-tid, dvs, at man ikke ser hinanden når man er online. Dog, kan man se på kortet, at andre spillere har bygget noget, eller at de bruger noget man selv har bygget. Man kan smide likes, opgradere og nedlægge hinandens strukturer for, at bygge bedre ting. Det er præcis dette jeg manglede for, at finde entusiasmen!

Det ændre dog ikke på, at missionerne stadig er meget ensformige – men nu kan man få hjælp til, at fjerne det værste af kedsomheden. Der er en masse funktioner man kan gøre brug af, såsom svævebaner, veje, postkasser og mere til.

Det Er Godt, Men Der Er Mangler

Summa Summarum er vel egentlig, at Death Stranding er unikt og fylder ens hjerne og tanker op med en masse spørgsmål, samt lyst til, at finde svar. Det kræver lidt, at sætte sig ind i spillets gameplay og det kan nemt virke som kedelige fetch quests. Men det bliver bedre, så snart online er på bordet – så tager det fart og bliver et fælleskab.

Death Stranding er prisen værd, men hypen har været med til, at få spillet op på et niveau hvor det ikke kunne leverer, men det gør intet. Glem hypetoget, og fordyb dig i Hideo Kojimas univers – det er skørt, mærkeligt og virkelig fantastisk.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægRazer Nari Ultimate – Xbox One anmeldelse
Næste indlægX019 Inside Xbox highlights
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!