Freedom Wars udkom første gang i 2014, og det kan stadig mærkes i den remasterede version. Spillet har måske ikke ældet perfekt, men det står som et symbol på en tid, hvor “Monster Hunter”-genren stadig var ny, og konkurrencen med Capcoms succesfulde franchise var i sin spæde begyndelse. I 2010’erne eksperimenterede udviklere ivrigt med at skabe deres egen version af den populære genre, i håbet om at finde en formel, der kunne opnå samme succes. Det minder meget om nutidens jagt på succesfulde Live Service-titler, hvor kun få formår at opnå langvarig relevans. Selvom der i dag findes en række spil i “Monster Hunter”-genren, forbliver den relativt nichepræget og stadig ukendt territorium for mange casual-gamere.
Men hvad er Freedom Wars? Og hvorfor har vi fået en remasterering? Freedom Wars foregår 100.000 år ude i fremtiden, hvor Jordens ressourcer næsten er opbrugt, og den tilbageværende menneskehed bor i overvågede byer kaldet Panopticons. Den situation har ført til et totalitært styre, hvor alle, selv nyfødte, betragtes som kriminelle og dømmes til en fængselsstraf på én million år. Disse personer kaldes “Syndere” og kan kun opnå frihed ved at kæmpe for deres Panopticons ressourcer, hvoraf de mest værdifulde er borgere med særlige færdigheder.
Selvom Freedom Wars kategoriseres som et “Hunting Action”-spil, ligger hovedvægten ikke kun på kamp mod gigantiske monstre kaldet Abductors. Den vigtigste opgave er at redde borgere, som enten holdes fanget af Abductors eller skal beskyttes mod rivaliserende Panopticons, der forsøger at stjæle dem. At finde dem er ikke nok – de skal eskorteres sikkert til en såkaldt RRU (Resource Retrieval Unit) for at blive sendt tilbage til basen. Missionerne er hurtigere og mere dynamiske end i Monster Hunter; ofte er målet ikke at nedlægge en Abductor, men snarere at sikre de fangede borgere og bringe dem i sikkerhed.
Spillets mest unikke mekanik er brugen af “Thorns” – et redskab, der giver spilleren mulighed for at svinge sig rundt, klatre på strukturer og angribe fjender fra fordelagtige positioner. Man kan også bruge Thorns til at fæstne sig til Abductors, ødelægge deres våben eller afskærmninger og få adgang til de kamre, hvor borgerne holdes fanget. Thorns har også sekundære effekter, afhængigt af typen, og kan lades op til kraftigere angreb. Spilleren har desuden en android-partner, kaldet en “Accessory”, der kan udføre specifikke opgaver som at eskortere borgere, mens spilleren holder fjenderne beskæftiget.
Selvom Monster Hunter: Rise kommer tæt på Freedom Wars’s hurtige kampstil, er spillet stadig sin egen oplevelse. Udvikleren Dimps’ arbejde på Sword Art Online: Fatal Bullet er en af de få direkte sammenligninger. Spillet håndterer sine dystopiske temaer med en vis alvor, men indeholder også humoristiske elementer, såsom stoffet “So-Chlo” – kort for Sodium Chloride, altså almindeligt bordsalt. De strenge regler, der konstant øger spillerens straf, kan være både frustrerende og underholdende. Der er en grund til, at spillet stadig har en trofast fanskare, og hvorfor denne remaster blev en realitet.I forhold til forbedringer ser remaster-udgaven visuelt bedre ud med højere opløsning og forbedret ydeevne, men de største ændringer ligger i kontrollernes modernisering. Vita’ens begrænsede inputmuligheder gjorde styringen klodset, men de opdaterede kontroller føles langt mere intuitive.
Desuden er udstyrssystemet forbedret, så moduler nu kan tilføjes og fjernes uden at blive forbrugt, og der er introduceret en ny sværhedsgrad, som giver en ekstra udfordring.Der er dog et par små ulemper ved remasteren. I denne udgave kan spilleren kun tilslutte sig de japanske Panopticons fra den oprindelige japanske version, hvilket betyder, at de vestlige lokaliteter fra Vita-versionen er udeladt. For nye spillere vil dette næppe være mærkbart, men for veteraner kan det være en skuffelse. Remasteren er tydeligvis rettet mod det japanske marked, mens resten af verden blot får lov at være med på sidelinjen.
I sin kerne er Freedom Wars stadig det samme spil som på PlayStation Vita – med alle sine fejl og mangler. Pacing kan være frustrerende, og historien, selvom den er konceptuelt interessant, leverer ikke helt i praksis. De hurtige kampe er sjove, men spillets missioner og områder afslører dets oprindelse som et håndholdt spil fra et årti tilbage. Alligevel er det glædeligt, at Freedom Wars bliver husket og har fået en ny chance med denne remaster. Om det er værd at spille for dem, der aldrig prøvede originalen, er svært at sige – men det ville være ærgerligt, hvis dette var det sidste, vi så til verdenen i Panopticon.