Nintendo har genudgivet Super Mario Galaxy og Super Mario Galaxy 2 i en samlet udgave til Switch 2. Det er to spil, som allerede står mejslet ind i spilhistorien som noget af det mest ambitiøse, Wii-generationen bød på, og som i dag stadig bliver fremhævet som højdepunkter i Mario-serien. Denne samling er ikke blot en nostalgisk gestus, men en teknisk og kunstnerisk restaurering af to mesterværker, som fortjener at blive oplevet igen. Både af nye spillere og dem, der for længst samlede alle stjerner dengang. Tak til Bergsala og Nintendo for at gøre anmeldelsen mulig.
Spillene kører nu i 4K-opløsning med stabile 60fps i sekundet. Lys, teksturer og farver står markant skarpere, og selvom det grafiske grundlag naturligvis afslører sin alder her og der, er helhedsindtrykket stadig imponerende. Nintendo har ikke forsøgt at lave en fuld remake, men derimod en optimering, hvor alt fra animationshastigheder og opskalering til overgange og kamerabevægelser er poleret og stabiliseret. Det føles, som at nogen har pudset støvet af et gammelt mesterværk, men uden at male over penselstrøgene.
Samlingen kan spilles både håndholdt og docked, men det er tydeligt, at oplevelsen er designet med TV-skærmen for øje. Super Mario Galaxy var oprindeligt bygget til at udnytte Wii’ens bevægelsesstyring og store visuelle rum, og det mærkes stadig. I håndholdt tilstand fungerer spillet overraskende godt, især fordi Joy-Con’ens bevægelsessensorer er præcise – men skalaen og dybden i banerne mister lidt af sin effekt på den mindre skærm. Det er et spil, der trives med plads: når du ser Mario suse rundt om små planeter, mens en hel galakse snurrer i baggrunden, får billedet lov til at ånde på en stor skærm.
Nintendo har gjort sig umage med at tilpasse styringen. Wii’ens pegefunktion, der dengang krævede en sensorbar, er nu oversat til moderne kontrolinput og gyroskop. Du kan stadig samle stjernefragmenter ved at bevæge controlleren, men det er mindre påtrængende og integreret på en måde, der føles naturlig. De små justeringer i kameraføringen, især i de mere kaotiske sektioner, gør også oplevelsen mere flydende end i originalerne.
Det, der stadig imponerer mest, er spillets tempo og fantasi. Hvor Super Mario Galaxy præsenterede idéen om tyngdekraft og rundplanetede baner, videreudviklede Galaxy 2 den formel med en næsten overvældende kreativitet. Hver bane føles som et nyt eksperiment. Der er aldrig to idéer, der gentages for længe. Yoshi-sektionerne, de små tyngdekraftspuzzles og de klassiske bosskampe smelter sammen til et flow, som stadig føles frisk i dag. Det siger meget om, de visionære Yoshiaki Koizumi og Mahito Yokota – og hvor stærkt deres håndværk holder, så mange år efter.
Musikken er stadig et kapitel for sig. Den orkestrale lydside giver oplevelsen et filmisk løft, der står i kontrast til de mere synth-prægede soundtracks, serien tidligere var kendt for. Når strygerne folder sig ud, mens Mario svæver fra planet til planet, føles det som et eventyr, ikke bare et platformspil. Nintendo har bevaret det oprindelige mix fra Kondo, men løftet klarheden og dynamikken, så instrumenterne står tydeligere i helheden.
Der er ikke mange ekstra funktioner eller bonusmateriale, ingen artbook, ingen bag-kulissen-videoer, ingen moderne tilføjelser som “rewind” eller “save anywhere”. Det kan virke nærigt i en tid, hvor mange genudgivelser pakkes med nyt indhold, men samtidig passer det til Nintendos tilgang: Galaxy Samlingen handler ikke om at ændre eller viderudvikle spillene, men om at bevare dem i deres reneste form.
Alligevel er der noget dybt tilfredsstillende ved at opleve, hvor godt de to titler stadig holder i dag. Fysikken, præcisionen og det intuitive gameplay er så tidløst, at det føles som om, de kunne have været udviklet i går. Det er spil, der bygger på glæden ved bevægelse og udforskning. Ikke på grind, statistik eller optimering, og det gør dem stadig friske i 2025.
Hvor det måske kan gøre en smule indre oprør, er mængden af stjerner. Vi er i en tid med moderne collectathons: Odyssey og Bananza, hvor vi hele tiden mærker progression ved et utal af samleobjekter. Det er en vane mange ikke selv har valgt, men har fået lagt over sig. Så at gå tilbage til en titel, der er meget “rolig”, hvor der er et mål ved hver eneste stjerne, kan føles langsomt… men på en langt mere tilfredsstillende måde.
Super Mario Galaxy Collection er derfor ikke blot et nostalgisk gensyn, men et bevis på, hvor stærkt godt design kan være, når det får lov at stå alene. Nintendo viser med udgivelsen, at deres gamle mesterværker ikke behøver blive genopfundet – de skal bare præsenteres med respekt. Det er en samling, der både ærer fortiden og stadig sætter standarden for, hvordan 3D-platforming bør føles.