Little Nightmares III lader dig endnu engang vandre gennem barndommens mareridt – men denne gang er du ikke alene. Et smukt, klaustrofobisk eventyr om tillid, frygt og fællesskab i mørket.
Der er en særlig slags uhygge, som Little Nightmares-serien mestrer. Ikke den højrøstede, blodige slags, men den sagte, insisterende uro, der lister sig ind under huden. Det er uhyggen i det velkendte, der alligevel er forkert. Den skæve stol, der står for tæt på væggen. Barnets åndedræt i mørket. En hånd, man ikke helt tør gribe.
Little Nightmares III viderefører netop den tradition – en poetisk og visuel mareridtsrejse, hvor frygten ikke larmer, men visker.
Spillet åbner med samme fortættede stemning, der gjorde forgængerne så særegne. Den mørke, dragende verden føles både genkendelig og ny. Grafikken er vidunderligt detaljerig – ikke prangende, men organisk og grimt smuk. Overflader er fugtige, træværk splintret, tekstiler flossede. Man mærker næsten kulden, fugten, forfaldet. Lydsiden understøtter det hele med små, næsten musikalske nuancer: knirken, vejrtrækninger, en dør, der sukker. Det er isnende, men også forunderligt – som at stå i et barnesind, der langsomt går i stykker.
Og netop barnet – eller barnets perspektiv – er stadig det uhyggeligste ved Little Nightmares. Serien har altid udforsket magtesløsheden i at være lille i en verden bygget for de store. At skulle gemme sig, løbe, holde vejret, håbe, at monstrene ikke ser en. I Little Nightmares III er man dog ikke helt alene. Denne gang er man to.
De to nye hovedpersoner – drengen med buen og pigen med svensknøglen – føles umiddelbart som simple arketyper, men de repræsenterer faktisk et skifte i seriens tematik. Hvor de tidligere spil kredsede om isolation og ensomhed, handler Little Nightmares III om tillid. Om at række ud i mørket og stole på, at nogen tager imod.
Jeg spillede spillet sammen med min datter, og måske er det netop dér, det rammer klarest. For selvom vi sad i stuen og ikke i en gotisk ruin, føltes det som en fælles rejse ind i noget ordløst og ubehageligt – men trygt, fordi vi var to. Når hun med sin figur skulle løfte en port, mens jeg kravlede under, eller når vi i fællesskab listede forbi et grotesk væsen, der snusede i mørket, opstod der et øjebliks ren samhørighed. Vi kommunikerede uden ord, som spillet selv gør det.
Det er måske Little Nightmares III’s smukkeste kvalitet: det fællesskab, det fremkalder i mødet med frygten.
Co-op-elementet er derfor mere end bare en gameplay-funktion. Det er spillets emotionelle centrum. At Bandai Namco samtidig har gjort det muligt at dele oplevelsen via en Friend Pass – så kun én spiller behøver eje spillet – føles som en generøs gestus i en branche, der sjældent tillader sådan noget. Det understøtter spillets tematiske nerve: frygt deles, og derved bliver den lettere at bære.
Alligevel er Little Nightmares III et paradoks. For mens temaerne handler om samhørighed, tillid og samarbejde, så tillader spillets struktur kun ganske lidt frihed. Det er et ekstremt lineært spil. Hver bevægelse, hvert skridt, hver timing føles nøje koreograferet. Man får ofte fornemmelsen af at spille et teatralsk stykke, hvor man blot udfører sin rolle, præcis som manuskriptet foreskriver.
Det kan give en vis elegance – men også en snert af klaustrofobi. For det er fatalt at improvisere. Går du den forkerte vej, misser du timingen, eller prøver du at tænke kreativt, straffer spillet dig straks. Det fjerner noget af spontaniteten og dermed en del af den frygt, som burde komme af ikke at vide, hvad der venter.
Puzzleelementerne lider under samme styring. De fungerer, ja – de er præcise, letforståelige, logiske – men sjældent overraskende. Skyd en pil på en knap. Brug svensknøglen til at slå muren ned. Gentag. Der er et ekko af de tidligere spil, men uden helt den samme snedige rytme mellem udforskning og risiko. Det er som om, seriens visuelle og stemningsmæssige ambitioner ikke længere matches af dens mekaniske mod.
Men måske er det bevidst. Måske skal Little Nightmares III ikke spilles som et puslespil, men som et mareridt. Et, hvor du ikke styrer, men overgiver dig. Hvor du ikke løser, men gennemlever.
Når man spiller det sådan – som en poetisk oplevelse snarere end et gameplaymæssigt udfordrende eventyr – begynder det at give mening: Det er her, spillets subtile detaljer kommer til sin ret.
Seriens fans vil hurtigt genkende mange nik til de tidligere kapitler. Der er væsner, man troede, man havde efterladt i sine tidligere mareridt, og omgivelser, der føles som hjemsøgelser fra fortiden. Hele anden akt finder sted i et område, der til forveksling ligner villaen fra Little Nightmares II – som om verdenen selv genbruger sine egne traumer. Det er en smuk, uhyggelig tanke: at mareridtene gentager sig, blot i nye skikkelser.
Disse referencer fungerer ikke kun som fanservice, men som en måde at forankre Little Nightmares III i sin egen mytologi. Serien er ved at blive sit eget økosystem af frygt – et sted, hvor tiden går i ring, og hvor man som spiller vender tilbage igen og igen, selvom man godt ved, hvad der venter. Man kan ikke helt lade være.
Der, hvor spillet dog mister pusten, er i gentagelsen. For selvom oplevelsen er stemningsmættet, er den også forudsigelig. Når først man har vænnet sig til rytmen, forsvinder meget af den eksistentielle uro, som de tidligere spil bar. Det lineære design, de ubetydelige samleobjekter (de små dukker, man kan finde uden at vide hvorfor), og fraværet af reel konsekvens gør, at Little Nightmares III aldrig helt får samme efterklang som sine forgængere. Det føles en smule som et ekko – smukt, men allerede hørt.
Og dog… da min datter og jeg lagde controllerne fra os efter rulleteksterne, sad vi lidt stille. Ikke fordi vi var overvældede, men fordi vi begge på en måde savnede det allerede. Den særlige stemning, det dæmpede mørke, den fortættede verden, hvor alt var utrygt og alligevel smukt. Måske er det netop dét, Little Nightmares III kan: skabe et rum, hvor man kan mødes i frygten – ikke for at besejre den, men for at dele den.
Little Nightmares III er ikke et perfekt spil. Det er for kontrolleret, for lineært, for trygt til helt at skræmme. Men det er også et spil med en sjælden sensibilitet. Det ved, hvordan man bygger stemning, og det tør tage sin egen alvor seriøst. Det er en oplevelse, man føler snarere end analyserer, og som – trods sine fejl – bliver hængende i kroppen.
Et smukt, skrøbeligt mareridt om tillid, frygt og fællesskab. Mindre banebrydende end sine forgængere, men stadig værd at dele – især hvis man spiller det sammen med nogen, man tør gyse lidt med.