Esport-organisationen Heroic indtræder i et nyt partnerskab med Red Bull, hvis logo fremover vil være at finde på skulderen af Heroics trøjer. Sammen sigter de mod at cementere Heroics position i den absolutte top på verdensranglisten.

Fra i dag vil Red Bull sponsorere den danske esport-organisation Heroic. Stjernen Casper “cadiaN” Møller og holdkammeraterne kan med partnerskabet se frem til at indgå i en stor portefølje sammen med nogle af de bedste atleter i verden. Det hele sker mens Counter-Strike-fans gør sig klar til PGL Major i Stockholm i slutningen af oktober.

360° partnerskab
Red Bull har mere end 30 års erfaring i at hjælpe atleter med at nå deres fulde potentiale og en lang tradition for at samarbejde med de bedste i verden. Red Bull har gennem årene også bevist, at de er ekstremt ambitiøse i deres sportslige samarbejder, og at de vil gå så langt som det kræver for at hjælpe deres atleter og hold med at nå deres ypperste drømme og mål. Den mangeårige og stolte tradition inden for sport- og atletmarketing betyder, at Red Bull fremover kan være med til at løfte Heroic til at blive et endnu større globalt brand.

Derfor inkluderer partnerskabet med Heroic også et enormt medienetværk over hele verden samt adgang til førende eksperter inden for sportspræstationer, der gennem deres sociale medier og andre distributionskanaler har evnen til at fortælle unikke og inspirerende historier, som kan udfolde Heroics fortælling og brand.

Derudover kan Heroic drage fordel af et topprofessionelt performance set-up og faciliteter rundt omkring i verden med bl.a. et Athlete Performance Center i Østrig, hvor atleterne kan genoptræne og udføre fysiske og mentale tests. Dermed er der tale om et 360° partnerskab, der indtænker alle nødvendige facetter for moderne topatleter.

Casper “cadiaN” Møller, kaptajn for Heroic, har flere gange tidligere arbejdet med Red Bull og ser nu frem til partnerskabet:

“Red Bull har ved at indtænke alle facetter på kort tid bevist, hvorfor de er en drømmepartner for vores hold. Derfor er jeg også meget glad og stolt over at kunne repræsentere Red Bull på Heroic-trøjen,” siger cadiaN.

En oplagt synergi
Som en fremadstormende organisation, der har skudt op gennem ranglisten i løbet af de sidste par år og som besidder et stort potentiale, passer Heroic perfekt ind i budskabet om, at Red Bull giver vinger til mennesker og ideer. Samtidig synes synergien mellem Red Bulls og Heroics værdier at passe perfekt. Heroic brænder nemlig for at være mere end en traditionel esportsorganisation, hvorfor flere facetter end blot selve spillet har en rolle i deres organisation. Derfor er holdet også skruet sammen efter devisen om, at kost, træning og fritid går hånd i hånd, hvilket har til formål at uddanne og udvikle spillerne til at være professionelle atleter for deres fans verden over.

“Partnerskabet med Red Bull underbygger Heroics position i toppen af den internationale sportselite. Red Bull er et førende globalt brand med professionalisme, vindermentalitet og præstation i centrum, hvilket er i tråd med vores DNA hos Heroic. Når vi tilføjer det faktum, at vi vil være i stand til at bruge Red Bulls erfaring, forståelse og ambition omkring esport forekommer partnerskabet som det perfekte match. Red Bull samarbejder udelukkende med de allerbedste, hvilket er noget, vi er stolte over at være en del af,” siger Joachim Haraldsen, administrerende direktør i Heroic.