Før i tiden var gaming noget, som kun de yngste i familien brugte tid på. Nu er familier involveret i gaming på tværs af generationer. Pandemiens nedlukning af samfundet gav øget mulighed for kvalitetstid inden for hjemmets fire vægge, hvor flere familier måtte finde på nye måder at være sammen på. I en global undersøgelse foretaget på vegne af HP svarer 49 %, at de gamer med deres bedsteforældre, forældre eller børn.

Undersøgelsen viser, at forældre og bedsteforældre nu har taget del i computerspillenes verden. De er kommet med på moden, og gaming er derfor blevet en fælles aktivitet i mange familier.

I nyere tid har flere undersøgelser vist, at der som følge af nedlukningen i 2020 skete en stigning i internetforbrug og gaming. Og det er ikke kun i Danmark men verden over, at der nu bliver brugt markant mere tid på computerspil på daglig basis.

”Det er ingen hemmelighed, at tidsforbruget på computerspil er steget i forbindelse med, at flere lande har været tvunget til at lukke store dele af samfundet ned. Det nye er dog, at computerspil for mange er blevet en af deres primære underholdningsformer. Vi gamer af mange forskellige årsager. En af dem er, at det får os til at slappe af,” siger Judy Johnson, globalt ansvarlig for Gaming & esport i HP.

Fællesskabet spiller en afgørende rolle

Den øgede popularitet af gaming på tværs af generationer har flere årsager. En af de mest fremtrædende årsager er, at gaming er en oplagt måde at skabe og vedligeholde relationer. Dette bakkes op i undersøgelsen, hvor 67 % svarer, at de gamer, fordi det er en god mulighed for at være social med andre.

”Gaming er ikke kun blevet en mere udbredt underholdningsform. Det er samtidig blevet mere inkluderende, så flere har mulighed for at være med. Det har en positiv indflydelse på familiers samvær, da det er en god måde at få kvalitetstid med vores nærmeste på. Derfor går det også imod den forældede opfattelse af, at gamere er isolerede,” siger Judy Johnson, globalt ansvarlig for Gaming & esport i HP.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Toluna Start på vegne af HP. Undersøgelsen blev gennemført i december 2021 med respondenter i Sverige, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Rusland, USA, Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand, Singapore og Indonesien. I alt svarede 13.666 personer over 16 år. Alle lande er repræsenteret af mindst 1000 personer, som via webinterviews besvarede almindelige spørgsmål om vaner forbundet med tv og computerspil. Hvert lands respektive panel er repræsentativt tilfældigt rekrutteret med personer i alderen 18-64.