De fleste der har bekendtskab med Ni No Kuni serien, er formegentlig startet med Ni No Kuni 2: Revenant Kingdom på PS4 eller Windows. – Dette er skam ikke noget, at være bange for, da Revenant Kingdoms hype niveau var skyhøjt tilbage i 2018.

Men nu er Ni No Kuni: Wrath of the White Witch blevet (gen)udgivet til Playstation 4, Windows og for første gang Nintendo Switch. Dette giver sådan nogen som mig, lov til at fylde nogle plothuller og loreforståelse, som jeg ikke havde da jeg spillede Revenant Kingdom – læs vores anmeldelse af det her.

Plot

Spillet starter med, at vi ser vores hovedperson Oliver, løbe ned til den lokale butik for, at hente nogle ting for sin mor. Her bliver han informeret om, at hans kammerat Phillip er færdig med deres projekt. Oliver spæner ud for, at få fat i Phillip og de aftaler at mødes ved midnat.

Det viser sig, at Oliver og Phillip har lavet en bil, som skal have en testkørsel. Oliver, får som den heldige dreng, lov til at prøve den først. I mellem tiden, hører Olivers mor hans stemme, og han råber efter hjælp. Hun vågner og indser, at han ikke er i sin seng, eller i huset. Mor bliver bekymret, og stormer ud for at finde Oliver.

Oliver træder nu foden på sømmet, og racer afsted i hans og Phillips nye slæde. Men denne glæde varer ikke længe. Der er noget i vejen med kørertøjet, og Oliver kører derfor galt og falder ned i en sø. Han har hjelm og tøj på, hvilket gør svømningen problematisk. Mor kommer heldigvis til undsætning og får Oliver i land. Da vores lille helt så endelig kommer til bevidsthed, er byens folk samlet om ham – de er bare glade for, at han er i god behold. Men glæden varer ikke ved… Mor får nemlig et hjerte anfald, og bliver hastet på hospitalet. Desværre måtte hendes sjæl forlade hendes krop.

I sorg og frustration, lukker Oliver sig inde på sit værelse. Her bliver han i dage, i gråd og ulykke. Men hans tøjdyr, som han fik af sin mor, bliver pludselig levende, efter Olivers tårer rammer den bløde plys. Mr. Drippy er navnet, og han lever. Mr. Drippy fortæller Oliver, at en parallel verden er i fare! Verdens indbyggere er forbandet af den onde Shadar, og den Hvide Heks.

Oliver må derfor træde i karakter, blive en god troldmand, og redde den parallelle verden for dens ondskab.

Den Anden Verden

Denne parallelle verden, er beboet af mange forskellige og interessante kreaturer. Nogle ligner mennesker, andre ligner dyr, nogle mytiske væsener m.m. Det er en fantastisk og farverig verden – og det ligger god bund, for det næste store eventyr.

I oververdenen (overworld), ser man Oliver og Mr. Drippy som mindre figurer, som var de brikker på en plade. Alting er justeret, så det ser småt ud. Men charmen ligger i dette, da det samtidig skaber en følelse af, at man bevæger sig lange distancer. Som altid, er Studio Ghiblis animationer fantastiske, og det kommer virkelig til udtryk i denne remaster. Alting ser livligt ud, uanset om det er væsener eller bygninger, så er man ikke i tvivl om, at alting har en mening med, at være præcis hvor den er.

I denne verden findes magi og monstre, og Oliver må komme i besiddelse af forskellige trylleformularer, som han kan bruge til, at hjælpe de væsener, som lider under Shadars forbandelse. I Starten går det ret tjept med, at få en del formularer, da spillets vejledning varer godt og vel en times tid. Så det hele bliver serveret, men på en måde som ikke føles overflødig.

Kampe og Familiars

Som troldmand, må man værne om sit korpus. Dette kan gøres med trylleri og magi, eller ved hjælp af Familiars. Små skabninger som kan kæmpe i stedet for Oliver. Dog deler disse familiars liv og Magi Point med ham… så det handler om, at overskue og gennemtænke sine strategier. Undervejs, får man flere familiars, hold kammerater og kendinger.

Men vælger man at kæmpe som Oliver, så indser man hurtigt, at det egentlig ikke er smart at slå en fjende i hovedet med en pind. Så magi er den bedste vej! Der er mulighed for ildkugler, frost, lyn og det hele. Men samtidig må man værne om sit fodfæste og sørge for, at fjenderne ikke kommer for tæt på.

Kampsystemet er lidt spøjst, da kampene foregår i en lukket arena med fri bevægelse. Dog er der en lille cooldown på sine angreb, og når disse angreb bliver udført, mister man kontrollen over sin karakter. Det er dog muligt at annullere undervejs. Dette var i starten ret irriterende, da jeg havde forventet det var mere “hack’n’slash”-agtigt, sådan som man bliver lukket ind i en lukket arena. Men nej, der er simpelthen pauser i kontrollen, når man operer med sine angreb. Det fjerner tempoet og ødelægger lidt min lyst til, at kæmpe.

Smukt At Se På, Lidt Besværligt

Spillet er smukt, og det føles som om, at man spiller en Ghibli film fra start til slut. Der sker en masse forskellige ting, og det hele udlignes til sidst. Man bliver mæt, men på en god måde. Det var en rar følelse at spille færdigt, og få den sidste smule katarsis man nu engang manglede… Jeg tror dog, at jeg ville have nyt det mere, hvis der var lidt mere frihed i kampene.

Det lyder som om, at det virkelig går mig på, men det gør det ikke. Det er en tilvænnings sag, og det går forholdsvist hurtigt med, at fange kontrolskemaet. Ofte er det bare sådan med RPG’er, at der er en del grind, og den grind skal gerne være underholdende nok til, at man ikke ryger bagud, i forhold til spillets naturlige sværhedsgradsstigning. For mig, var de store kampe sjovest, dem med bosser eller vigtige personer i. Disse kampe havde alle noget unikt at byde på og gjorde det på den måde utroligt spændende.

Ni No Kuni: Wrath of the White Witch, er et vigtigt kompendie af lore og historie helhed. Jeg vidste det ikke på forhånd, men der var utroligt mange ting, som pludselig gav mening, i mit hoved og min forståelse af spillets verden. Så jeg vil opfordre alle, som har brug for en god historie, eller var massiv fan af 2’eren – at give Dette et skud. Det føles sgu ikke som om, at spillet er 8 år gammelt.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægTrailmakers ude nu
Næste indlægLEGO Jurassic World anmeldelse
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!