burning_skies_00

1. juni udkommer Resistance: Burning Skies til PS Vita. Det er andet forsøg på at lave en velfungerende første persons shooter i Resistance omgivelserne til en bærbar konsol. Den første, Resistance Retribution, var egentligt en udmærket PSP titel selvom styring ikke var optimalt. Hvordan ser det så ud med PS Vita og Burning Skies?

Selvom vi har fået afslutning på Resistance historien sidste år med Resistance 3 til PlayStation, så er der masser liv og muligheder i dette univers (eller IP for Intellectual Property som det kaldes). Resistance Burning Skies foregår umiddelbart efter invasionen i R1. Scenen er New York hvor du som brandmand under en udrykning bliver angrebet af kimærene. Tro mod Resistance stilen træder du i Tom Rileys fodspor og skal redde både din egen familien og masser af andre i kampagne delen.

burning_skies_03

Derfor er det helt naturligt at dit nærkamps våben er en brandøkse. Heldigvis går der ikke længe før du samler nogle af de mange klassiske Resistance våben op som f.eks. Bullseye og Auger. Det er klart, at det ikke spilles på helt samme måde som på en PlayStation 3. Nihilistic som er udvikleren bag, har valgt at udnytte den berøringsfølsomme skærm til at give flere muligheder. Det kommer til udtryk ved, at du skal trykke på skærmen for at bruge øksen, hvor du på PlayStation har kunnet trykke på analogpinden. Det kan føles lidt akavet, bl.a. også når du kaster granater eller markerer mål for Bullseye. Det er et af de områder som kræver øvelse. Jeg har kun spillet de første 3 afsnit igennem så det er for tidligt at komme med den endelige dom.

burning_skies_01

Noget som jeg synes er meget velfungerende er de forskellige instruktioner du får undervejs. Det hjælper dig hurtigt i gang med at benytte de mange forskellige våben. Hvert våben har to typer af angreb, hvor special angrebet kræver at du benytter den berøringsfølsomme skærm.  Det er forklaret enkelt og letforståeligt samtidig med at du får lov at øve nogle gange. Hvis du kender Resistance så er det også med små film i 1950 stil som viser hvordan våben og alternativ angreb benyttes og virker. Selvom du ikke kender Resistance serien er jeg overbevist om at du også vil elske våbenhjulet og muligheden for hurtigt at skifte mellem de 2 mest anvendte våben.

burning_skies_02

Det jeg glæder mig mest til er muligheden for multiplayer. Der er annonceret Deathmatch, Team  Deathmatch og Survival Mode, hvor du skal overleve så længe som muligt mens den ene spiller efter den anden bliver til kimærer. Det bliver for op til 8 spillere og det bliver den egentlige prøve for spillet. Jeg har tidligere kigget på Unit 13 og der savnede jeg virkelig multilplayer, derfor er det spændende om Burnings Skies også fungerer godt online.

Nihilistic har fanget stemningen i Resistance flot og der er lagt stor vægt på gameplay og en rustik 1950 stemning. Dermed virker grafikken ikke helt så poleret som jeg har set på nogle af PS Vita udgivelserne. Fordi der ikke kræves et indgående kendskab til Resistance universet vil Burnings Skies appellerer til alle som elsker en intens first person shooter, med et bredt udvalg af fjender og våben. Jeg glæder mig til Resistance Burning Skies udkommer og jeg ved jeg har sagt det før. Jeg bliver aldrig træt af at se kimærene farer forvirret rundt når jeg skyder en af kølestavene på ryggen. Det er top dollar!