Efter en lang udviklingsrejse vender Prince of Persia triumferende tilbage til sine todimensionelle rødder. Ubisoft er værterne til et fantasiepos, som endelig formår at indkapsle det som gjorde originalen så fascinerende samtidig med at man har løftet oplevelsen til en ny generation.
Helt tilbage i 1989 ramte det første Prince of Persia gaden. En genistreg udviklet af Jordan Mechner der rykkede teltpælene for hvad man kunne forvente grafisk i et spil. Jeg spillede det selv på min Amiga 500, og var fuldstændigt fascineret. Bevægelserne på den titulære Prince of Persia var helt usette i deres detaljegrad. Spillet var dog samtidig ekstremt svært, og man døde konstant enten i kamp eller i spillets utallige dødsfælder som man blev nødt til at memorere, hvis man skulle have den mindste chance for at gennemføre.
Successen var ubestridelig og med jævne mellemrum efterfølgende har der været udgivet en lang række titler. Ud over en decideret opfølger fra Jordan Mechners egne hænder, som landede et par år efter originalen har hele spiloplevelsen dog taget springet over til den tredje dimension. Flere af titlerne – især Sands of Time – har også været decideret gode. Sands of Time stod sågar fadder til den ene film som franchiset har afstedkommet. Spillet kom dog helt tilbage i 2003, og selv om der kom spil efterfølgende begyndte dampen lige så stille at gå ud af serien. Sidste udgivelse (det middelgode Forgotten Sands) kom sideløbende med omtalte film i 2010, og så blev der ellers stille; altså indtil nu.
Med the Lost Crown vælger man helt tydeligt at træde et skridt tilbage fra den sidste serie, og i stedet gå helt tilbage til originalen og løfter denne til vores tid. Spillet er igen iklædt sit todimensionelle tøj, som bare klæder det helt vildt. Du indtager rollen som Sargon, der er en del af gruppe af elitære lejesoldater, som gang på gang har reddet Persien. Det er også dit udgangspunkt, imens du drøner hen over en slagmark, hvor en kamp er i fuld flor. De næste minutter er en enkelt lille introduktion til såvel universet såvel som selve styringen, og snart hopper og slår du dig vej igennem fjendens tropper med dine to scimitarer. Det hele slutter naturligvis med en kamp mod modstandernes beredne general, hvor du får lov til at vise, at du har forstået hvordan de enkelte knapper virker.
En kort triumf bliver dog afbrudt af forræderi, og snart befinder du dig i en tidsforvirret verden, hvor intet er helt som det synes på overfladen. På super intelligent facon har man lavet The Lost Crown om til et Metroidvania spil. Kort fortalt er det en genre, hvor du – ud over at dø et utal af gange – vil få nye våben eller egenskaber der vil åbne for nye muligheder for at komme igennem områder du ellers allerede har passeret. Et eksempel er, at du tidligt passerer stande med pile samt nogle gule plantelignende knopper der er lige uden for din rækkevidde men ellers inviterer til at du manipulerer dem. Ganske rigtigt får du snart adgang til en bue, hvor pilene pludselig giver mening og du kan skyde på omtalte knopper. Dette udløser en reaktion, som du kan bruge til at komme videre i en retning der ellers var lukket.
Dybest set er the Lost Crown nemlig en sammensmeltning af flere forskellige ting. På den ene side har du det originale todimensionelle spil (som vel dybest set er gjort til 2.5D her), dertil har du tidsmanipulationseffekten som gjorde Sands of Time til et så godt spil og endelig har du Metroidvaniagenren – der bare passer helt perfekt til denne setting. På din vej frem vil du løbende passere nogle lysende træer, der efter aktivering fungerer som spawn-punkter. Det er et gennemprøvet system, som bare fungerer helt perfekt i en verden, hvor du – især på højere sværhedsgrader – konstant skal holde et vågent øje på dit tilbageværende, hastigt dalende helbred.
Det at spillet blot flirter med den tredje dimension gør at styringen er langt mere stram. Det gælder både i kampsekvenserne, hvor dine reflekser og timing bliver testet til det yderste men også i selve platformssekvenserne, der bare fungerer bedst i 2D. Du får vitterligt din sag for, når du skal forsøge at gennemskue bevægelsesmønstrene på det utal af opfindsomme dødsfælder, der er overalt i det smukt varierede landskab du betræder. Især i starten lægges der konstant nye lag til, når du ellers lige føler du er ved at mestre spillet. Det føles som et flydende, naturligt forløb – som samtidig holder dig fanget, og lige lokker dig til at prøve at aktivere næste lysende træ.
Til at starte med er det mest et spørgsmål om at lære timingen af at blokere og dukke sig. Det lille vindue, hvor modstanderen – heldigvis med en enten gul eller rød farve – signalerer sine drabelige intentioner. Det er måske let bare at undvige, men samtidig er der stor belønning ved en perfekt timet blokering af et gult udfald. Et modangreb der ondulerer almindelige modstandere eller æder en god portion af bossernes health-bar. Og nu vi taler bosser – så er det et område hvor the Lost Crown bestemt ikke er nærigt. Du møder den første allerede indenfor de første 10 minutter og herefter kommer de ellers i en lind strøm. Nogle er bare stopklodser på din vej mens andre er gale monstrøsiteter, der vitterligt er sat ind som en eksamen af dine evner indtil det punkt.
Senere bliver tidselementet også en integreret del af gameplayet. Noget der tidligt bliver antydet i det du møder fjender, der tydeligt er blevet voldsomt ældre på, hvad der ellers synes som kort tid. Flere knapper på controlleren bliver inviteret ind i legen, og nu skal du ikke bare time et eller to tryk men skal i stedet danse igennem kombinationer for at undgå at ryge ned i endnu en grav af dødbringende pigge. Det er både utroligt frusterende når det mislykkedes men tilsvarende tilfredsstillende når det lykkedes. Lige akkurat som det skal være.
Historien er ganske god og fungerer fint som motivator til at bevæge sig videre. Der er passende mængder forræderi og heltemod til at få det hele til at flyde og hele scenariet på det mytiske bjerg Qaf er bare medrivende. Samtidig er der – ud over nye evner – også strøet omkring med hemmeligheder, som gør det interessant at bevæge sig lidt væk fra den direkte vej frem.
Det hele er bundet sammen af en fuldstændig stram grafisk motor, hvor alle bevægelser og reaktioner fra din side flyder helt naturligt over til skærmen. Animationerne er flotte både på dig og alle de forskellige modstandere der alle ankommer med deres særegne mønstre. Det hele forløber i op til 120 FPS 4K grafik og får dig bare til at glæde dig over den PS5 der står og spinder under din skærm.
Prince of Persia: The Lost Crown var en utroligt behagelig overraskelse for mig. Efter 13 år i hi dukker det pludselig op – nærmest ud af ingenting – og viser hvordan et spil i denne genre skal være. Gameplayet er utroligt medrivende og din udvikling sker i lige præcis det tempo, som konstant gør at der er noget nyt der lokker rundt om hjørnet. Det er dejligt, at starte året med en solid overraskelse og det er helt sikkert en titel, som jeg på det varmeste kan anbefale til alle, der har bare den mindste smule kærlighed til genren.