Sony har en lang og stolt tradition med at lægge platform til industriens alternative og skæve, hvis ikke direkte bizarre spil. Et godt eksempel herpå er Puppeteer, et spil udviklet af SCE Japan Studio der sammensmelter platformselementer, mørk humor og eventyrlig grafik med et mærkeligt, men mindeværdigt spil til følge.

puppeteer (4)

Spillets handling fortælles og fremføres som et teaterstykke, hvor publikums begejstring og rædsel og fortællerens mange kommentarer konstant er en del af lydbilledet og i nogen grad påvirker gameplayet såvel som historien. Stykket der opvises udspiller sig i en bizar forvrængning af vores egen verden, hvor den stygge bjørnekonge har sat sig på månens trone ved hjælp af den magiske saks, Calibrus. Herfra regerer han med hård hånd (eller lab) over sit vanvittige rædselsregime, der formår at være akkurat lige så komisk og underholdende, som det er mørkt og dystert. Hans grumme hær består blandt andet af flyvende gobelintæpper, farverige papmachedyr og ikke mindst hundredevis af bortførte småbørn som månebjørnen har forvandlet til onde marionetdukker. Det er med denne skæbne for øje at den stakkels Kutaro får kappet hovedet af og derefter kastes til rotterne. En fæl heks og hendes mærkelige kat kommer dog den hovedløse dukke til undsætning og herfra begynder et højst besynderligt eventyr.puppeteer (3)

Puppeteer er som sagt udviklet af SCE Japan Studio, under ledelse af Gavin Moore, som også kendes fra sit arbejde med Siren: Blood Curse og The Getaway. Centralt for Moores filosofi bag spillet er et konstant skift i scene og kulisser, således at spillet hele tiden føles friskt og dynamisk. Derfor kommer man på sin færd også igennem alskens mystiske verdener, fra dunkle grotter og golde måneørkener til frodige jungler og brusende oceaner. De sceniske baggrunde besidder en enorm detaljegrad og banedesignet gennemstrømmes på alle tidspunkter af en næsten overvældende fantasi der er lige så morsom, som den er imponerende. Med en stilart der bedst kan betegnes som Tim Burtons forsøg på i en feberdrøm at genskabe Pinocchio i LittleBigPlanet, er det svært ikke at blive småforelsket i de mange mærkelige dyr og andre væsner som Japan Studio bringer til live igennem spillet.puppeteer (2)

Imidlertid er spil som bekendt ikke kun et spørgsmål om en pæn indpakning, men også om det gameplay som skal holde spilleren fanget hele vejen igennem. Her formår Puppeteers gameplay desværre ikke altid at møde den tårnhøje standard som spillets grafik og lydside sætter. I bund og grund er her tale om et spil i platformergenren som dog sjældent bliver egentligt udfordrende eller engagerende. Hvor andre platformerhelte kan bryste sig med at hoppe højt, løbe hurtigt eller stampe på fjenderne, må Kutaro klare sig igennem månebjørnens fjender og fælder ved hjælp af den magiske saks, Calibrus, samt hans bizarre evne til at skifte hoved. Flagermuse, kongekroner og hamburgers er alle eksempler på de mange forskellige objekter Kutaro kan bruge som substitut for sit manglende hoved.

Det er en fin ide, men selvom størstedelen af dem med sikkerhed vil vække latter hos både store og små, så spiller hovedskifteriet en mindre væsentlig rolle end man kunne have ønsket. Grundlæggende set fungerer hovederne som ekstra livspoint, mens deres specialfunktion oftest kun tjener som adgang til et bonuslevel eller lignende. Sammen med en overordnet lineær og let sværhedsgrad, skabes hos spilleren en, teatertemaet til trods, beklagelig følelse af bare at fungere som simpel aktør i et ellers mageløst skuespil.puppeteer (1)

Det til tider haltende gameplay til trods, må Puppeteer unægteligt ses som en succes. Det har charme, selvtillid og lækker grafik og de timer jeg brugte i selskab med spillet var godt givet ud. Med udsigt til et efterår fyldt med biler, blod og eksplosioner er Puppeteer et frisk pust der sætter kreativiteten i højsædet og som bestemt er et kig værd.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægRunescape 3 får banebrydende in-game økonomi
Næste indlægKaty Perry’s “Roar” bliver gratis download til Just Dance 2014
Jeg er skribent hos GamersLounge, med særlig interesse for halvgamle rollespil og andre titler, hvis salgsdato forlængst er udløbet. I det mere eller mindre virkelige liv læser jeg filosofi på universitetet. Jeg nærer stor kærlighed til tegneserier og lægger især vægt på historien i spil, men når indholdet bliver for teksttungt eller trægt, er jeg altid frisk på et slag Super Smash Bros. eller Halo.