Razer er ude med en forbedret udgave af deres Naga Trinity gamer mus. Den kaldes Naga Pro og er både trådløs og med udskiftelige sideplader. Faktisk stammer en del af designet helt tilbage fra Razer Naga som med sine 17 knapper var specielt udviklet til alle der spillede MMO’er. Det blev senere til Naga Trinity som have tre udskiftelige sideplader. Her i 2020 er modellen yderligere forbedret og er nu både modulbaseret og dual trådløs.

Det er en højrehåndsmus som har en høj profil for at kunne have plads til de 12 knapper som er på MMO sidepladen. Der er alt som du normalt forventer: Et hjul som ud over den almindelige funktion også kan vippes til siderne og trykkes ned. Det giver lige 3 ekstra knapper. I fordybningen under hjulet finder du knapper til at vælge DPI. Der er (som jeg foretrækker det) 2 stykker. En til op og en til ned. Meget smart med at have dem i en fordybning så jeg ikke rammer dem ved en fejltagelse. Sensoren er en Razer Focus+ som er designet sammen med Pixart og har imponerende 20.000 DPI. Der er optiske taster i højre/venstre knapperne hvilket både er teknisk bedre og har en længere levetid end tilsvarende mekaniske. Dermed er alt som forventet i en Razer mus fra øverste hylde.

Du har selvfølgelig Razer Synapse til at indstille de mange funktioner og det fungerer som sædvanligt upåklageligt. Jeg sætter, også som sædvanligt, antallet af DPI-indstillinger ned til de 2-3 jeg er komfortabel med og ændrer polling raten til 500Hz så jeg ikke er irriteret over MS Office fejlen når vinduer flyttes rundt. Den er som nævnt dual trådløs så du har både en 2,4GHz dongle samtidig med at den også kan tilsluttes via Bluetooth. Bluetooth benytter mindst strøm mens 2,4GHz reducerer levetiden med det genopladelige batteri. Det ser jeg ikke som et problem fordi du altid kan sætte den til via det kabel som medfølger. Det er smart at det dublerer som forbindelse til den lille medfølgende holder til 2,4GHz donglen. Det betyder du let kan skifte til trådet udgave hvis du er ved at løbe tør for strøm. Det tog mig ca. 30 timer at få den til at blinke rødt som er indikationen på at der er mindre end 5% tilbage. Så mon ikke det også er godt nok til dig?

Under bunden har du en knap så du kan skifte mellem de 5 forskellige on-board profiler. Det betyder du ikke er afhængig af at Razer Synapse er installeret på den computer hvor du bruger musen. Den lille omskifter vælger om du vil helt slukke for musen, om du anvender 2,4Ghz eller Bluetooth. Du kan se de to metalstifter som passer til lade stationen som sælges separat. Dermed kan du have den lille dockingstation stående til at lade når du ikke bruger musen. Gennemtænkt detalje. Fik jeg nævnt at den glider uden modstand og at Razer Focus+ automatisk justerer sig til det underlag du anvender? Som du kan se på billedet så er der i musen også en plads til 2,4GHz donglen.

Razer Naga Pro er en super velfungerende trådløs mus til dig som har forskellige behov. De udskiftelige sideplader giver dig den funktionalitet der skal til for at være konkurrencedygtig inden for genren. Jeg er langsomt ved at vende mig til at trådløse mus kan levere den samme ydelse som en tilsvarende med hale selvom det er en overvindelse. Så spiller du FPS sammen med noget MMO eller MOBA så er der ikke tvivl om at Razer Naga Pro er et rigtigt godt valg.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægSådan virker Mario Kart Live: Home Circuit
Næste indlægCrown Trick våben vises frem
Jeg er ansvarshavende redaktør på GamersLounge og aktiv gamer primært på PC & PS4. Nyt legetøj leger bedst, så det bliver til mange forskellige spil på flere forskellige platforme. Jeg falder altid tilbage til shootere eller de mere action prægede titler når der rigtigt skal kobles af. Noget af det mest spændende er at få lov til at lave interviews og previews fra de events vi deltager i. Jeg øver for at blive bedre til CS:GO og følger danske eSports turneringer. Tak fordi du kiggede forbi.