På redaktionen er vi ikke i tvivl om at gambling (hasard) og gaming er en dårlig cocktail. Spillemyndigheden er igen gået i retten og denne gang blokeres 82 websteder med hasard.

Det er ottende gang, at Spillemyndigheden går i retten for at få blokeret ulovlige hjemmesider, der udbyder spil som fx væddemål og onlinekasino til danskere uden at have en tilladelse til det.  

Retten på Frederiksberg gav den 22. september 2022 Spillemyndigheden medhold i alle 82 sager, som var anmeldt. Det er det højeste antal blokeringer på én gang siden 2012, hvor det danske spilmarked blev delvist liberaliseret, og Spillemyndigheden begyndte at blokere hjemmesider, der ulovligt udbyder spil til danskere. Til sammenligning fik Spillemyndigheden medhold i 55 sager i 2021.  

”Spillemyndigheden er sat i verden for at sikre rammerne for et fair spilmarked,” siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph. ”En af vores allervigtigste opgaver i den sammenhæng er at beskytte spillerne mod ulovligt spil, og sikre at de ikke bliver eksponerede for spiludbydere, der ikke har en tilladelse i Danmark. Det er samtidig meget vigtigt, at vi sikrer, at de udbydere, der har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, kan drive deres virksomhed under ordnede forhold, og derfor er vores arbejde med at blokere ulovlige hjemmesider meget vigtigt”.  

Spillemyndigheden overvåger løbende spilmarkedet for at opdage ulovligt spil; dels gennem automatiserede søgninger, men også ved at følge op på anmeldelser fra borgere og virksomheder. Vurderer Spillemyndigheden, at en hjemmeside udbyder spil rettet mod Danmark uden tilladelse, beder Spillemyndigheden udbyderen om at stoppe det ulovlige udbud. Sker dette ikke, går sagen videre til byretten, hvor Spillemyndigheden beder om at få hjemmesiden blokeret hos de danske internetudbydere.  

Spillemyndigheden har, siden den nuværende spillelov trådte i kraft i 2012, fået blokeret i alt 227 ulovlige hjemmesider ved byretten.  

En af grundene til den store stigning i antallet af blokeringer i år er at Spillemyndigheden har opprioriteret området i 2022.  
Halvdelen af de blokerede sider udbyder onlinekasino. Resten af siderne fordeler sig på væddemål, lotteri og skinbetting. 

Hvornår er spil ulovligt i Danmark?  
Det er ulovligt at udbyde spil i Danmark uden en tilladelse fra Spillemyndigheden.  
Det samme gælder, hvis en udenlandsk udbyder retter sig mod det danske marked.  
 

Et spil anses for at være rettet mod Danmark, hvis én eller flere af følgende elementer er til stede: 
• Dansk sprog  

• Dansk valuta  

• Betalingskort som kun virker i Danmark  

• Dansk kundeservice  

• Opkobling via Steam (Digital distributionsplatform for flere computerspil)  
 
Det er også i strid med spilleloven at formidle til eller reklamere for spiludbydere uden tilladelse. 

Alle spiludbydere med en dansk tilladelse skal have Spillemyndighedens tilladelsesmærke placeret synligt på deres hjemmeside og al markedsføringsmateriale. På den måde kan man som spiller nemt kontrollere, at en side har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.    

Blokeringerne skal senest være effektuerede den 6. oktober.