Efterfølgeren til It Takes Two er endelig landet. Kom ind forbi og se om det er lykkedes at ramme samme magiske stemning i Split Fiction.
It Takes Two var min første anmeldelse på dette site. Det var en kærkommen overraskelse, der om noget understregede hvad det er videospil netop kan. Herhjemme samlede det hele familien – alle fire – omkring skærmen, hvilket ellers er et særsyn når det drejer sig om at finde fælles fodslag. Det var hvin når der skete noget spændende, grin når andre dummede sig og opmuntrende ord når man endnu engang ellers var lige ved at lykkedes med en udfordring. Historien om en familie i krise spændt op på et massivt skelet af minispil fungerede ganske enkelt fantastisk godt.
Nu er svenske Hazelight – anført af karismatiske Josef Fares – så tilbage. Denne gang er nogle af omdrejningspunkterne i historien kreativitet, venskab samt tab. Vi møder de to unge kvinder Mio og Zoe. To spirende forfattere der begge er kaldt til møde for at (tror de) præsentere og forhåbentlig sælge en bog. De er på overfladen to modpoler. Den indadvendte Zoe, der ikke er til small-talk og som er fast forankret i et stilistisk, smågoldt science fiction univers. Overfor hende står flamboyante, frembrusende Zoe, hvor munden ikke står stille et øjeblik og følelserne telegraferes på lang afstand. Hun elsker drager og alt hvad der har med Fantasy at gøre.
Historien tager naturligvis snart en drejning, hvor spillets protagonist lynhurtigt afslører sig. Det er et spørgsmål om de store selskaber der stjæler inspiration fra de kreative. Generelt er historien ikke noget videre at skrive hjem om; det er udelukkende et værktøj til at føre vores to hovedpersoner sammen og samtidig give adgang til at vi kan besøge deres mange spirende historier. Deres fælles færd og interaktion er spillets hovedattraktion og lykkeligvis er det også her magien sker.
Spillets præmis er at vi på skift besøger deres mere eller mindre færdige kreationer, hvor de hver især må introducere den anden til bevæggrundene bag deres historier. Det være sig søskendekærlighed eller en syg far. På overfladen er det introduktionen til et platformsspil hvor det er meningen at man to i fællesskab overkommer udfordringerne.
Som tilfældet var i It Takes Two er der dog intet ensformigt eller strømlinet ved dette. Selv om der på papiret kun er 4 store baner (2 i hver genre), så udvikler udfordringerne sig løbende og du får sjældent lov til at trække vejret. Fra starten kan man godt mærke at sværhedsgraden er skruet lidt op i forhold til sidste ombæring og det kræves at begge har nogenlunde styr på alle controllerens funktioner. Her er både dobbelt-hop, dash, kroge man skal ramme, vægge der kan løbes på, ting der skal skydes og praktisk talt alle foranstaltninger du kan forestille dig. Samtidig så er det meget begrænset hvor meget vægten kan lægges på en enkelt af spillerne – rigtigt mange ting kræver både timing og hurtige reflekser.
Heldigvis er spillet begavet med et helt ekstremt nådigt check-point system, som vitterligt dropper dig ind lige der hvor du lige er død. Samtidig skal begge være døde for at man lige skal lidt tilbage og samle spillet op igen. At sværhedsgraden er lidt højere gjorde for os, at det reelt føltes som om noget var på spil og derfor så var glæden ved at nedlægge en kæmpe kamprobot så meget desto større. Generelt var der her flest high-fives i Science Fiction delene mens der nok var flest grin og puzzle-elementer i Fantasy delene.
Jeg kan ikke understrege nok, at variationen i det her spil er enormt. Konstant introduceres der først nye game-mechanics for lige så snart helt at ændre spillestil. Det kan være platform, puzzle, racing, twin-stick shooter eller noget helt femte. Besøgstiden er ekstremt godt afstemt, hvor man kun lige når et mildt element af gerne at ville videre bare for at spillet kaster noget helt nyt efter dig. Det er lige præcis som det skal være.
Som om selve hovedhistoriens afveksling ikke var nok, så har man valgt at smide 12 sidemissioner ind i forløbet. 3 på hver hovedmission, hvor de altid er i den modsatte genre af den genre du ellers er undervejs i. Det er så godt for variationen og generelt er disse sidemissioner af høj, høj klasse. Et adrenalinskud hvor du det ene øjeblik drøner med Duneagtige sandorme gennem en ørken, næste øjeblik i sidste øjeblik afvægrer en stjerne fra at implodere for senere igen at stå på futuristiske snow-boards i et science fiction kampunivers. Det er ganske enkelt mageløst og jeg kan ikke huske en svag sekvens her.
Teknisk er spillet virkeligt gennemarbejdet. Præsentationen er af høj klasse med mange virkeligt flotte vistaer og mellemsekvenser. Der var måske enkelte elementer, hvor styringen kunne blive en anelse kluntet – især i enkelte platformssekvenser, hvor den tredje dimension godt kunne drille. Generelt er det et spil der på nærmest Sonicmaner lægger op til at det hele konstant er i bevægelse for at holde sin magi, så man kan godt ane sømmene i produktionen, hvis der er lidt for meget down-time. Det sker dog utroligt sjældent imens man hives fra det ene bjergtagende højdepunkt til det næste.
Familien har endnu en gang været helt utroligt godt underholdt og det alene er et kæmpe kvalitetsstempel. Det her er et spil med en medrivende glæde hvor udviklernes dybe kærlighedsforhold til spilmediet skinner igennem i alle momenter. Man skal være en hård negl, hvis man begynder for aktivt at skrabe i overfladen for at nedgøre historie eller styring – så kan man vitterligt ikke finde skoven for bare træer. Det her spil tager et koncept: Coop og så giver det dig nærmest alle tænkelige muligheder for at opleve dette. Det er som skabt til at samles på sofaen foran skærmen imens controlleren går rundt og man får lov til at nyde sin egen lille servering af varmende spilmagi. Ungerne skældte mig ud for ikke at tildele It Takes Two topkarakter sidste gang – denne fejl vil jeg ikke gentage. Find en du holder af, sæt jer ned sammen imens I deles om et smil i en verden der ikke uddeler alt for mange af disse for tiden. Et mesterværk inden for sin genre.