Steelrising er et nyt soulslike spil, som hverken opfinder den dybe tallerken eller gør noget unikt for at skille sig ud.

Velkommen Til Frankrig

Steelrising er en bizar, alternativ virkelighed, som foregår under den franske revolution, hvor Louis XVI har udslettet potentielle tronetilraner, ved hjælp af en horde af dødbringende robotter. I Steelrising spiller man som Aegis, en dansende robot, som er det sidste håb mod kongens mekaniske hær.

Spillets setting er mageløs, jeg er vil med bizar- og hjernevridende billedfortælling. F.eks. har alle robotter et design der er spundet op omkring gamle urværker, fra det 17. århundrede. Ens “chef” er Marie Antoinette – super mærkeligt, men sjovt – og hun sender Aegis ud på denne episke færd, for at gøre det af med kongens hær. Gennem den 17-20 timers lange kampagne regner man hurtigt ud hvad humlen er, ser klicheerne og glemmer at følge med – man ligger sågar mærke til, at spillet ikke er helt så godt poleret som man gerne kunne tænke sig.

Stemmeskuespillet er okay, men spæner til direkte pinligt, da de inkorporere franske fraser med det primære sprog, som er engelsk. Det er fjerner den mørke stemning som spillet prøver at opbygge, og jeg havde ret svært ved at tage de dybe scener seriøst.

Bli’ God

Da Steelrising er et soulslike, er sværhedsgraden forventelig – meget svær. Men i stedet for at give spilleren mulighed for en defineret sværhedsgrad, såsom Easy, Normal, Hard osv. Så har udviklerne implementeret en såkaldt “assistmode”, hvor man som spiller selv kan pille ved mængden af skade fjenderne giver, hvor meget liv og stamina Aegis skal have, og hvorvidt man taber sin in-game currency, når man dør.

Dette er super alsidigt, og giver virkelig spilleren mulighed for, at nørkle sig frem til en setting der passer til ens kunden. Problematikken ved dette er dog, at det føles som snyd, da spillet også lukker for achievements og trophies. På denne måde, følte jeg i hvert fald, at jeg snød mig selv. Det blev en hel del nemmere, men jeg blev frarøvet mine dyrebare trophies. Så det at denne funktion er der er fedt til dem der gerne vil have en chance fra starten, men ærgerligt da det bliver støttehjul der er svære at give slip på.

Derudover er der massere af rustninger og våben man kan finde på sin vej, såvel som side-quests, der låser op for flere områder og muligheder. Der er nogle sjove figurer mellem disse aktiviteter, såvel som referencer til eventyr. De våben Aegis kan pågribe sig, i sit arsenal mod kongens hær, er meget interessante, såsom en ildkugle på kæde. Der er tænkt ud af boksen og der er god bevægelighed mellem ens inventar af udslettende klinger.

Dog er det ikke noget der sætter sit præg på hukommelsen. Jo der er fede effekter og bevægelser, inspireret af dans, men det føles meget animatronisk. Jeg ved det er robotter, men det hele er meget stift og nærmest dovent.

Der er ikke meget at sige om Steelrising. Det er et middelmådigt soulslike RPG, sat i en tidsalder med skørt tøj på. Det nærmer sig ikke giganten som Souls serien, og det er ikke et spil man ligefrem husker meget fra, når man er færdig. Det er værd at prøve at give sig i kast med, hvis man gerne vil se et alternativt spin på det viktorianske Frankrig. Men så heller ikke mere.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægArtificial Island i opdatering 1.5 til Tower of Fantasy
Næste indlægSYNDUALITY er ny sci-fi shotter fra BANDAI NAMCO
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!
steelrising-anmeldelseSteelrising er et middelmådigt soulslike RPG, sat i en tidsalder med skørt tøj på. Det nærmer sig ikke titler som Souls-serien, og det er ikke et spil man ligefrem husker meget fra, når man er færdig med kampagnen. Det er dog værd at prøve at give sig i kast med, hvis man gerne vil se et alternativt spin på det viktorianske Frankrig. Men så heller ikke mere.