Towa er et roguelike-RPG, hvilket betyder, at spillet er bygget op omkring runs, lidt i stil med Hades eller The Binding of Isaac. Du styrer en af spillets otte vogtere eller Towa selv og kæmper dig gennem en række tilfældigt sammensatte rum, som altid ender med en bosskamp. Undervejs finder du power-ups kaldet Graces. De er også tilfældigt genereret og kan både øge din skade og give forskellige ændringer til dine angreb. Hvis du har prøvet andre action-roguelikes, vil det hele føles ret velkendt.
Forklaringen på spillets run-struktur er en smule speciel. Tidslinjen omkring Shinju Village er blevet rodet sammen, mens Towa og hendes vogtere forsøger at besejre den onde gud Magatsu. For at hele tidslinjen må du besejre Magatsus skabninger én efter én. Hver sejr gør tidslinjen lidt mere hel, og tiden springer fremad, når du gennemfører et run. Towa og hendes vogtere ældes ikke, men landsbyens folk gør, og derfor ser du dem udvikle sig mellem runs, mens du selv vender tilbage for at styrke figurerne og genopbygge byen.
Præsentationen i Towa and the Guardians of the Sacred Tree er rigtig god. Spillet har ikke de mest detaljerede modeller eller omgivelser, men det byder på flotte karakterillustrationer, farverige miljøer og et stemningsfuldt soundtrack fra Hitoshi Sakimoto. Jeg kan rigtig godt lide, hvordan spillet ser ud og lyder. Det eneste, jeg savnede, var lidt mere variation i kamparenaerne, da flere af dem føltes som palette-swaps.
Kampene minder om det, man kender fra andre isometriske actionspil. Hver figur kan bruge to forskellige sværd, som hver giver deres egne angreb. Man kan kun bruge ét sværd ad gangen, og holdbarheden falder, når det bruges. Derfor skal man jævnligt skifte mellem dem. Idéen er fin, men fordi sværdene straks bliver repareret, når man skifter frem og tilbage, endte jeg bare med at bruge mit yndlingsangreb og “dobbeltskifte” for at få fuld holdbarhed igen. Det gjorde kampene mere effektive, men også ensformige.
Det mest anderledes i kampsystemet er spillets dual-character system. Her styrer du en hovedfigur, kaldet Tsurugi, mens en sekundær figur, Kagura, støtter dig. Alle figurer kan udfylde begge roller, og du kan frit sammensætte dit hold. Desværre fungerer det ikke helt i praksis. Kagura bliver ofte ramt, når de følger efter dig, og deres magier føles sjældent lige så nyttige som Tsurugiens sværdangreb. Du kan tage kontrol over Kagura, men det ødelægger kampens flow, og jeg havde aldrig lyst til at bruge det.
En anden udfordring er antallet af figurer. Med otte vogtere plus Towa skulle der være masser af variation, men jeg fandt hurtigt en favorit i Shigen, en ninja-kat med stærke AoE-angreb. Fordi spillet er udfordrende, havde jeg ikke lyst til at eksperimentere med de andre, når jeg allerede havde fundet en spillestil, der virkede. Figurinteraktionerne sker mest under runs, så jeg lærte kun Shigen og Akazu rigtigt at kende, mens resten forblev anonyme.
Når man ikke er i kamp, tilbringer man tid i Shinju Village. Her kan man smede nye sværd i små minispil, opgradere stats i dojoen eller bygge nye bygninger, der giver fordele i kamp. Alt dette er en del af spillets permanente progression. Det betyder, at et mislykket run aldrig føles helt spildt. Du kan også tilpasse sværdenes udseende, men fordi kameraet er så langt væk, giver det ikke rigtig noget at bruge tid på.Noget af det bedste ved Towa er at se landsbyen udvikle sig over tid. Du oplever, hvordan NPC’er vokser op, tager nye roller og fører traditioner videre, mens Towa selv forbliver den samme. En lærling i dojoen bliver bedre end sin mester. En familie af kokke forfiner opskrifter gennem generationer. En skolepige vokser op og bliver lærer. Det skaber en fin og intim fortælling, hvor fokus er på mennesker og arv fremfor store, verdensomspændende konflikter.
Til gengæld er den overordnede historie ret flad. Magatsu er bare en ond gud uden personlighed eller dybde, og slutningen føltes som en skuffelse. Efter 25 timer med spillet sad jeg tilbage med en blandet fornemmelse. Jeg fortryder ikke tiden, men Towa er aldrig bedre end et solidt, gennemsnitligt roguelike-actionspil.Præsentationen og NPC-fortællingerne er spillets stærkeste sider, men kampene, systemerne og historien efterlader for meget at ønske.
Towa and the Guardians of the Sacred Tree er et flot og charmerende spil, der brillerer med sin præsentation og udviklingen af Shinju Village. Men det mangler dybde i kampene, og historien løfter sig aldrig. Jeg havde det sjovt undervejs, men sidder tilbage med en oplevelse, der føles mere middelmådig end mindeværdig.
Kode suppleret af udvikler og anmeldt på PS5