Anmeldelse: Mass Effect 3

Bioware’s Mass Effect serie er blandt de bedst omtalte spilserier i denne hardware generation. 3’eren markerer enden på en nærmest genredefinerende trilogi og der har været skyhøje forventninger til afslutningen på Shepards historie. Vi har forsøgt at lægge forventningerne i skuffen og kommer her med vores uforbeholdne mening om det sidste kapitel i sagaen.

Den mest velbevarede og grusomme hemmelighed i universet er kommet frem i lyset. For næsten halvtreds tusinde år siden forsvandt universets mest fremskredne race, ”The Protheans”, som dug for solen uden forklaring. Efter at have fundet ældgammelt men højt udviklet teknologi, som stammer fra The Protheans, lærer Shepard den forfærdelige hemmelighed bag deres forsvinden. Hvert halvtreds tusinde år vender en kynisk og ultra højteknologisk race, kaldet ”The Reapers”, tilbage fra en ukendt del af universet og høster alt civiliseret liv, for derefter at forsvinde sporløst og starte cyklussen forfra. Menneskeracen er stadig ung og uprøvet i interplanetariske sammenhænge og ingen vil tro Shepard, før The Reapers pludselig fejer gennem galaksen som græshopper, og fjerner alt på deres vej. Da ondskaben pludselig lander på jorden, drager Shepard ud i et sidste desperat forsøg på at mobilisere racerne og redde galaksens befolkning fra den sikre udryddelse.

Mass Effect 3’s største bedrift er samtidigt en akilleshæl. Historien er fantastisk, selvom den ikke helt er på højde med 2’erens, men vil slet ikke give mening for dem som først kommer med nu. Det er en skam, for man har brugt ressourcer på mere action, for lige netop at lokke nye spillere til. Omvendt har man tilføjet en ny sværhedsgrad, som skærer det svære action fra, så man kan læne sig tilbage og kun spille historien. Det er enormt tilfredsstillende at opleve, at ens beslutninger fra de tidligere spil har så stor betydning for handlingen, og den fornemmelse af ejerskab over historien finder man simpelthen ikke andre steder. Det kan føles som en gammel klassefest når man gang på gang tilfældigvis render ind i ens tidligere holdkammerater, men modsat virkeligheden, er det interessante personligheder og spændende at følge deres færd. Din quest-log er stadig et virvar af halvt beskrevne opgaver og destinationer, ligesom måden du får flere af disse på er skuffende. Oftest går man forbi en af de mange stillestående NPC’er som er midt i en samtale og vupti, så skal man pludselig ud og finde et filter til en kaffemaskine, midt i kampen om galaksen.

Som sagt er der mere action at finde i denne omgang. Nærkamp er forbedret, men mangler stadig det sidste for ikke at føles lidt kluntet. Resten af actionen føles strammere end forgængeren, dog uden så stort et spring som det var tilfældet fra 1’eren til 2’eren. Cover-systemet er heller ikke helt perfekt endnu. For eksempel bliver din reload afbrudt hvis du forlader dækning mens animationen kører og det er svært at bedømme hvor tæt man skal være på en mur, før man hopper ind bag den. Dine teammates intelligens er forbedret en smule, men det hænder alligevel at de stikker næsen frem hvor den ikke hører til. Når alt kommer til alt er det stadig en udsøgt fornøjelse at slås og især de forskellige evner komplimenterer hinanden godt. Våbnene kan nu udstyres med 2 dimser ad gangen, som for eksempel forbedrer vægten, sigtet eller styrken – lidt som i 1’eren, men selvom det er mere strømlinet bliver det stadig lidt for omstændigt til min smag. Med Kinect kan du bruge stemmestyring til dine holdkammeraters evner eller i samtaler, men selvom det er ganske pålideligt, havde jeg tendens til at bruge controlleren mere – ikke mindst fordi man så kan pause actionen, imens man beslutter hvad man skal gøre. Man fordyber sig nok lidt mere end hvad sundt er, hvis man har lyst til at råbe svarmulighederne i samtalerne.
Man samler stadig sine ressourcer i rummet, denne gang ved at scanne planeterne mens man suser rundt i sit skib. Scanner man for meget i et Reaper-kontrolleret område så kommer de efter dig, men da spillet gemmer automatisk hver gang man skifter system, er der ingen konsekvens ved at blive fanget. Det er underudviklet, som om det er klasket sammen i sidste øjeblik, og skuffer endnu mere end i de foregående titler.

Der er co-op multiplayer som er tilsvarende horde-mode, hvor man er oppe mod 10 bølger af modstandere i et par forskellige modes, nogle gange med objectives undervejs. Man kan købe ting som kun kan bruges en gang og ellers optjene krigsressourcer til kampagne delen af spillet. Det er skægt at styre de andre racer, men ikke noget der vil holde så længe og kræfterne havde efter min mening været bedre brugt på, at forbedre sidemissionerne i kampagnen i stedet. Multiplayer trenden rammer lidt skævt her, i sidste ombæring af et franchise som er skabt og elsket, netop for dets singleplayer kampagne.

Spillet byder på mange flotte og forskellige områder. For eksempel får man omsider Quarians tabte hjemplanet at se, men de fantastiske byer fra 2’eren er udeladt så man må tage til takke med The Citadel. Banedesignet er fantasifuldt men lineært, hvor flere af de åbne områder tydeligvis er lavet med multiplayer for øje. På Xbox 360 er det er stadig teknisk flot, især i kampsituationerne, men havde gavnet af motion capture, bedre lip-sync og skarpere ansigtsanimationer, da halvdelen af tiden går med samtaler. De er til gengæld stadig båret af kompetente og oplagte stemmeskuespillere, som man efterhånden har fået et tilhørsforhold til.

Klippet kan indeholde mindre spoilers!
http://www.youtube.com/watch?v=DCQekpa6s0k

Jeg har brugt meget tid på at fortælle om de skuffende dele af spillet, men de driller kun sanserne fordi potentialet er så meget større end slutresultatet. Mass Effect kunne have været serien der definerede denne konsolgeneration og det kan stadig diskuteres om det er tilfældet. Det skulle bare ikke have været til diskussion. Efter min mening er det stadig den bedste oplevelse siden konsollerne overgik til HD og er du en af dem der til tider kigger op på stjernerne og drømmer dig til en fjern planet, må du ikke snyde dig selv for Mass Effects fantastiske univers.