Efter skuffelsen med treeren og en katastrofal filmatisering er Gearbox tilbage med Borderlands 4 – et kaotisk skydespil, der kombinerer stramt gunplay, nye Vault Hunters og en mørkere fortælling i seriens mest åbne verden til dato.
Jeg har fulgt Borderlands-serien helt fra begyndelsen. De cel-shadede skudorgier, den konstante jagt på våben og den fandenivoldske tone var noget, jeg forelskede mig i, da det første spil ramte for over et årti siden. Men for at være ærlig: Borderlands 3 var for mig et decideret lavpunkt. Humoren var påtaget og flad, banedesignet kedsommeligt, og selvom våbenmangfoldigheden stadig var til stede, føltes det hele som en tom gentagelse. Da jeg ovenikøbet sad igennem den mildest talt forfærdelige Borderlands-film, var mine forventninger til Borderlands 4 helt i bund.
Måske netop derfor føles det som en forløsning at kunne sige, at Borderlands 4 langt hen ad vejen er en succes. Gunplayet er seriens bedste til dato – stramt, præcist og med en tyngde, der gør selv de mest absurde våben tilfredsstillende at affyre. Og variationen er stadig intakt. Det ene øjeblik finder man en SMG, der føles som en trofast ven, det næste falder man over en pistol, der åbner helt nye muligheder og pludselig ændrer hele ens spillestil. Den konstante strøm af loot gør, at man aldrig falder i rutine, men hele tiden presses til at eksperimentere.
Historien er ikke ligefrem storslået epik, men den er et klart skridt frem i forhold til forgængeren. Den er mørkere, mere fokuseret og har enkelte missioner, der brænder sig fast – blandt andet fordi de fire nye Vault Hunters komplimenterer hinanden så godt. Uanset hvilken klasse man vælger, virker de alle tiltalende, og spillets intro – på klassisk Borderlands 2-manér – sørger for at sætte tonen, give et glimt af deres evner og bygge forventningerne op. Det gør, at man faktisk har lyst til at spille flere gennemførsler bare for at prøve de andre. Hver Vault Hunter har unikke evner og personligheder, der supplerer hinanden godt. Vex, kendt som Siren, har en kompleks fortid præget af sin opvækst og Siren-kræfter. Rafa er en Exo-Soldier, der er afhængig af sin exo-dragt efter en fortid som soldat for Tediore. Harlowe er en Gravitar og tidligere Maliwan-forsker med en passion for livet, mens Amon, en Forgeknight, voksede op i en Vault-monster-kult, som blev udslettet af selve monsteret.
Hovedskurken, The Timekeeper, er en interessant figur. Han fungerer både som et skræmmende modstykke til de mere gakkede sidekarakterer og som en reel trussel. Desværre bruges han ikke helt nok gennem spillet, hvilket gør, at hans potentiale ikke bliver fuldt udnyttet. Men når han endelig træder frem, skaber han nogle mindeværdige øjeblikke.
Borderlands 4 tager også et vigtigt skridt ved at åbne verdenen mere op. Hvor man tidligere fulgte en forholdsvis lineær struktur, kan man nu tackle missioner og områder i den rækkefølge, man har lyst. Det giver en langt større følelse af frihed, og spillet belønner ofte ens nysgerrighed med spøjse sidehistorier, små bidder af baggrundsfortælling og – naturligvis – endnu flere obskure våben. Sammen med det nye bevægelsessystem, hvor man kan glide og svinge sig gennem slagmarkerne med grappling-hook, føles spillet både mere organisk og mere dynamisk end tidligere.
Boss-kampene fortjener også et særligt skulderklap. De er store, spektakulære opgør, hvor man ikke kan slippe afsted med blot at hamre på aftrækkeren. Man må bruge hele sit arsenal, sin mobilitet og tænke taktisk. Det er netop her, Borderlands 4 rammer den perfekte blanding af kaotisk skydespil og velfungerende design.
Teknisk set kører spillet på Unreal Engine 5, og det kunne i princippet være et tveægget sværd. Motoren har ry for at være lidt hit-and-miss, men her er det cel-shadede udtryk et solidt kort på hånden. Den grafiske stil forbliver frisk, skarp og farverig, og Unreal 5 giver dybde til lyssætning og effekter, der gør eksplosioner og våbenild ekstra tilfredsstillende. Der er dog et men: især under couch-coop-sessioner kan det hele begynde at halte lidt, hvor billedhastigheden dykker en smule. Det er ikke ødelæggende, men mærkbart. Lydsiden leverer til gengæld varen hele vejen igennem. Våbnene brager med tyngde, musikken pumper med energi i boss-kampene, og selv de mere rolige øjeblikke får stemning gennem stemningsfulde baggrundslyde.
Og ja – Claptrap er tilbage. Heldigvis i en afmålt dosis. Hans småkommentarer og absurde indfald giver præcis den rigtige mængde humor, uden at han tager overhånd eller bliver en parodi på sig selv. Det føles som en fin balance mellem det velkendte og det nye.
Men der, hvor spillet virkelig rammer et hjertepunkt, er i co-op. Ikke nok med at man kan spille fire spillere sammen online, så er der stadig plads til den gode gamle couch-coop. Det var en fornøjelse at sidde med min søn, mens vi spyttede kugler, eder og forbandelser ud i stuen – præcis som Borderlands er tænkt: kaotisk, sjovt og uforudsigeligt. Det er ekstra lækkert, at spillet dynamisk tilpasser fjenderne til de enkelte spilleres niveau, så alle kan få en fair oplevelse. Selv hvis der er stor forskel på levels, sørger spillet elegant for at jævne forskellen ud, så ingen hægtes af. Det gør co-op til en af spillets helt store styrker, både for hardcore-fans og nye spillere.
Borderlands 4 er ikke et perfekt spil. Humoren kan stadig halte, og narrativet vil næppe blive skrevet ind i spilmediets kanon. Men som skydespil og som revitalisering af serien er det en triumf. Efter skuffelsen med treeren og det makværk af en film havde jeg næsten afskrevet serien. Nu er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. Borderlands 4 viser, at der stadig er liv i den cel-shadede galskab – og at Gearbox stadig kan levere, når de husker, hvad det hele handler om: vanvittige våben, adrenalinpumpende kampe og en verden, der hele tiden lokker én videre til næste konfrontation.
Tak til 2K Games for at gøre denne anmeldelse mulig.