Vi har fået sagt farvel til 2019 og når tømmermændene er helt væk i starten af næste uge, så er vi klar til at tage hul på et helt nyt årti. Nå ja for det matematiske pernittengryn så starter det nye årti først når vi træder ind i 2021. Jeg ser stadig skiftet fra 10’erne til 20’erne som et skifte til et nyt årti. Matematiskt korrekt eller ej. Hvad er der så sket i gaming verdenen i de seneste 10 år?

10 års tilbageblik

Kigger vi på spilsiden så har det været masser af store oplevelser. Det er umuligt at komme omkring dem alle. Det kommer også meget an på hvad du selv har af interesse om du synes det har været blandt dine bedste oplevelser. Skal succes så måles i antal solgte eksemplarer, omsætning, fleste spillere eller det samlede antal timer som er brugt på spillet? Jeg har valgt at kigge bredt og valgt nogle af dem jeg synes repræsenterer de seneste 10 år.

Grand Theft Auto V (2013)

Ud over stadigt at være super populært så er Rockstars GTA V også et af de bedst sælgende spil nogen sinde. Det har omsat for mere end 40 milliarder kroner. Det er en simulator hvor du giver den gas som kriminel i en åben verden. Hvis du er mere til et western tema og mere RPG så er Read Dead Redemption 2 også et af de store hits fra Rockstar.

The Elder Scrolls V: Skyrim (2011)

I en helt anden genre er The Elder Scrolls V Skyrim. Det er i min optik ikke det bedste i serien. Det hævede standarden for hvad du kunne forvente af Role Playing Games (RPG’ere). Skyrim var det første RPG hvor du frit kunne vælge din spillestil. Ville du snige dig rundt var det en mulighed eller du kunne gå fuldstændig bersærk. Valget er dit. Der er senere kommet udvidelserne Oblivion og Morrowind mens Elder Scrolls har udviklet sig til The Elder Scrolls Online eller ESO.

Spec Ops: The Line (2012)

På overfladen ligner Spec Ops: The Line den traditionelle first person shooter (FPS) baseret på en militær indsats i et land med meget sand. Det er så meget mere end det. Her bliver du som spiller konfronteret med valg der viser det grusomme og voldelige ved militære indsatser for at ”demokratisere” andre lande. Jeg har aldrig oplevet at et spil på tilsvarende måde har vurderet og dømt mig på mine handlinger.

Pokémon GO (2016)

Det første velfungerende og underholdende Augmented Reality (AR) eller forstærket virkeligheds spil som dukkede op. Niantic lavede et øjeblikkeligt hit med Pokémon GO hvor du på din mobil kom så tæt på at være en Pokémon træner som muligt. I hele verden travede spillere rundt med blikket fast rettet mod deres mobil for at finde og fange den næste Pokémon. Niantic har fulgt succesen op med Harry Potter Wizards Unite.

Fortnite (2017)

PlayerUnknown’s Battleground var det første spil som for alvor satte gang i Battle Royale genren. Fortnite tog det skridtet videre og gjorde Battle Royale til et kulturelt fænomen. Det blev også lanceret som free-2-play og indtægterne fra de mange forskellige kosmetiske genstande gjorde Epic Games i stand til at lave sin helt egen distributions platform Epic Games Store. Det har fremkaldt angst hos mange forældre fordi deres børn virkede afhængige. Ja ja da. Det kan så være at de bekymrede forældre skulle prøve at lægge deres mobil og tablet væk for at foregå med et godt eksempel.

Portal 2 (2011)

Der er en særlig tilfredsstillelse ved at løse gåder og opgaver ikke mindst i et spil. Gåder er en stor del af rigtigt mange spil og Valve skabte med Portal 2 et spil alene med gåder samtidig med en fængslende historie. Det er stadig blandt gamere et kultur fænomen og skurken GLaDOS er stadig blandt de bedste karakterer i et spil. Siden Portal 2 har Valve alene koncentreret sig om deres distributionsplatform Steam. Den tjener de også rigtig godt på. Vi håber stadig på et Half-Life 3 ikke bare en VR titel som Alyx.

The Legend of Zelda: Breath of the Wild (2017)

Det er umuligt at komme uden om Nintendo. De sætter på mange områder retningen for gaming samtidig med at de kommer med det ene fantastiske spil efter det andet. Der tales meget om Killer App som den app eller det spil som tager alle med storm. Det gjorde Breath of the Wild. Her viser Nintendo at lineære historier ikke er den eneste måde at lave spil på. Du kan selv udforske Hyrule og dermed skabe dit eget eventyr.

The Witcher 3: Wild Hunt (2015)

CD Project Red har skabt en enestående og varieret verden i The Witcher 3. Der er masser af skæbner og personer som kan holde din interesse fanget mens du langsomt suges ind i den fantastiske verden skabet af den polske forfatter Andrzej Sapkowski. Så hjælper det alt sammen at helten Geralt of Rivia ser rigtigt godt ud i et badekar. The Witcher er nu blevet til en serie som vises på Netflix og det har skabt fornyet interesse i spillet.

The Last of Us (2013)

Naughty Dog har altid været gode for en rutsjebanetur af en historie. I The Last of Us leverer Naughty Dog en historie som er noget nær det perfekte. Der er kærlighed, tab, storslåede scener, en fascinerede verden drevet af en historie som drejer sig om menneskehedens overlevelse. Det er stadig den målestok jeg anvender for andre spil hvor det er fortællingen som er det bærende. Har du aldrig være på tur med Joel og Ellie så vil jeg anbefale rejsen.

Disco Elysium (2019)

Lige inden 2019 rindende ud fik vi fornøjelse af Disco Elysium. Meget passende starter spillet med at du vågner op på et hotel værelse med de værste tømmermænd i mands minde. Du husker hverken hvem du er eller hvor du kommer fra. Det du ved er at politi på hotellet er i gang med at opklare en forbrydelse. Disco Elysium genopfrisker hvad alle gamere godt ved: Gennem spil kan en historie formidles i en helt unik udtryksform.

Det var de spil jeg havde valgt at fremhæve fra de seneste ti år. Der er rigtigt mange andre som jeg også kunne have valgt at tage med. Det kunne være: Dark Souls (2011), Mass Effect 2 (2010), Metal Gear Solid V: The Phantom Pain (2015), Divinity Original Sin 2 (2017), Journey (2015), No Man’s Sky (2016); God of War (2018), Super Mario Odyssey (2017), Mario Kart 8 (2014), Doom (2016), Stardew Valley (2016), Cuphead (2017), Alan Wake (2010), Batman: Arkham City (2011), Limbo (2010), The Outer Worlds (2019), Resident Evil 2 Remake (2019), Ace Combat Skies Unknown (2019), Counter-Strike; Global Offensive (2012), Nier: Automata (2017), Middle-Earth: Shadow of Mordor (2014), Tomb Raider (2013), Death Stranding (2019), Assassin’s Creed IV: Black Flag (2013), Call of Duty (2010-2019) og HITMAN 2 (2018). Bare for (igen) at nævne nogle få og undskyld til alle de spil jeg ikke har fået nævnt. Der har været masser af gode oplevelser gennem de seneste 10 år.

Politik og penge i gaming

Gaming er i stigende grad blevet en politisk slagmark gennem det seneste årti. Når forskellige bevægelser er på fremmarch, så øjner mange virksomheder ekstra forretningsmuligheder. Hvis det skal gøres helt rigtigt så laves en politik i form af Corporate Social Responsibility eller CSR. Det er en fælles betegnelse for den etik og moral som en virksomhed drives efter. CSR skal integreres i virksomhedens forretningsmodel for at virke. Vi har set at (også) gaming industrien bruger CSR som en meningsløs gestus. Her står Blilzzard som et lysende eksempel på hvor galt det kan gå. Da eSports udøveren Blitzchung (Chung Ng Wai) afsluttede et pressemøde med ordene ”Liberate Hong Kong, revolution of our age”, blev han både bandlyst fra Hearthstone i et år og frataget præmien fra turneringen på $3000. Blizzard har også fjernet alle digitale spor fra deres officielle sider.

Der er en helt åbenlys årsag til at Activision Blizzard ikke synes det er en god idé at fornærme Kina og Kinas interesser uanset hvad deres Code of Conduct siger. Når kinesiske Tencent ejer 5% af Activision og har udviklet Call of Duty Mobile så er det én grund. Desuden øjner Activisions ledelse og aktionærer det enorme kinesiske spilmarked der skal sikre en større indtjening og dermed endnu større bonusudbetalinger. Menneskerettigheder, CRS og alt andet følelsesmæssigt bavl må altid vige pladsen for Dollars. Det er ikke let at være Robert A. Kotick og udnævnt til at være blandt de 100 mest overbetalte direktører i verden.

Det kaldes for whitewashing når man koordineret forsøger at skjule ubehagelige fakta specielt i en politisk sammenhæng. (Ikke at forveksle med den betydning hvor hvide anvendes til at spille roller for farvede personer.) Det er ikke bare virksomheder som udøver denne praksis. Der er lande der udnytter den ubændige grådighed til at får deres intolerante diktatur til at fremstå i et rosenrødt tåget skær. FIFA har valgt at accepterer bestikkelse for afholde 2022 FIFA World Cup i diktaturet Qatar hvor slaver bygger infrastrukturen. Her i Danmark er vi hoppet med på vognen i form af Blast Pro Series finalen som blev afholdt i Bahrain. Robbie Douck der er direktør for RFRSH mente ellers at ”det gæstfrie Bahrain med den store fanskare var det perfekte sted for finalen”. Jeg er helt sikker på at det mest perfekte var mængden af penge som på magisk vis fandt vej til Hr. Douck bankkonto.

Har disse sager har haft nogen mærkbar effekt på de respektive brands og deres omsætning? Nej ikke et hammerslag. Uanset mængden af krænkede Internet krigere på Twitter og andre sociale medier som forsøger at skabe en boykot, så har det ingen mærkbar effekt. Bare rolig Blizzard og RFSH. I er ikke de eneste. Nintendo fik også på puklen for Pokémon Sword and Shield som blev det Switch spil der solgte flest eksemplarer over korteste tid. Og få mig nu ikke startet med EA’s ”surprise mechanics” aka lootbokse. Hele industrien lider under sygdommen Ship First Fix Later. I den virklige verden kaldes dette en alibi aflevering. Det er bare ikke godt nok.

Jeg synes det er naturligt at der ikke forskelsbehandles på baggrund af køn, seksualitet, politisk overbevisning, hudfarve, alder eller noget andet for dens sags skyld. Jeg synes også, at man som virksomhed har en forpligtelse til at foregå med et godt eksempel så bl.a. menneskerettigheder overholdes. Sport og politik er to sider af samme sag. Derfor er det en illusion at tro spil og gaming ikke også er politik. Det bliver bare mere tydeligt når der er flere penge på spil. Hvis du vil gøre en forskel så kræver det andet og mere end at være krænket på Twitter og Facebook. Dem er der nemlig rigeligt af.

Den korte udgave er at gaming i den grad er blevet ’big business’. Hvis du synes det her var for langs så har jeg følgende ordveksling som er i en lettere tone.

Den modne mand, vi kunne kalde ham Jan, havde en yngre velformet kvinde som borddame. På et tidspunkt læner Jan sig diskret over og visker: ”Ville du gå i seng med mig for en million kroner?” Kvinden rødmer forlegent, kigger ned og svarer ”Ja gerne”. Jan hvisker tilbage ”Hvad så for 500 kroner?” Kvinden skyder næsen i sky og svarere tydeligt fornærmet: ”Din gamle gris. Hvad tror du jeg er?” Den ældre sexede medborger: ”Det har vi fundet ud af. Nu taler vi pris”.

Etik og moral koster når alt andet er til salg. Har du en anden morale af den lille historie er du velkommen til at dele.

Hvad venter os de kommende 10 år?

Det er svært at spå – Specielt om fremtiden. Der er så nogle ting som er givet. Ifølge analysebureauet Newzoo så er vi ca. 2,5 milliarder gamere på verdensplan. Vi skaber en omsætning på 150 milliarder Dollars eller ca. 1.000 milliarder danske kroner. 45% stammer fra mobilmarkedet, 23% kommer fra PC og de sidste 32% kommer fra konsoller. Hvis du er til unyttig paratviden om gaming og spil så check lige den her: https://www.gamingscan.com/gaming-statistics/ som præsenterer statistik fra forskellige kilder på en let fordøjelig måde. Derfor kan jeg uden at større risiko forudsige, at der også de kommende år kommer masser af nye spiloplevelser uanset hvilken platform eller platforme du foretrækker. Både Microsoft og Sony har allerede annonceret, at der sidst på året kommer en ny generation af konsoller. Inden da så kommer Cyberpunk 2077 og det er uden tvivl et af de både mest ventede men også mest hypede titler i nyere tid. Men hvad med ting som så ikke lige er annonceret?

Redaktøren gætter igennem…

Jeg ser at interessen for Fortnite kommer til at dale de kommende år. Alene ud fra at en større del af spillerbasen bliver ældre mens der ikke kommer lige så mange nye spillere ind. Cloud gaming som f.eks. Stadia ligger stadig flere år ude i fremtiden. I det forgangne årti så lukkende og slukkede OnLive i 2011. Da der var mest tiltro til konceptet havde OnLive en værdi på 1,8 milliarder Dollars. Selvom cloud gaming har lange udsigter forudsiger jeg at Amazon også træder ind på scenen. Alene fordi de har samme tekniske base som Google. Jeg ser at Nintendo (igen) kommer til at overraske alle. Her er jeg lidt splittet. Det kan være en Nintendo Switch Pro med 4K og mere lager eller det kan være en Game Boy Classic. Det kan også være begge dele. Hvis ingen af disse to forudsigelser kommer til at holdes stik så håber jeg Pocket bliver til noget. Jeg ser også at PC, Xbox og PlayStation får mere cross play som vi har set det med Call of Duty Modern Warfare 2019.

Jeg satser hele butikken til sidst. Den helt vilde forudsigelse vil være at Sony overtager Xbox Live. Dette kunne ligge i kortende da PlayStation Network nu bliver afviklet i Microsoft Azure. Det vil være meget underligt at støtte konkurrenten med mindre der er en større plan sat i værk. Det bliver nok ikke næste år men inden for det kommende årti. Microsoft har stille men sikkert flyttet alt til Windows så bliver Xbox One X (eller Xbox Sex som den er døbt) den sidste konsol fra Microsoft?

Uanset hvad der går i opfyldelse så kommer der i 2020 flere spil end i 2019. Både gode og dårlige. Du kan altid regne med at hele holdet bag GamersLounge er klar til at give dig et perspektiv når en ny titel lander.

Med ønsket om et Godt Gaming År fra David, Mikkel, Jakob, Jonas og Jan. Tak fordi du kiggende med i 2019.