Doom The Dark Ages rammer 15. maj og vi har været på rundtur i Helvede gennem den seneste uge på PlayStation 5 Pro. Jeg husker tilbage, da jeg sad alene i mørket på GamesCom og kæmpede mig gennem demoen for genstarten af franchises Doom fra 2016. Det var svært. Gameplay var anderledes og nye spilmekanikker som Glory Kills skulle anvendes for at overleve. Det var ikke længere nok bare at løbe rundt. Det er den samme indlæringskurve jeg i forårets tusmørke har oplevet gennem med Doom The Dark Ages. Denne gang komfortabel i chaiselongen foran fjernsynet.
Doom The Dark Ages er også en helt ny historie med Slayer som endnu engang skal hjælpe menneskeheden mod at bliver overrendt af Horderne fra Helvede. Dark Ages bibeholder det grafiske udtryk og de mange forskellige fjender i nye og stadig genkendelige former. Der er selvfølgelig også kommet nye til og specielt bosskampene er blevet noget mere intense. Her kommer to nyskabelser også virkeligt til sin ret. Du har som Slayer mulighed for at styre den enorme Atlan mech hvor du deler øretæver ud til at den ene dæmon efter den anden. Når alt andet fejler bruger dit gatling maskinkanon til at tynde ud i rækkerne af djævle. Skal du hurtige rundt så er din kybernetiske drage en fornøjelse med masser af ekstra energi og manøvredygtighed. Ja det kan være at Dark Ages leder tanker hen på middelalderen, så er det i en parallel tekno-middelalder. Det er fedt.
Da gameplay og dermed kampsystemet blevet opdateret i 2016 så jeg det som en naturlig udvikling i et univers som spilplatformene endeligt kunne understøtte. Det samme gør sig gældende med denne evolution af mekanikken i Doom. Doom The Dark Ages er stadig en shooter hvor du konstant skal bevæge dig for ikke at blive smadret ud af banen. Den del har ikke ændret sig. Set i forhold til 2016 udgaven har du med skjoldet yderligere mulighed at parrer angreb. Det er gjort muligt ved at dæmonerne angriber med nogle langsommere og noget kraftigere projektiler eller energier. De grønne energiprojektiler kan reflekteres med skjoldet så de giver lige så stor skade på fjenden som på dig. Det giver en anderledes dybde til kampene hvor du nu skal skifte mellem forsvar med skjoldet, skyde med det sædvanlige store arsenal som du opbygger undervejs og gå i nærkamp med din stålhandske. Senere får du også en morgenstjerne. Alt opgraderes på din rejse så du bliver den mest dødbringende Slayer til dato.
Du har 22 afsnit som du skal kæmpe dig igennem. De første er klassisk Doom i ders struktur. Det betyder at området er lineært med nogle få afstikkere hvor du kan finde hemmelige områder. Jeg vil anbefale at du anvender kortet ofte hvis du, som mig, skal have hele banen støvsuget for genstande. Du skal også bruge nogle af de skjulte genstande til at opgraderer dine våben og skjoldet. Der er nogle områder som kan være en udfordring så kig rundt og se om der er elementer oppe hvor du kan kravle eller vand du kan dykke ned i for at komme til det hemmelige område. Jeg synes kortet er et velfungerende element, så du kan holde fokus på de ting som du skal bruge. Ikke bare løbe rundt og skyde formålsløst på ting i håbet om at det afslører et eller andet. Jeg nyder de små klaustrofobiske områder. De er fede. Der er så en del af fjenderne som først kommer til sin ret når du kommer ud i de store åbne områder. Det er selvfølgelig opgaver du skal løse for at få adgang til nogle lukkede steder. Det kræver for det mest at du nedkæmper et område med mange fjender og en speciel sejlivet miniboss. De kampe er intense. Skjoldet er blevet flittigt brugt både til at lukke afstand mellem en fjende og mig, eller ved at kaste skjoldet så det borer sig ind og giver skade med kæden som er rundt om skjoldets kant.
Jeg har spillet på sværhedsgraden Ultra-Violent og den passer godt til mit ambitionsniveau. I de mere krævende kampe dør jeg ofte og starter så forfra fra seneste checkpoint. Du kan samle de klassiske genoplivningspoletter som jeg vælger at bruge til de minibosskampe hvor jeg bare ikke magter at skulle rydde et helt område igen. I modsætning til de ting du finder i hemmelige områder, så forsvinder poletterne til genoplivning når du genstarter et checkpoint. På PlayStation 5 Pro, som jeg har spillet på, så er der stor set ikke load tider. Når du er uigenkaldeligt død så er det et par hurtige tryk og så er du i gang igen. Godt nok fra seneste checkpunk men uden at jeg kan sidde og bande over, at jeg (igen) var enten for aggressiv i nærkamp eller for optimistisk omkring egne evner. Hele oplevelsen er flydende – selv når der sker virkeligt meget. Lydsiden er som sædvanligt hårdtpumpet og passer til oplevelse.
Doom The Dark Ages er en shooter hvor du aldrig keder dig. De mange våben, det nye skjold med kædesav og fede glory kills, den destruktive Atlan mech hvor du i Godzilla-stil knuser alt og missionerne på drageryg. Der er endda smidt nogle sektioner ind hvor du står bag en fastmonteret maskinkanon for at nedkæmpe horder af dæmoner. Det afvikles flydende på PlayStation 5 Pro og der er også understøttelse af DualSense haptisk feedback. Doom The Dark Ages er enestående. Det er endnu bedre end Doom fra 2016 og Eternal. Detr er sjældent jeg i denne grad er blevet udfordret og underholdt.
Velkommen til helvede. Rip & Tear, Slayers -Rip & Tear!
