Svenske Hazelight inviterer til parterapi i et fantasifuldt sammensurium af platform samt minispil, der har et varmt bankende hjerte i sit centrum. Vi har siddet klinet til skærmen i uforfalsket fryd. 

Vi blev jo tidligere inviteret på en lille online gennemgang af Hazelights nyeste afkom. Her blev chefredaktøren efterladt pænt fornøjet af såvel instruktør Josef Fares som af den tid han fik lov til at opholde sig i spillets magiske univers. It Takes Two er et helt naturligt videre skridt i selskabets udvikling:  Spiren kom fra Brothers: A Tale of Two Sons, den voksede under EA’s vinger med A Way Out og blomstrer nu i It Takes Two.

Fællestrækket ved holdets titler indtil nu har været en dedikation til coop (samarbejde). Spil hvor det ikke er en kuriositet, som er smækket på, men i stedet er et fortællemæssigt tilvalg fra starten. Det er i It Takes Two tydeligt, at de både har fået et større budget at arbejde med men også – måske vigtigere – har fået plads til at styre spillet i sin egen retning.

Omdrejningspunktet er en lille familie. På overfladen idyllisk i deres naturomgivne farveladeglade hus med deres datter Rose. Gnisten er dog slukket og erstattet af løftede fingre og smældende ord: Bruddet lurer lige om hjørnet. Lidt pigetårer, voodoo og ikke mindst spilmagi, og puf så er de to voksne forvandlede til dukker. Faderen Cody er en jovial, kluntet lerfigur og moderen May en atletisk, skarp træfigur. Allieret med en parterapibog iført spansk accent og firskåren hage går jagten efter datteren, selverkendelse og forhåbentlig også tilgivelse.

Nærmest fra første sekund emmer oplevelsen af dedikation. Følelsen med de to hovedpersoner føles bare rigtigt, og der er tydeligvis lagt en masse arbejde ned i at gøre dem unikke hver for sig. Det selvfølgelig både ved at give dem dedikerede ”evner” i løbet af spillet, men lige så meget ved at hælde en masse kærlighed ned i deres individuelle animationer. Temaet er selvfølgelig åbenlyst, og bliver banket ned lige så hårdt som med det hammerhoved May tidligt samler op: Hver for sig er de stærke, men når de arbejder sammen så løftes forholdet til noget større.

På overfladen er It Takes Two et platformsspil, men under dette gemmer der sig en masse delkonklusioner. Først og fremmest har Hazelight taget en aktiv beslutning om at bringe en meget lineær fortælling. Her er ingen muligheder for at strejfe rundt, ingen hubs og ingen lange rækker af evnetræer. I stedet har man fokuseret fuldt ud på baneopbygningen, hvor hvert område oftest er en lille gåde i sig selv og kræver man udnytter og kombinerer sine evner.

Som et eksempel kan nævnes at Cody på et tidspunkt får en pumpe, der skyder med harpiks, mens Mary får et gevær, der skyder med tændstikker. Cody kan skyde på ting, og dermed vægte tingene ned med den klæbrige substans. May på den anden side kan antænde det med sine tændstikker. Det er ikke ligefrem raketvidenskab, men det er en rigtig fin præmis, som lægger grobund for en masse sjov platformsmanipulation. Pludselig bliver det hele vendt på hovedet og man suser afsted på vandet i en interimistisk flåde. Nu benyttes Codys pumpe som fremdrift imens Mary har travlt med at benytte sin skyder til at rydde vejen.

En af de ting som imponerede mig mest, var hvor afvekslende det hele er. Generelt fungerer spillet ved, at man samler en ny evne op. Herefter lærer man hvordan man skal benytte den inden det hele bliver orkestreret op i en større bossfinale hvor alle enkeltdelene spiller sammen. Herefter går tempoet ofte lidt ned og træder i baggrunden for mere tilbagelænede sekvenser, der giver plads til fortælling og ikke mindst at nyde omgivelserne. Det er måske en enkel skabelon, men den er skåret så fortræffeligt til, at man holdes fanget og ikke når at blive træt af enkeltdelene. I stedet lokker det næste hjørne med ny magi.

Undervejs kommer man forbi en lang række scenarier, som blødt bygger på dagligdags ting men hurtigt blæser disser helt ud af proportioner. Det kan være militærklædte egern der bekriger hvepse ledet af en mekanisk dronning eller hvad med en abe fra et rumcenter, der giver adgang til en række forskellige universer? Eller hvordan lyder en tur i en flyvemaskine, som svæver på Codys udspændte boksershorts, hvorpå May har en Street Fighter inspireret kamp mod et påtrængende egern?

Historien er måske set før, og drager dyb inspiration fra Pixars mange kreationer. Udførelsen er dog mere end godkendt, og især de mange temposkift samt den løbende gode dialog mellem vores to hovedpersoner er med til at bære forløbet. Det hele er pakket ind i en forførende grafisk kant, hvor farvepaletten har fået frit spil. Det er ganske enkelt dragende, når man pludselig sidder på toppen af en stor svævende spektralfisk imens en betagende underjordisk verden glider forbi. Det hele hænger flot sammen og er understøttet af en styring der til trods for de konstante skift alligevel føles naturlig. Det siger lidt, at jeg kunne få min frue – der ellers ikke er den store platformshaj – med på rejsen.

It Takes Two er så også designet til at blive delt med en anden. Det er et spil, hvor samarbejde og timing er i højsædet, så skulle denne anden befinde sig ved en anden konsol, skal I som minimum have mulighed for at kommunikere. Min bedre halvdel og jeg kunne så samtidig sagtens sætte os direkte ind i spillets tema, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Det her er et godt bevis på, at der også skal være plads til fokuserede oplevelser som ikke bare klasker en masse valg i ansigtet på dig. I stedet er det en utroligt gennemarbejdet titel, som kommer med et overflødighedshorn af forskellige enkeltdele. Det lige fra variationer over platformstemaet, racerspil, flyvespil, skydespil – ja, og ikke mindst en masse små sjove minispil som parret også løber forbi undervejs, og frivilligt kan deltage i.

Det er længe siden jeg har været så godt underholdt i et platformsspil, og jeg vil dertil tilføje, at det er et af de bedste coop spil jeg nogensinde har spillet. Har du én i tankerne, som du bare mistænker kunne være din mod- og medspiller i en fascinerende rejse, så ville jeg ikke betænke mig i at hoppe direkte ned i kaninens hul med fødderne først