Det er ikke to år siden at vi sidst så en udgivelse i den populære og kontroversielle serie af sandkassespil, Saints Row. Ikke desto mindre er Volition Inc. klar med endnu en titel, Saints Row 4, der byder på endnu flere skøre ideer og vanvittige tiltag end forgængeren, dog med samme mangler som gjorde sig gældende dengang.

sr4 (1)

Efter en hæsblæsende antiterroraktion er du som leder af gadebanden 3rd Street Saints blevet indsats som præsident for Amerikas Forenede Stater. Nu trues verdensfreden af ondsindede rumvæsener og kun du kan stoppe dem og sikre fred og frihed i guds eget land. Det skal ske med hjælp fra et bredt arsenal af våben og superkræfter, hvoriblandt tæller evnen til at klatre langs mure, dubstepkanoner og naturligvis det infame dildobat. Spillet bryster sig også med en stærk character creator der ikke kun tillader spilleren  at ændre sin figurs udseende, men også deres kampråb, stemmeskuespiller og andre mærkelige parametre. Herfra begynder så en længere og ganske absurd rejse gennem tid og rum for at stoppe Amerikas invasion. En væsentlig del af spillet udspiller sig dog ikke i nutidens Steelport, men i flere bizarre simulationer der tager udformning efter Saints-medlemmernes forskruede sind.sr4 (2)

Hvis ovenstående lyder latterligt, så er det netop også tilfældet. Den tossede humor der for alvor blev kendetegnende for serien i Saints Row: The Third er blevet skruet op på alle fronter i seriens fjerde kapitel. Spillet sætter historie, karakterer og undertiden gameplay over styr til fordel for gakkede indslag, referencer til popkulturen og nedbrydning af den fjerde mur. Langt hen ad vejen fungerer den overdrevne stil godt, men undertiden går humoren fra at være satirisk og tilpas provokerende, til direkte tåkrummende. Spillet forsøger hele tiden at balancere mellem god humor og dårlig smag, og undertiden vakler manuskriptet, med mindre vellykket komedie til følge. Medmindre man altså holder politisk satire og spil på tanketomme klichéer meget nær, vil man næppe slå knæene til blods af grin.

sr4 (3)

Det hjælper ikke at spillet i sin reneste fremstilling halter på flere punkter. Bag seriens karakteristiske spektakel og åbenlyse selvironi gemmer der sig et skuffende middelmådigt gameplay der trods flere nye tiltag føles ensformigt og en anelse for velkendt. De nye superkræfter, omend talrige og opfindsomme, formår ikke at hæve spillets grundmekanismer til et højere plan. Nok kan du svæve gennem luften og affyre ildkugler gennem armene, men det sker alt sammen i overensstemmelse med en triviel formular og at besidde superkræfter i Saints Row 4 er altså ikke mere imponerende end det var i Prototype, tilbage i 2009. Bedre bliver det ikke af at spillets grafiske del ligner noget fra forrige årti, medens lydsiden ofte må støtte sig op af velkendte sange for at virke mindeværdig. Ikke just den svanesang man kunne have ønsket for den nuværende konsolgeneration.

sr4 (4)

Resultatet er altså at Saints Row 4, trods tallet, føles mere som en enorm udvidelsespakke til forgængeren, end et nyt, selvstændigt spil. Det er en udgivelse med mange timers indhold, som ikke desto mindre føles forhastet, hvis ikke direkte unødvendig. Med titlen afsender udviklerne et  kærlighedsbrev til fans af serien, der unægteligt vil finde glæde i oplevelesen, men har man hidtil holdt sig tilbage fra at stifte bekendtskab med de vanvittige sandkassespil, er Saints Row 4 intet overbevisende argument.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægKlassiske Pokémons vil være med fra starten i X & Y
Næste indlægGalaxy on Fire Alliances – interview med Fishlabs
Jeg er skribent hos GamersLounge, med særlig interesse for halvgamle rollespil og andre titler, hvis salgsdato forlængst er udløbet. I det mere eller mindre virkelige liv læser jeg filosofi på universitetet. Jeg nærer stor kærlighed til tegneserier og lægger især vægt på historien i spil, men når indholdet bliver for teksttungt eller trægt, er jeg altid frisk på et slag Super Smash Bros. eller Halo.