Computerspil på konkurrenceplan tordner frem over hele verden, og nye spillere kommer hele tiden til. I Danmark vinder e-sport også frem, men det er ofte lukket land for piger. Et nyt hold bestående af fem almindelige piger har nu set dagens lys, og deres mission er at få endnu flere piger til at interessere sig for skydespillet Counter-Strike. 

Counter-Strike-holdene ”Heroic”, ”North” og ”Astralis” har været på rigtig manges læber det seneste års tid, og det er der en god årsag til: E-sport er nemlig på rekordtid blevet en sportsgren, som samler tusindvis af spillere og publikummer til turneringer og konkurrencer verden over i det populære skydespil Counter-Strike.

Men kigger man ud over hallerne, hvor turneringerne udspiller sig, så glimrer pigerne ved deres fravær. Det gælder ikke mindst i Danmark, for computerspil på konkurrenceplan og i al almindelighed er en mands- og drengedomineret verden, hvor piger har vanskeligt ved at blive en del af fællesskabet.

Girls’ Legion tager kampen op

Det har 22-årige Michelle, 21-årige Charlotte, 16-årige Laura, 21-årige Sertap samt 20-årige Kimmi alle erfaret. De elsker at spille Counter-Strike, men har haft mere end almindeligt svært ved at finde andre piger, der deler deres hobby. Derfor har computergiganten Lenovo nu givet dem chancen for at dyrke deres interesse og tilbyde dem træning og udstyr, så de kan dygtiggøre sig og deltage i konkurrencer.

De fem piger har organiseret sig i holdet ”Girls’ Legion”, efter de deltog i en casting udelukkende for piger, som spiller versionen af Counter-Strike, som kaldes ”CS:GO”. Den helt store test for pigeholdet bliver eSport-stævnet Copenhagen Games, som foregår den 28. til 31. marts i Bella Centeret. Her vil de konkurrere side om side med drengene i eSport-verdenen.

”Det er nok en ret udbredt opfattelse, at piger ikke synes, at det er sjovt at spille computer. Måske er det derfor, at det kan være så svært at finde andre at spille med. Derfor er jeg super glad for at have mulighed for at spille i et organiseret hold med nogle super seje piger. Vi træner intensivt op mod CPH Games for at vise, at piger også sagtens kan spille Counter-Strike,” siger Sertap Berk, der i eSport-verdenen også er kendt under gamer-navnet: ”Berky”. 

Træner som professionelle

Op til stævnet træner Girls’ Legion i det nyåbnede center for e-sport, Hydr eSport i Søborg, hvor de bliver testet i kommunikation, teamwork og taktik af deres træner Aleksander Gobjerg. Det er Lenovo, som betaler for holdets træning og stiller gaming-udstyr til rådighed.

Hos Lenovo Danmark er man begejstret for samarbejdet, og man lægger ikke skjul på, at det er et ønske, at flere piger får lyst til at spille computer. 

”Vi synes, at det er et vigtigt budskab at fortælle, at eSport ikke udelukkende er forbeholdt drenge. Det er en global målsætning for os at få flere kvinder i tech, og derfor er vi stolte af projektet, som har skabt Girls’ Legion. Vi tror, at pigerne har et stort potentiale, og der venter dem mange spændende oplevelser. Forhåbentligt kan det være startskuddet på et lille skridt i den rigtige retning, hvor flere piger begynder at spille computer”, siger Maiken Stenild, der er marketingchef i Lenovo i Danmark.