Hideo Kojima, manden bag Metal Gear og Death Stranding, har kastet sig ud i det næste kapitel af sit kryptiske og særprægede univers. Med Death Stranding 2: On the Beach er vi tilbage i en verden, hvor menneskeheden stadig balancerer på kanten af udryddelse, og hvor eksistens, forbindelse og metafysik smelter sammen i en gådefuld, men dragende fortælling.
På redaktionen var jeg også den heldige, der anmeldte det første Death Stranding ved udgivelsen. Så jeg har haft store forventninger til fortsættelsen. Det originale spil gjorde et stærkt indtryk med sin særegne tone, sin modige tilgang til gameplay og ikke mindst sin atmosfære. Derfor var jeg spændt på at se, om On the Beach kunne leve op til – eller måske endda overgå – den oplevelse.
Titlen byder på tilbagevendende karakterer fra det første spil, herunder Sam Porter Bridges, Fragile og Higgs, spillet af henholdsvis Norman Reedus, Léa Seydoux og Troy Baker. De suppleres af nye figurer som Tomorrow (Elle Fanning), Rainy (Shioli Kutsuna) og Neil (Luca Marinelli). Spillet indeholder også ligheder med Mad Max-medskaberen George Miller som Tarman, den tyrkisk-tyske instruktør Fatih Akin som Dollman, og den danske instruktør Nicolas Winding Refn som Heartman, hvor sidstnævnte gentager sin rolle fra det første spil.
Efter at have spillet det igennem med anmelderkode og alt – en kontraktlig forpligtelse til at gennemføre historien før anmeldelse – kan jeg konkludere: nej, historien ændrede ikke min opfattelse af gameplayet, men den forstærkede min lyst til at blive i Kojimas univers.
Mystikken, som var så bærende i etteren, bliver delvist brudt i toeren. Vi får langt mere forklaring på universet, dets fænomener og – vigtigst af alt – hvad Death Stranding egentlig er. På sin vis er det naturligt og forventeligt i en efterfølger, og det ville være underligt ikke at konkludere på nogle af forgængerens mysterier. Men det kommer med en pris: mystikken og følelsen af det uvisse forsvinder i noget, der til tider føles som info-dumping. Man skal virkelig spidse ører – eller bruge det indbyggede leksikon, Corpus, som hjælper med at holde styr på begreber, fjender og karakterer. Et godt tiltag, som jeg brugte flittigt.
“Kojima har stadig ikke lært at holde sig tilbage – og det er præcis derfor, vi spiller det.”
Samtidig bliver historien mere forvirrende og surrealistisk. Vi bevæger os fra det jordnære i etteren til noget langt mere metaforisk og, nogle gange, næsten fjollet. En guitar-gevær-duel, samurai-mechs og tjære-robotter er blot nogle af de elementer, der trækker fortællingen i en Metal Gear-agtig retning. Det er smukt, mærkeligt og til tider overdrevent.
Sam føles anderledes. Hans reaktioner virker ikke så organiske som i forgængeren, og hans tilstedeværelse føles mindre nærværende. Det kan føles, som om han bliver holdt lidt udenfor. Måske er det en effekt af, at han bliver kastet ind i en ny mission uden den samme følelsesmæssige drivkraft – eller fordi han ganske enkelt ikke længere er spillets følelsesmæssige kerne.
Det forklares dog i spillets begyndelse. Sam får besøg af Fragile – en fra 1’eren – som beder ham tage til Mexico for at forbinde Mexico til det netværk Bridges og UCA skabte i forgængeren. Hun tilbyder at tage sig af Lou, Sams tidligere Bridge Baby, som nu er omkring ét år gammel. Efter nogle alvorlige begivenheder – som jeg ikke vil spoile – falder Sam ned i en depression. Først efter nogle måneder takker han ja til at blive en del af Fragiles nye besætning på DHV Magellan, et skib der sejler gennem tjærestrømme, for at undersøge et nyt fænomen kaldet et Plate-gate. Ombord på DHV Magellan, møder vi nye karakterer som Dollman, Tarman og den AI-styrede byste Charlie – som bruger Die-Hardmans stemme for at virke mere menneskelig.
Den mexicanske Plate-Gate fører Sam til Australien, hvor størstedelen af spillet foregår. Målet er at forbinde det australske chiral-netværk – ikke kun for at hjælpe lokalbefolkningen, men for at skabe flere Plate-Gates og dermed forbinde verden på ny. Det er et mere globalt og ambitiøst mål end i første spil, og det reflekteres i både missionernes omfang og temaernes skala. Undervejs bliver både nye og gamle ansigter en del af besætningen på DHV Magellan.
Gameplayet minder i høj grad om det, vi kender fra etteren: fragtopgaver, forhindringer og en stor verden, der skal forbindes. Kernen er stadig leverancerne – at fragte pakker fra punkt A til B, mens du balancerer vægt, vurderer ruter og håndterer naturens udfordringer. Det lyder måske trivielt, men Kojima har mesterligt gjort bevægelse til en reel spilmekanik. Den fysiske tilstedeværelse forstærkes, når du kæmper dig over et bjergpas med en tung last, hvor ét forkert skridt kan sende dig og dine forsyninger i afgrunden – eller må krydse en dal i regnen hvor BT’er jagter dig. Succes måles ikke nødvendigvis i kampe vundet, men i fremskridt opnået – og hver sten, skråning og beslutning tæller. Der opstår en særlig tilfredsstillelse i at få leveret noget sikkert frem, især når det samtidig kan hjælpe andre spillere.
Men Death Stranding 2 byder også på nye tilføjelser: flere våben, en ny rail-way til containere og muligheden for at transportere sine køretøjer over længere distancer. Disse systemer kan – ligesom i 1’eren – opgraderes og bygges i samarbejde med andre spillere via spillets online-funktion. Der er dog stadig visse nøglepunkter og strukturer, som kun spilleren selv kan konstruere – eksempelvis miner.
Alt ændrer sig markant, når du forbinder en region til chiral-netværket. Før det sker, føles verden barsk, øde og ugæstfri – du er virkelig alene. Men i det øjeblik netværket aktiveres, dukker strukturer, stiger, veje og sheltere fra andre spillere op, og pludselig bliver rejsen mere overkommelig. Det giver en stærk følelse af fremgang og fællesskab – og en påmindelse om, at du ikke er alene, selvom du spiller solo.
Online-delen fungerer stadig i sin grundform, med lidt flere værktøjer og muligheder denne gang – heriblandt en katapult og nye PCC-strukturer. Du kan som spiller også sende aid-quest mærker ud, hvor andre spillere kan donere nogle resurser, våben eller levere pakker for dig. Dette er en klar forbedring fra forgængeren, og giver mere sammenhold, selvom den direkte kontakt til andre spillere ikke findes.
Musikken er stadig god og til tider stemningsskabende, men den ængstelige og håbløse atmosfære fra 1’eren er svagere. Low Roar er tilbage, sammen med kunstnere som Woodkid og Silent Poets, men stemningen er anderledes. Måske fordi man som spiller er mere tryg – både i rejserne og i verden. Der er stadig fare, men den er ikke så gennemtrængende som før. Og måske er det hele bare et spørgsmål om perspektiv: I 1’eren blev Kojima inspireret af musikken, i 2’eren virker det som om han finder musik til en allerede etableret tone? Det er i hvert fald noget man kan gisne om og diskutere.
En ny og kærkommen tilføjelse er Dollman – en levende dukke besat af en mediums sjæl – som fungerer som guide, kommentator og opsummerer. Han hjælper med at sætte ord på begivenhederne og fungerer som et bindeled mellem spiller og fortælling. Det er en klar forbedring i forhold til forgængeren, hvor mange begreber forblev uforløste.
Death Stranding 2: On the Beach er mere ambitiøst, mere skørt og mere forklarende end sin forgænger. Det mister noget af mystikken, men vinder til gengæld i verdensopbygning og karaktergalleri. Nogle gange bliver det for meget – for metaforisk, for fjollet – men det er også en del af Kojimas signatur.
“Du forstår det måske ikke – men du føler det.”
Hvis du kunne lide 1’eren for dens særhed og stemning, vil du sandsynligvis finde On the Beach spændende. Men forvent ikke det samme – dette er en anderledes rejse, selvom den går ad velkendte stier.