Det hurtigste pindsvin er tilbage – denne gang i en åben verden, med en masse at udforske og en ny trussel.

Et Friskt Pust

Lad os slå en ting fast til at starte med. Jeg har haft en gevaldig Sonic-kløe, som ikke er blevet stillet helt på samme måde sin Sonic Adventure 2, til PS2 og Nintendo Gamecube (og dreamcast…), så da jeg gik ind i denne udgave af Sonic – som havde lovet mig, en åben verden, høj hastighed og tilsyneladet intuitivt gameplay, var jeg meget, meget interesseret.

Den første bane man bliver smidt ind i – ja bane – er et moderne take på den klassiske legende Green Hill Zone. Jeg blev straks introduceret til en fin hastighed, intuitivt gameplay og objektiver. Jeg genstartede banen et par gange, for at få en føling af kontrollen. Da jeg var klar, satte jeg mig ordentligt tilrette og så spændt på den sorte loading-skærm.

Der var ligesom en slags uforståelse i mig, det var svært at forklarer, men jeg var næsten allerede klar til at være skuffet. Men inden jeg måtte danne mig et reelt førstehåndsindtryk, lod jeg spillet føre mig ud, i den åbne verden – som jeg var blevet lovet.

En kort videosekvens, og så var det i gang.

Kronos Island

Området man bevæger sig ud i, hedder Kronos Island, og der er en masse småting man kan finde i form af; diverse samleobjekter, frø som kan give bedre stats og væsener kaldet Kocos.

Jeg må indrømme, at jeg synes det hele virker ret rodet, og at spillet ikke helt forstår, eller ved, hvad det vil med Sonic. Da denne oververden er et udkast til, hvordan Sonic kan fungere i et open-world 3D eventyr, så er det klart der er forsøgt med Sonic-konventioner, såsom springs, speedpads og rails. Men alligevel virker det hele, ja rodet.

Der er så mange ting der er uforklaret, og historien der fremvises via cutscenes stemmer overhoved ikke ens med noget af det der foregår i spillet i mellem. På et tidspunkt finder man Amy, som er et hologram. Hun har brug for nogle hjerter til, ja det finder man ud af. Man samler disse hjerter, giver hende dem, og så har det intet med historien, worldbuildingen eller noget at gøre. Hun snakker om lidt forskelligt, som skal drive historien – mest omkring de førnævnte Kocos – og så skal man hen til hende igen, på et helt andet sted.

Pludselig er der minigames, også med ting der slet ikke er fremvist eller nævnt i nogen form. Det føles så impulsivt, og jeg havde virkelig svært ved at se det logiske i disse opgaver – når det kommer til perspektiveringen af spillets verden. Havde det været noget der faktisk havde en form for riciko i verdenen, fremfor at man skal hjælpe med at fjerne ukrudt mens man undgår nogle bier, havde det været noget helt andet.

Det eneste plus, er de Cyberspace baner, som minder om det vi kender fra tidligere Sonic spil – en bane man kan løbe stærkt i!

Godt Forsøgt

Cadeau til Sonic Team for at prøve noget nyt, men eksekveringen falmer, når det kommer til det grafiske, pacing og generelt gameplay. Der findes fjender på Kronos Island, som man kan bekæmpe. Sonic har sine kendte evner som Homing Dash og hurtighed, men denne gang kan man også bruge hans næver og spark – altså, i form af en uinspirerende kombination.

Der er dog nye evner at hente, når man får nok Skill Points, men end ikke disse evner er noget at juble over. Det er meget fantasiløst, og det hele vender egentlig tilbage til, at spillet mangler en specifik ingrediens til, at det bliver en rigtig morsom oplevelse – og det er simpelthen værdierne, som findes i andre Sonic spil.

Jo han kan løbe hurtigt, men det er overhovedet ikke flydende. Det er som hvis de har taget hurtigheden fra Sonic Unleashed og smidt ind i et 3D miljø. Det er ikke udviklet til den verden som vi bliver præsenteret, og derfor synes jeg spillet fejler, hvor det virkelig kunne have sejret.

Havde det været mere flydende og svævende, nogle bakker med naturlige ramper, et organisk miljø der passer til det potentiale Sonic har, så havde det været noget andet. Det eneste vi får, er et middelmådigt forsøg på, at implementere Sonic i en åben verden, med alt for mange ugennemtænkte opgaver, underlig pacing og et uinspiseret miljø.

Sonic fortjener bedre – men Sega ved stadig ikke hvad de vil gøre med ham.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægMSI GeForce RTX 4090 Suprim X – Anmeldelse
Næste indlægEvil West – Anmeldelse
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!
sonic-frontiers-anmeldelseHavde Sonic Frontiers været mere flydende og svævende, haft nogle bakker med naturlige ramper og et organisk miljø der passer til det potentiale Sonic har, så havde historien været en helt anden. Det eneste vi får, er et middelmådigt forsøg på, at implementere Sonic i en åben verden, med alt for mange ugennemtænkte opgaver, underlig pacing og et uinspiseret miljø. Sonic fortjener bedre - men Sega ved stadig ikke hvad de vil gøre med ham.