Supermassive Games er tilbage med endnu en stilren, fotorealistisk gang slasher-horror. Et stenbrud lægger denne gang scene til blodbadet, hvor dine reaktioner og nerver vil stå endnu en test.

Da Supermassive Games udgav Until Dawn ramte de direkte ind i en mindre guldåre. Den nærmest gnidningsløse fusion mellem spil og film er noget som branchen har hungret efter, siden store summer første gang blev kastet efter FMV helt tilbage da CD-mediet var et nyt databekendtskab. Lokalt har det medført at Nordisk Film har opkøbt Supermassive Games, hvilket må siges at ligne et fornuftigt ægteskab. Inden handlen blev færdiggjort blev the Quarry smidt på markedet, og det har vi på Gamers Lounge fået lov til at ”muntre” os lidt med.


Først og fremmest, hvis du har fulgt med i Supermassive Games’ udgivelser så her lidt opklarende fakta: Efter Until Dawn kom på gaden har de kastet sig over ”the Dark Pictures Anthology”, som er en række selvstændige kortere skrækfortællinger hvor de indtil videre har udgivet 3 kapitler, og har planlagt fjerde udgivelse her senere på året. The Quarry er en selvstændig udgivelse, hvor Supermassive Games prøver at komme med en lidt længere fortælling som tydeligvis er en spirituel fortsættelse til Until Dawn. 

Denne gang er den scenariske baggrund et gammelt, lukket stenbrud. Det ligger naturligvis helt isoleret kun omgivet af skove og bjerge. Her har man valgt at lægge en sommerlejr – så er præmissen for et godt slasherspil i stil med klassiske film som Fredag den 13 da allerede lagt. 

Først skal vi dog igennem en lille prolog, lidt som Massive Games har for vare. Her kastes vi direkte ud i en gang gys, hvor en del af baggrunden for den efterfølgende seance bliver lagt: Et ungt par er på vej igennem en mørk skov på vej mod den tidligere nævnte sommerlejr. Det kommer naturligvis ikke til at gå som de havde forventet, og du får rig lejlighed til at stifte bekendtskab med spillets styring – samtidig med at du får værdifuld baggrundsinformation samt får pulsen lidt op. Det er en glimrende måde at starte spillet op på. 

Konceptet er enkelt: 8 unge mennesker bliver fanget i en række situationer, som om noget truer deres helbred. Det er din opgave at sørge for at flest muligt kommer levende igennem til slutningen – alternativt, hvis du er af den støbning; at alle lider en pinefuld død så hurtigt som muligt. Du får mulighed for at styre de enkelte personer på skift, de er meget politisk korrekt fordelt 50/50 mellem han- og hunkøn. En lækker lille detalje er, at spillet (som de tidligere udgivelser) lægger op til en god gang couch-coop, hvor man på skift sidder med controlleren og styrer sin (eller sine) udvalgte.

Spillets essens er en kombination af reflekser og moralske dilemmaer. Du skal konstant tage stilling til større eller mindre beslutninger, som vil være med til at definere personernes videre færd samt interpersonelle forbindelser. Det er bestemt ikke altid clear-cut hvad udfaldet vil være – hvilket naturligvis øger incitament til genspil. Når du ikke lige skal udrede fnidder mellem de unge mennesker, så bliver tempoet ofte lige skruet op i spillets mange quick-time sekvenser. Modsat tidligere er det hele nu begrænset til en enkelt knap, som så skal kombineres med bevægelse med det ene joystick. Det er altid noget der får hjertet op i halsen, når man har en vederstyggelighed i hælene og blot er et knaptryk mellem liv og død.

Et område hvor the Quarry virkelig skinner er på den tekniske front. Hele fornemmelsen af at se en interaktiv film sidder ganske enkelt lige i skabet. Overførslen af rigtige skuespillere til digitale alter egoer er ekstremt overbevisende og det hele er pakket ind i flotte omgivelser, hvor naturen råhed igen spiller en vigtig rolle. Der er lidt udfordringer rent styringsmæssigt i de sekvenser, hvor spillet vælger af fastlåse kameraet, og det er afsindigt irriterende når ens figur tumler rundt som beruset: Støder ind i ting og går frem og tilbage mellem skærme. 

Til gengæld er hele den lydmæssige side helt oppe og ringe. Stemmeskuespillet er utroligt vel udført, og bærer tydeligt præg af at det er et professionelt hold der bare ved hvordan det skal udføres der står bag. Det samme kan siges om soundtracket, hvor et udvalg af sange stemmer ind på de helt rigtige tidspunkter samt akkompagneres af et bredt udvalg af effekter, der sørger for at give uhygge og understrege chokeffekter når nødvendigt.

Man kan godt være lidt efter Supermassive Games når man kigger på den rene udvikling. Reelt set er der ikke sket meget på de 7 år der er gået siden Until Dawn blev udgivet. Men hvad gør det egentlig når slutproduktet stadig fungerer? Det er rigtig god sofaunderholdning, som man ovenikøbet fint kan dele med andre. Der er sågar mulighed for at sætte nogle forudsætninger op (eksempelvis at alle dør), og så kan man sidde og se det hele udspille sig – helt uden selv at være aktiv. Når solen ellers ikke lige steger ned på os, så er det her en åbenlys mulighed for at hygge sig med en god gang gys.

Tak til Nordic Game Supply og Super Massive for at gøre denne anmeldelse mulig.